ARTIKLER


Middag for 11

Alle er lige - nogen er bare mere lige end andre.


Af Bettina Berg
1. december 2002

Kommissionen holder pressemøde hver dag i sit presselokale i Breydel bygningen i Bruxelles. Her har alle journalister adgang til at stille spørgsmål til kommissærernes talsmænd og til kommissærerne selv, når de dukker op. Men en lille udvalgt skare har et ekstra tilbud. En gang om måneden spiser ti journalister middag med en af kommissærerne på en af Bruxelles’ gode restauranter.

Traditionen startede for et par år siden på foranledning af tyske og franske journalister, og det er journalisterne selv, der håndplukker de af deres kolleger, de vil have med i det gode selskab. De 20 kommissærer deltager på skift alt efter, hvem der kan.

Daniela Spinant, medredaktør på ugeavisen European Voice, er en af journalisterne i klubben. For hende drejer det sig primært om at få baggrundsinformation.

»Vi diskuterer aldrig enkeltsager med kommissærerne, men vi har helt klart en fordel i at kunne snakke forholdsvist frit med en, der er så tæt på den europæiske beslutningsproces,« forklarer hun.

Samtidig vil hun ikke afvise, at denne private forbindelse med Kommissionen også kan betyde, at historier bliver kendt af de ti før alle andre journalister i Bruxelles. Men hun mener ikke, at det påvirker hendes job som journalist, at hun sidder til bords med Kommissionen en gang om måneden.

Foruden European Voice, der ejes af Economist-gruppen, er også den tyske avis Stern og franske Le Monde med i gruppen. Der sidder en repræsentant fra et polsk nyhedsbureau, en ungarnsk TV station, en italiensk avis, engelske The Sun, Bloomberg nyhedsbureau, tyske Die Welt samt nyhedsbureauet Agence Europe.

Det har desværre ikke været muligt at få en kommentar fra Kommissionen.