ARTIKLER


Vi bør også selv komme med forslag

Claus Larsen-Jensen ser gode muligheder i de nye regler for de nationale parlamenter


Af BRIGITTE ALFTER
1. december 2003

Den nye EU-grundlov indeholder et element, der kan blive vigtigt for Folketinget. Kommissionen skal i fremtiden sende alle medlemslandes parlamenter direkte oplysninger om nye lovforslag, og politikerne skal vurdere hvert af disse forslag.


Vurderingen skal gå på, om forslagene lever op til Subsidiaritetsprincippet – eller »Nærhedsprincippet,« som danske EU-politikere har valgt at kalde det.


Hensigten med dette princip er, at det skal afgøre, hvorvidt beslutninger skal træffes i EU-regi, eller om de skal træffes nationalt.

Har psykologisk betydning
Socialdemokraten Claus Larsen-Jensen er formand for Folketingets EU-udvalg, og han er godt tilfreds med denne fremgangsmåde. Han mener, at den vil give Folketinget og de andre nationale parlamenter en formel opgave og dermed mere vægt.


Hvis en tredjedel af alle EU-landenes parlamenter siger, at et givent forslag ikke lever op til kravene, skal Kommissionen vurdere, om forslaget skal ændres, eller om den vil fastholde det i uændret skikkelse.


Kommissionen behøver altså ikke tage hensyn til, hvad parlamenterne siger. Clars Larsen-Jensen mener dog ikke, at det vil gå sådan.


»Vi ville gerne have haft det stærkere. Det kunne vi ikke komme igennem med nu. Men fremgangsmåden har jo en politisk-psykologisk betydning. Når man skal spørge de nationale parlamenter, vil det jo ikke se kønt ud, hvis de i hobetal afviser det, der kommer,« siger han.


Men det bliver en fast del af Folketingets arbejde, at hvert EU-forslag skal have en kommentar om nærhedsprincippet med på vejen. Det vil betyde, at der også sker noget internt, mener Claus Larsen-Jensen.

Efterlyser initiativer
Han mener, at det bliver en stor opgave i sig selv, at Folketingets udvalg skal se på alle EU-forslag for at vurdere nærhedsprincippet. Men han ønsker også at gå videre.


»Jeg synes, at det er for kedeligt, at vi kun skal forholde os til andres forslag. Vi bør også overveje, hvad vi selv vil,« siger han.


»Jeg synes, det vil være livgivende, hvis ministrene og de faglige udvalg i Folketinget selv kommer med udspil. Hvis Miljøudvalget,  Trafikudvalget eller Fødevareudvalget stiller konkrete forslag til, hvad vi skal forfølge af mål i den fælles politik på området, får vi en helt anderledes diskussion,« siger han.


Men det er der jo ikke tale om i forfatningen?
»Nej, men det kan vi jo selv gør noget ved, selv om det ikke endnu står i traktaten her,« siger han.