ARTIKLER


215 millioner til reklame for landbrugsvarer

EU-Kommissionen giver 29 millioner euro eller 215 millioner kroner til reklamer, der skal få os til at købe mere kød og andre landbrugsprodukter.
Af Brigitte Alfter
16. maj 2004

Vi skal spise flere landbrugsprodukter. Det har Ministerrådet besluttet, og det bliver der brugt EU-penge på. Senest har Kommissionen bevilget 29 millioner euro eller godt 215 millioner kroner til projekter i ti lande. Det fremgår af en pressemeddelelse fra EU-Kommissionen.

I Danmark går reklame-støtten blandt andet til reklame for EU-bacon i Japan og til reklame fra Dansk Mejeriforening, der gerne vil sælge mere mælk til danske skolebørn, siger Ellen Johansen, fuldmægtig i Direktoratet for Fødevareerhverv, der forvalter pengene i Danmark.

Må skaffe halvdelen

I praksis fungerer tilskuddet ved, at en organisation eller virksomhed, eksempelvis Mejeriforeningen, søger om penge fra puljen. Direktoratet behandler ansøgningen og sender den videre til Kommissionen, der bevilger eller afviser den.

For at få fat i pengene skal ansøgerne kunne betale halvdelen af projektet – og der må godt bruges offentlige midler til det.

Af de 29 millioner euro, der blev bevilget lige før jul for en tre-årig periode, kan danske virksomheder få de 2,2 millioner euro eller 16,3 millioner kroner.

Danmark blev nedstemt

Støtten til reklamer for landbrugsprodukter bygger på to forordninger, der blev vedtaget i 2000 og 2002. Den ene til reklamer rettet mod EU’s egne borgere, den anden til reklamer udadtil – som for eksempel det dansk-franske projekt om at sælge »bacon made in EU« til japanere.

Danmark går ikke ind for EU-støtten til landbrugsreklamerne.

»Vi har altid taget afstand fra disse aktiviteter, men flertallet i Ministerrådet vil noget andet, så vi blev nedstemt,« oplyser Mette Thorn, pressemedarbejder i Fødevareministeriet.