ARTIKLER


EU-forfatningen er langt mere moderne

Læserdebat


Af Keld Kollerup Kvist
1. december 2003

I NOTAT 14.11.2003 har Jens- Peter Bonde et indlæg med overskriften:

  »EU-forfatningen vil reelt kunne afskaffe grundloven.«

I indlægget kalder Jens-Peter Bonde EU-traktatens bestemmelser om, at statsministrene i EU i enighed kan bestemme at ændre traktaten uden at anvende traktatens generelle regler om traktatændringer for grundlovsstridig, jævnfør grundlovens paragraf 20 om suverænitetsafgivelse i nærmere bestemt omfang.


Jeg ser ikke noget problem i, at forslaget til en EU-traktat om en forfatning for Europa afløser de nuværende traktater og kommer til at stå over eller afløse den danske grundlov i de fleste væsentlige anliggender.

Giver bedre garantier
Det er nemlig en meget moderne forfatning, der i langt højere grad end den danske grundlov garanterer borgerne en bæredygtig udvikling, en social markedsøkonomi, tilstræber fuld beskæftigelse og garanterer overholdelse af de europæiske menneskerettighedserklæringer og via EU-borgerskabet giver ret til at henvende sig til institutionerne og den europæiske ombudsmand og søge sin ret i forhold til systemet.


Det er en langt bedre beskyttelse af individet end den, som den danske grundlov sikrer. Som dansker har vi kun indirekte opnået dele af dette gennem Folketingets tiltrædelse af den europæiske menneskerettighedserklæring.

Må matche virkeligheden
I det store fællesskab kan vi i dag vedtage og gennemføre de regler, der i sin tid konstituerede velfærdsstaterne i Europa med hensyn til beskatning, beskyttelse af arbejdstagere, af miljø, af forbrugerne og sikre mulighederne for at skabe nye arbejdspladser på grundlag af forskning og viden.


Derfor er EU en helt nødvendig Union på vejen til en verdensregering i FN-regi med samme muligheder på verdensplan.


Det drejer sig altså om at matche virkeligheden i den internationale økonomi med de meget store internationale virksomheder, der står for en stor del af verdenshandelen.


Jeg kan varmt anbefale alle EU-skeptikere at læse Forfatningsforslagets afsnit I om definition af Unionen, dens værdier og mål. Jeg kan  ikke forestille mig, at danskere med rod i en velfærdsstat kan være meget uenig i disse værdier og mål, selv ikke Jens-Peter Bonde.


(Forkortet af redaktionen)

Keld Kollerup Kvist
EU- og Folketingskandidat for
Det Radikale Venstre
Soløjevej 12, 9400 Nørresundby