Miljøorganisationerne skal ikke lade sig narre

Niels I. Meyer har siden 1961 været professor i fysik ved Danmarks tekniske Universitet. Han har spillet en fremtrædende rolle i dansk energi- og miljøpolitik og var blandt andet i en årrække formand for Energiministeriets udvalg for vedvarende energi. Han sidder i JuniBevægelsens styrelse.

Der er mange velmenende ord i EU-traktaterne om bæredygtig udvikling, forsigtighedsprincip og miljøhensyn, og det nye udspil til en EU-forfatning slår rekorden i så henseende. Det triste er bare, at ord er taknemmelige, og at EU’s handlinger i reglen går i den modsatte retning.

Det bliver demonstreret helt aktuelt i studehandlerne omkring EU’s kommende direktiv for kemiske stoffer.

Desværre synes der at være en tendens til, at flere af de danske miljøorganisationer alligevel lader sig imponere af de smukke ord og er tæt ved at anbefale et ja til forfatningsforslaget.

Hverken magt eller penge
Det må stærkt frarådes, at de danske miljøbevægelser lader sig forføre til at anbefale EU-forfatningen på basis af hensigtserklæringer, som der ikke ligger reel magt og penge bagved, samtidig med at EU demonstrerer, at de kommercielle interesser i det virkelige liv klart har den højeste prioritering.

Miljøbevægelserne har en vigtig mission i at hævde et højt ambitionsniveau på miljøets vegne, og de bør opretholde et stærkt folkeligt pres for en grundlæggende omprioritering til fordel for miljøet. Som eksempler kan nævnes indførelsen af en reel miljøgaranti og en kemikalielov, som først og fremmest tilgodeser miljøet og befolkningens sundhed.

Den værdiløse garanti
Den såkaldte miljøgaranti har i en lang årrække været et af de unionsivrige politikeres salgsargumenter.

I begyndelsen hed det sig, at Danmark altid kunne stille strengere miljøkrav under henvisning til miljøgarantien.

Efterhånden kunne det ikke skjules, at det kunne danskerne alligevel ikke, idet der var en række betingelser, som begrænsede mulighederne stærkt.

Endelig blev disse betingelser skærpet i Amsterdam-traktaten i en grad, som gjorde det til en ren illusion at tale om en »garanti«. Forholdene i Danmark skulle være markant anderledes end i vores nabolande, for at Kommissionen overhovedet ville overveje, om Danmark kunne gå i spidsen med strengere miljøkrav.

Det må siges at være en besynderlig form for »garanti«. Måske er det derfor, at unionspolitikerne har været yderst tilbageholdende i de seneste år med at benytte »miljøgarantien« i deres argumentation.

Og hvordan ser det så ud i forslaget til en EU-forfatning? Det er simpelt at svare på: den ubrugelige »miljøgaranti« er direkte videreført i det nye forslag.

Behovet for en reel garanti
Det er vigtigt, at miljøorganisationerne sætter ressourcer ind på at få indført en reel miljøgaranti i den nye forfatning og ikke lader sig afspise med hypotetiske muligheder, som i praksis ligger under for kommercielle interesser.

Miljøbevægelserne kunne i den forbindelse også skabe opmærksomhed om den mindretalsudtalelse i EU-Konventets indstilling, som stort set er blevet tiet ihjel i de danske medier.

Med JuniBevægelsens Jens-Peter Bonde som pennefører går mindretalsindstillingen blandt andet ud på, at der bør skabes en reel miljøgaranti.

En tikkende bombe
Antallet af ukontrollerede kemiske stoffer anslås at ligge over 50.000. Det er en tikkende bombe, og de mange smukke ord om forsigtighedsprincippet har ikke megen realitet over for kemiindustriens kommercielle interesser.

Hvis Danmark f.eks. vil forbyde et kemisk stof på grund af mistanke om kræftfremkaldende egenskaber, skal vi først have lov af EU, og det får vi først, når stoffet har været gennem en langsommelig undersøgelsesprocedure.

Med det tempo, som EU præsterer i øjeblikket, vil det tage mange hundrede år at komme igennem de mistænkte stoffer, og i mellemtiden er der kommet mindst 50.000 nye kemiske stoffer på markedet.

Det har været diskuteret i årevis, hvad EU kan og skal gøre i den anledning. Nu har Kommissionen endelig spillet ud med et nyt lovforslag, som går under betegnelsen REACH (Registration, Evaluation, and Authorisation of Chemicals).

Forslaget indeholder positive elementer, men det er alt for svagt i forhold til den store og krævende opgave. Samtidig er der fare for, at forslaget vil blive yderligere fortyndet som resultat af den kemiske industris effektive lobbyindsats – stærkt støttet af den tyske kansler Schröder.

Erhvervsministrene skal bestemme
Ved et topmøde i EU midt i oktober ændrede man den politiske prioritering for unionen, således at det tidligere nøglebegreb »bæredygtig udvikling« officielt må vige pladsen for hensynet til industriens konkurrenceevne.

Og i den ånd ser det ud til, at man flytter behandlingen af kemidirektivet fra miljødirektoratet til konkurrencedirektoratet. Det vil sige, at det bliver erhvervsministrene, der skal afveje miljøhensyn mod industrihensyn.

Man kan jo så gætte på, hvordan den afvejning ender, og alt tyder på, at industrien slipper med en lemfældig kontrol af kemistofferne og med en række undtagelser, som betyder, at mange farlige stoffer slet ikke kommer under kontrol. Resultatet vurderes at indebære tabet af mange menneskeliv, som kunne være sparet med en strengere kemipolitik.

Bevisbyrden må flyttes
Hvis forsigtighedsprincippet tages alvorligt, skal et nyt kemisk stof kun have adgang til markedet, hvis det har en væsentlig og positiv funktion – og hvis der ikke er eksisterende stoffer, som kan udføre denne funktion.

Bevisbyrden for, at nye stoffer ikke har skadelige virkninger for sundhed og miljø, bør hvile på producenten, og kontrollen med denne dokumentation bør varetages af uafhængige institutioner. Der bør ikke være nogen tilfældig mængdegrænse for disse krav.

Eksisterende farlige stoffer bør fjernes fra markedet, hvis der eksisterer ufarlige alternativer (substitutionsprincippet), og vurderingerne bør baseres på livcyklusanalyser (»vugge til grav princippet«). Endelig bør forbrugerne have klar og let forståelig information om de enkelte kemiske stoffer, så de kan fravælge stoffer, der er under mistanke.

Disse krav er ikke i tilstrækkelig grad kommet med i forslaget til den nye lov, sandsynligvis på grund af kemiindustriens effektive lobbyvirksomhed.