NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
»I spidsen for Europa« handler om meget andet end opgøret i Danmark
Man kan godt anskaffe Michael Ulvemans og Thomas Lauritzens bog om det danske EU-formandskab (»I spidsen for Europa«, forlaget People’s Press) for at få fat i detaljerne i det til tider anstrengte forhold mellem statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller.
Her er der dog ikke afgørende nyt at hente, hvis man f.eks. har set tv-filmen Fogh bag facaden.
Til gengæld giver bogen interessante billeder af magtkampen mellem Statsministeriet og Udenrigsministeriet, personificeret ved statsministeriets departementschef Niels Bernstein og udenrigsministeriets direktør Friis Arne Petersen.
Sker ikke kun i København
Men det er nok forkert at se magtkampen som blot en kamp mellem personer.
Kampen kan også skyldes forskelle i strategier og være udtryk for en ny tingenes orden i politik. Og her bliver beskrivelsen gyldig et godt stykke udenfor de rent danske erfaringer fra sidste efterår.
Det er jo ikke kun i København, at en regeringschef og hans medarbejder tager kommandoen over udenrigsministeriet.
Det samme er sket i Sverige, hvor Göran Persson og hans embedsmænd er politisk styrende i EU-anliggender. Og efter at Laila Freivald har afløst den myrdede Anna Lindh som udenrigsminister, har Göran Persson fuld kontrol med svensk udenrigs- og EU-politik på en måde, som Anders Fogh Rasmussen sikkert godt kunne ønske sig.
Eksempler fra andre EU-lande viser de samme mekanismer. Mest vidtgående i Italien, hvor Silvio Berlusconi på et tidspunkt var både stats- og udenrigsminister.
EU er blevet til indenrigspolitik
At statsministrene er kommet til at spille denne rolle er måske en naturlig følge af, at EU i praksis er blevet til indenrigspolitik.
EU-sager er blevet så omfattende og betændte, at de ikke som i »gamle dage« kan overlades til fransktalende diplomater, der tænker i brede perspektiver, men som ikke selv umiddelbart skal stå til politisk regnskab.
Konsekvenserne af denne mekanisme kan så blive, at en udenrigsminister laver halve aftaler om Tyrkiet bag sin statsministers ryg, men at han selv bliver holdt på ren fysisk afstand fra de afgørende forhandlinger om Polens betingelser for EU-medlemskab.
Om dette og meget andet fortæller Michael Ulveman og Thomas Lauritzen godt og spændende. Det gør bogen relevant, også efter at diskussionerne om EU’s udvidelse er glemt.