ARTIKLER


Himmelråbende skørt

LEDER


Af Erling Böttcher
3. december 2003

EU-politik anno 2003: Billig sprut og smøger til dem, som har mindst behov.
Vi er i uge 40. Den uge, hvor Sundhedsstyrelsen traditionelt kører kampagne for at nedsætte forbruget af alkohol. I år ledsages kampagnen af en drastisk sænkning af afgifterne på spiritus samt billigere cigaretter, vedtaget af regeringens flertal i Folketinget.


Det hænger overhovedet ikke sammen, indrømmer regeringen selv. Tværtimod rammer billigere spiritus præcis de samme målgrupper, som forebyggelses-kampagnen retter sig særligt imod: Unge og socialt udsatte.


Folkesundheden er taberen. Samtidig kommer der færre penge i statskassen. Sundhedsmæssigt og velfærdsmæssigt er det himmelråbende skørt.


Det har også andre medier end det ny NOTAT opdaget. Ingen nævner dog den bagvedliggende årsag, nemlig tilpasningen til EU’s Amsterdam-traktat. Denne traktat afskaffede enhver form for grænsekontrol. Da den sidste tolder forsvandt ved grænsen og blev erstattet af en postkasse til at selvangive, forsvandt også den eneste reelle mulighed for på længere sigt at opretholde højere danske sundhedsafgifter.


Uden grænsekontrol kan varehandelen ikke begrænses. Det giver flere indkøb syd for grænsen med pres på de handlendes indtægter og pres på de danske sundhedsafgifter samt mindre i statskassen til velfærd.


Så når skrumpeleveren og rygerlungerne presser på for en tur på hospitalet, og ventelisten er lang, fordi det offentlige mangler penge, så husk at takke de EU-glade politikere. Det var sjovt, så længe helbredet holdt.