Den skal hedde Rom-forfatning

»Lad være med at åbne Pandoras æske,« sagde den tyske forbundskansler, Gerhard Schröder, til repræsentanter for andre store lande samt formanden for EU-Parlamentet.

’Pandoras æske’ er i dette tilfælde den skitse til en forfatning, som EU-Konventet blev færdig med i juli. Når Schröder advarer mod at åbne 'æsken', hænger det naturligvis sammen med, at Tyskland, og de øvrige store 'gamle' lande, er godt tilfredse med den større indflydelse, forfatningsforslaget giver dem. Starter forhandlingerne mere eller mindre forfra, vil de dels trække ud, og dels næppe give de store lande samme fordele.

Mens Konventet forhandlede, var der en bidende kritik af den måde, Konventets formandskab med Giscard d'Estaing i spidsen kørte forløbet. For lukket, for diktatorisk, sagde de mange kritikere.

»Konventet blev fremstillet som det store demokrati-show. Men jeg har aldrig set et mørkere mørkekammer end Konventet,« sagde eksempelvis den luxembourgiske premierminister, Jean-Claude Juncker.

Hvis teksten bliver åbnet for genforhandling, vil den gamle uenighed unægtelig dukke op igen – denne gang ikke med en magtfuld formand til at styre tropperne, men med ligeværdige regeringer.

Hurtigst muligt
Som bestilt af Laeken-topmødet, der i december 2001 planlagde Konventet, kom der altså en forfatnings-tekst, man nu kan diskutere.

Og den kom nogenlunde til tiden. Ifølge Laeken-erklæringen skulle teksten være færdig i god tid inden EU-topmødet denne sommer. Det blev den – næsten. Store dele af forslaget blev afleveret, men den – ikke helt uvigtige – tredje del blev først afleveret i juli.

Næste skridt er den såkaldte regeringskonference, som officielt begynder den 4. oktober. Her skal regeringerne blive enige om forfatningen – og ifølge de store lande skal den ikke laves alt for meget om.

Men skænderierne er gået i gang allerede under det uformelle udenrigsministermøde forgangne weekend. Den tyske udenrigsminister, Joschka Fischer, advarede, at hvis Konventets ’pakke’ blev lukket op, blev det vanskeligt at få den pakket sammen igen. Og han advarede, at hvis forfatnings-forhandlingerne trak ud, så kunne de gå hen og blive blandet sammen med forhandlingerne om EU’s budget til næste år. En bemærkning, der af flere af hans kolleger blev betragtet som trussel: Tyskland er økonomisk set EU’s største bidragsyder.

Hastværk
Kritikken kommer – ikke uventet – fra de mindre lande og fra ansøgerlandene. Allerede kort efter offentliggørelsen af den endelige tekst i juli markerede de, at de absolut ikke ønskede forfatningen vedtaget i hastfart. Og de bliver ved med at mødes.

»Vi må have god tid for at debattere alle emner,« lød det fra Finland. Den østrigske udenrigsminister, Benita Ferrero-Waldner, påpegede, at der ikke var »nogen vellykkede kompromiser« i udkastet, og at det var vigtigere med »god kvalitet« end med hurtighed. Svenskerne var parate til at arbejde hurtigt, dog skulle der være en »ægte mulighed« for indflydelse fra ansøgerlandene.

I begyndelsen af september mødtes de små lande og markerede, at de gerne vil gå med til de 95 procent af forfatningen – men at de resterende fem procent er netop dem, der handler om den fremtidige magtfordeling.

Både de mindre lande og ansøgerlandene har kæmpet for, at den kommende EU-struktur ikke alene bliver til gavn for de store medlemslande. Men de ønsker på den anden side heller ikke at 'udvande' det nuværende forslag.

Også fra helt anden side kom der kritik af hastværket: En dommer ved den tyske forfatningsdomstol, Siegfried Boss, mener, at der er så mange uklarheder i udkastet, at det vil føre til alvorlige problemer, hvis ikke hele teksten bliver gennemarbejdet grundigt.

Danmark ønsker at se på fire punkter. Ifølge den danske udenrigsminister Per Stig Møller er Danmark utilfreds med den ændrede stemmefordeling – der giver de befolkningsrige lande større indflydelse, beføjelserne for den planlagte udenrigsminister skal defineres bedre, den nye ordning for formandskabet skal finpudses, og endelig er der ikke opbakning til et planlagt Lovgivningsråd, der ifølge Per Stig Møller ville fungere som et slags andetkammer og vanskeliggøre Rådets arbejde.

Afstemninger på vej
Om forfatningen kommer til at hedde Rom-forfatningen – på grund af underskriften under det italienske EU-formandskab i december – eller om forhandlingerne kommer til at vare indtil det irske formandskab i foråret, er endnu uvist.

Men resultatet skal underskrives »hurtigst muligt efter 1. maj« næste år – det er den dato, hvor de nye EU-lande formelt bliver medlemmer.

Derefter skal teksten ratificeres af de enkelte lande – i mindst fem lande ventes der folkeafstemninger.

Forfatningens kalender
December 2001 – De 15 regeringer bliver enige om at nedsætte EU-Konventet, der skal udarbejde en skitse til forfatning, der tydeligt fordeler kompetencer, er enklere end det nuværende regelsæt og gør Unionen mere åben og velfungerende.

Februar 2002 – Det 105 mand store Konvent holder sit første møde.

Juni 2003 – Konventet afleverer det næsten færdige udkast til forfatning i Thessaloniki i Grækenland.

Juli 2003 – Konventet afleverer det færdige udkast.

Oktober 2003 – Regeringskonferencen, IGC, begynder forhandlingerne om den endelige forfatning.

December 2003 – EU-topmøde i Rom – det italienske formandskab håber, at forfatningen bliver underskrevet her.

Maj 2004 – De nye EU-lande bliver fuldgyldige medlemmer, forfatningen underskrives af alle 25 EU-landes regeringer.

2004 og frem - Ratifikationsprocessen med parlaments- og folkeafstemninger.