NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
LEDER
De danske EU-politikere har altid hadet folkeafstemningerne, der hele to gange har spændt ben for deres politik og forhåbentlig også vil gøre det, når den fortvivlede EU-forfatning kommer til afstemning næste år.
Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at Anders Fogh Rasmussen er begejstret ved tanken om at nå frem til et system, der kan afskaffe alle fremtidige folkeafstemninger. Dermed vil det være muligt at skabe »et langsigtet politisk grundlag for EU-arbejdet til gavn for de europæiske befolkninger,« som han så smukt siger til Information – en bemærkning, der er citeret på forsiden.
Men lykkes det virkelig at afskaffe folkeafstemningerne, vil man fjerne den eneste bremse, der indtil nu har været for EU’s planer om en stadig stærkere centralisering af magten. Det beklagelige er ikke, at Danmark og Irland har folkeafstemninger. Det er, at de andre EU-lande ikke har det.
Havde de tyske vælgere haft mulighed for det, ville ØMU-samarbejdet næppe være blevet gennemført i sin nuværende form, hvor det virker som en spændetrøje på det økonomiske liv og har kastet Europa ud i en arbejdsløshed, som sandsynligvis ellers kunne være undgået.
Modstandere af folkeafstemninger vil sige, at de er en hindring for udviklingen, og det kan de da have ret i. Men de tvinger også til eftertænksomhed hos dem, der træffer beslutningerne – en eftertænksomhed, der har været sørgeligt fraværende i hele EU’s hidtidige udvikling.
Angrebet på folkeafstemningerne gør det endnu mere nødvendigt, at de danske vælgere siger et kraftigt nej til EU-forfatningen – og at andre landes vælgere gør det samme.