ARTIKLER


Socialdemokraterne vil støtte tyskerne

Men de kom ikke med deres forslag, da det kunne have haft betydning


Af STAFFAN DAHLLÖF
1. december 2003

Socialdemokraternes EU-ordfører Henrik Dam Kristensen mener nu, at kravene i ØMU’ens stabilitetspagt er for stramme.


»Nu har vi gjort os nogle erfaringer, og hvis konklusionen er, at der skal gøres noget for at bekæmpe arbejdsløsheden under en lavkonjunktur, skal vi slække lidt på kravene,« sagde han den 18. november i Jyllands-Posten.


Denne melding kommer på et tidspunkt, hvor Kommissionen har rettet skarp kritik mod de to store ØMU-syndere: Tyskland og Frankrig.

Finder sig ikke i kritikken
Begge lande har i flere år overskredet den hellige grænse på maksimalt 3 procents budgetunderskud, og de finder sig ikke i kritikken.


Da kommissæren Pedro Solbes prøvede at true med sanktioner, svarede den tyske finansminister Hans Eichel vredt i et indlæg i Financial Times den 17. november 2003:


»Den slags disciplin er blottet for enhver logik og er imod ånden i  pagten.«

Lykketofts forslag
Men de danske socialdemokraters undsætning til Hans Eichel får begrænset betydning.


Da EU’s konvent diskuterede stabilitetspagten i foråret 2003, havde de danske socialdemokrater lige meldt ud med en mere beskæftigelsesorienteret holdning.


»Den Europæiske Centralbank bør operere ud fra en mere balanceret målsætning om sikring af både lav inflation og høj beskæftigelse,« skrev partiformanden Mogens Lykketoft og udenrigsordfører Jeppe Kofod i et fælles debatindlæg.


Forslaget ville, hvis det var blevet ført ud i livet, have medført et brud med den bærende ØMU-tanke, hvor lav inflation er det alt overskyggende mål.

Sagde ikke noget
Men forslaget blev aldrig fremlagt, hvor det kunne have fået betydning.
Henrik Dam Kristenen, som repræsenterede Folketinget i Konventet, valgte at holde lav profil:


Overfor det ny NOTAT begrunder Dam Kristensen denne holdning med, at Danmark ikke deltager i ØMU-processen, og at han på den baggrund fandt det svært at komme med ændringsforslag.