Hvad vi skal gøre for at vinde

Ib Christensen var i årene 1973-75 og 1977-81 medlem af Folketinget for Retsforbundet og var i den  sidste periode medlem af EU-parlamentet i årene 1978-79 – i den periode, hvor de danske parlamentsmedlemmer endnu blev valgt af Folketinget. Fra 1984 til 1994  sad han i EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.

Hvis det går efter planen – hvad alt tyder på – underskrives forslaget om en forfatning for EU i december. EU’s store lande er fast besluttet på at tæve deres vilje igennem, så vi må nok regne med folkeafstemning i Danmark til sommer.
Ifølge Politiken er det regeringens hensigt, at folkeafstemningen skal holdes samme dag, som der er valg til EU-Parlamentet.

Den taktiske kalkulation, som utvivlsomt er rigtig, er, at det vil give en langt højere valgdeltagelse. I stedet for omkring 50 procent vil den formentlig blive over 80 procent. Det forventes øjensynligt, at de ligeglade og usikre vælgere, der foretrækker sofaen ved EU-Parlamentsvalgene,  for flertallets vedkommende vil  stemme ja og også stemme på ja-partierne.

Medierne vil støtte ja-siden
Det hører med i billedet, at det forventes, at alle Folketingets partier (undtagen Dansk Folkeparti og Enhedslisten) vil anbefale et ja. Det vil give ja-siden en ekstraordinær, massiv overvægt i mediedækningen, idet medierne, der alle vil være på ja-siden, kan undskylde sig med, at man ikke i debatterne og reportagen kan ligevægte ja- og nej-siden, når alle partierne jo af hensyn til parlamentsvalget skal behandles nogenlunde ligeligt.

Det ser desuden ud til, at regeringen, ja-partierne og (hemmeligt) SF’s leder er blevet enige om, at der alene skal stemmes om EU-forfatningen med en dansk protokol om »forbeholdene«.

Måske vil man være frække nok til at formulere protokollen på en sådan måde, at det kan fremstilles, som om forbeholdene er uantastede, mens virkeligheden er, at de kan omgås.

»Ændringen« af det retslige forbehold
Efter den svenske folkeafstemning om euroen tør man tilsyneladende ikke sætte forbeholdene til afstemning sammen med EU-forfatningen.

Det gælder også den meget omtalte »ændring« af det retslige forbehold, der i realiteten er en  afskaffelse af forbeholdet. Efter denne »ændring« vil Folketinget frit kunne tilslutte sig hele det overstatslige retslige samarbejde efterhånden, idet man dog vil gemme den fælles indvandringspolitik til senere.

På den måde letter man SF-ledelsens muligheder for at tæve partiet på plads på ja-siden, samtidig med at man ikke udfordrer Dansk Folkeparti. Ligeledes opfylder man et krav fra de radikale om en »ren« afstemning om EU-forfatningen.

Hvad man vil slå på
Kampagnen fra ja-siden vil køre på, at kun de mest yderligtgående partier – Dansk Folkeparti og Enhedslisten –  anbefaler et nej.

Heroverfor står dog den tværpolitiske Junibevægelse, mens Folkebevægelsen og dens venstresocialistiske parlamentariker desværre har placeret sig i EU-Parlamentets venstresocialistiske partigruppe, hvad ja-siden næppe vil undlade at påpege.

En umådelig stærk sag
Situationen er dog ingenlunde håbløs. Nej-siden står med en umådelig stærk sag, for det er jo spørgsmålet, om Danmark definitivt skal ophøre som suveræn stat og indgå som en delstat i en global supermagt, der vil blive en pendant til USA. Plus alle de andre, utallige, gode argumenter, som kan føres frem fra nej-siden.

Men det er afgørende vigtigt, at nej-siden i enighed fastslår, at et nej ikke er ensbetydende med en dansk udtræden af EU. Der vil blive folkeafstemninger i op til fem andre lande også, og EU-forfatningen er ikke godkendt, medmindre der er enstemmighed mellem alle medlemslandene.

Efter et nej vil de bestående traktater være gældende, herunder Nice-traktaten, som giver mulighed for, at et antal af landene indgår i et »forstærket samarbejde«.

Ingen katastrofe
Samtidig bør nej-siden naturligvis ikke undlade at slå fast, at selv om Danmark bliver alene om at sige nej, og det politiske flertal i Folketinget derpå vælger at søge medlemskabet konverteret til en frihandelsaftale (med eller uden deltagelse i EØS), vil det på ingen måde være en katastrofe.

Tværtimod vil det betyde store økonomiske og politiske fordele – og bevare landets suverænitet.

I øvrigt kan eller vil ingen i EU tvinge Danmark ud.

I virkeligheden bør nej-siden vende våbnet mod ja-siden: Vil regeringen og ja-flertallet i Folketinget melde Danmark ud af EU efter et nej? Det har man da ikke villet ved alle de andre danske folkeafstemninger om EF/EU, selv om man hver eneste gang har truet med, at en dansk udtræden ville blive følgen.

Brug for samarbejde
Det er væsentligt, at de forskellige bevægelser og partier på nej-siden ikke alene angriber hinanden, men at de heller ikke modsiger hinanden. De bør også, som det tidligere er sket, samarbejde taktisk.

En offentlig, fælles platform, der strækker sig fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten, er desværre ikke mulig, fordi sidstnævnte parti finder kampen mod »racismen« vigtigere end kampen mod EU. Men mindre kan også gøre det.

Forud for andre folkeafstemninger har der været dannet tværpolitiske fora, hvor mere eller mindre kendte personer er trådt frem med anbefaling af et nej.

I betragtning af at beskyldningen mod nej-siden for højre- og venstre-ekstremisme vil blive kraftigere end nogensinde, er det umådelig vigtigt, at sådanne grupperinger fra den brede politiske midtbane træder frem.

Især vil der være brug for uafhængige økonomer og jurister, men i øvrigt også erhvervs- og organisationsfolk (herunder fagbevægelsen) og kulturpersonligheder.

Vil ændre folks hverdag
Det er vigtigt, at nej-siden drager det statsretslige aspekt frem ved at gå til domstolene, straks når forfatningstraktaten er underskrevet:

Grundlovens regler om grundlovsændringer (paragraf 88) bør naturligvis følges i stedet for paragraf 20.

Men endnu vigtigere er det at få folk til at forstå, hvorledes EU’s omdannelse til en forbundsstat vil påvirke deres hverdag. Det vil betyde, at de får uendelig langt til beslutningstagere, der vil få magt til at bestemme over social velfærd, beskæftigelse, faglige forhold, miljø, krig og fred og uendelig meget andet.

Jeg ønsker god arbejdslyst til alle på nej-siden.