ARTIKLER


Udvidelses-hovedpine

Leder, 1103


Af Erling Böttcher
1. december 2003

Der er nu gået næsten et år, siden forhandlingerne om EU’s udvidelse blev afsluttet i København. Nu melder hovedpinen sig. Som omtalt på side 5 har endnu en forskergruppe, denne gang fra Østrig, sat lys på problemerne. Den peger blandt andet på en tårnhøj arbejdsløshed og udsigt til mere af den for de nye medlemslande.


Unionen skaber nye skel, både mellem grupper i samfundet og mellem regioner. Samtidig giver udvidelsen hovedpine i de gamle EU-lande, både i forhold til social- og arbejdsmarkedsforhold og i forhold til Euroens stabilitet.


Advarslerne var fremme, allerede før udvidelsen blev besluttet. Både fra modstandere af udvidelsen og fra tilhængere, som var kritiske over for den måde, udvidelsen skulle foregå på. Dengang var der dog ingen ende på jubelen. Det var mere end svært at markedsføre andet end kritikløs beundring for Anders Fogh og forhandlingerne.


Mange problemer er skabt af EU’s udvidelses-metode. Unionen har kalkeret skabelonen fra tidligere udvidelser. Hovedbudskabet var og er, at alle skal gå i samme størrelse sko og i øvrigt helst gå i takt. Alt eller intet i Unionen. Samme skabelon skal også Bulgarien, Rumænien og Tyrkiet presses ned i.


Men: Ville både gamle og nye EU-medlemmer ikke være bedre tjent med at indføre et mere fleksibelt samarbejde? Den tanke har været uendelig fjern for euro-eliten i konventet, hvis forslag til EU-forfatning fortsætter grundtanken om samme størrelse for alle. Vi bør gribe chancen til at få indført et fleksibelt samarbejde. Det passer i grunden bedre til Europa i dag end en ens overnational forfatning.