ARTIKLER


Om mangfoldighed

LÆSERDEBAT


Af Ib Christensen
1. december 2003

»En mangfoldig flok« kalder det ny NOTAT i sidste nummer JuniBevægelsens kandidatliste til EU-Parlamentsvalget næste år. Der menes formentlig i politisk henseende, og deri har bladet ret. Kun har det øjensynligt ikke været muligt at opdrive en socialdemokratisk EU-kritiker.


I politisk bredde kommer JuniBevægelsens liste måske til at adskille sig markant fra Folkebevægelsens liste. Ved valget i fjor af de 10 første kandidater til Folkebevægelsens liste var 4 af de 5, der fik flest stemmer, marxister, deriblandt topscoreren Ole Krarup fra Enhedslisten. Forhåbentlig bærer Folkebevægelsen sig klogere ad ved sin endelige kandidatopstilling.


Mens JuniBevægelsen har bevaret sin tværpolitiske karakter, også gennem medlemskabet af den tværpolitiske EU-skeptikergruppe i EU-Parlamentet, er det nok et problem, at kandidatlisten med et par undtagelser består af akademikere, studerende og skolelærere, der afspejler bevægelsens medlemskreds, men jo kun i begrænset omfang dens vælgerpotentiale.


Det er en ringe trøst, at det også er et problem for de politiske partier.
Kønskvoteringen i JuniBevægelsen har fået den barokke virkning, at mænd med lavere stemmetal er placeret højere på listen end kvinder med højere stemmetal. Jeg ved, at der er delte meninger i JuniBevægelsen om kønskvotering, men efter dette må vel selv de mest fanatiske kønskvoteringstilhængere stikke piben ind«.


Ib Christensen, tidligere
medlem af Folketinget og
EU-Parlamentet,
Gørtlervej 26, Randers