ARTIKLER


Anker frifindelsen af Göteborgs politichef

Den svenske ombudsmand har anket sidste uges frifindelse af poliichefen fra EU-topmødet i Göteborg 2001.
Af Staffan Dahllöf
8. maj 2004

Politichef Håkan Jaldung i Göteborg, der som omtalt i Notat for 30. januar 2004, var tiltalt for sin indespærring af demonstranter i 2001, er blevet frifundet af Byretten i Göteborg.

Frifindelsen er blevet modtaget med undren og stærke reaktioner i Sverige. Dennis Töllborg, professor i retsvidenskab ved Göteborgs Universitet, mener ifølge nyhedsbureauet TT, at Byretten har fortolket loven på en urigtig måde, og at dommen derfor vil kunne omstødes af den svenske Højesteret.

Forfatteren Erik Wijk, som har dokumenteret de mange retssager mod demonstranter i Göteborg, kalder frifindelsen af politichefen logisk, men forkert:

»En fældende dom ville have fjernet grundlaget for de tidligere domme mod demonstranter og dermed have skabt grundlag for, at 60 sager skal gå om. Ingen institution vil lave et sådant selvmål,« skriver han i en kommentar i Aftonbladet.

Også Erik Wijk mener at Højesteret vil kunne vurdere sagerne anderledes, end Byretten i Göteborg og Landsretten i Västra Götaland har gjort.

Spærret inde

Anklagen mod den nu forhenværende politichef var rejst af den svenske ombudsmand, som mente, at politichef Håkan Jaldung havde overtrådt sine beføjelser i forbindelser med topmødet i Göteborg.

Jaldung havde misbrugt politiloven, når han lod 454 demonstranter spærre inde på en skole bag en mur af containers.

Det var også et overgreb, når de indelukkede senere blev anholdt af politiet, mente anklageren.

Jaldungs argumenter

Håkan Jaldung argumenterede i retten for, at anholdelserne var med til at forhindre optøjer andre steder i byen – selv om resultaterne senere blev det modsatte – og at der var grund til at tro, at ulovlige gerninger var blevet forberedt på den indespærrede skole.

Et centralt afsnit i byrettens dom lyder:

»Allerede det forhold, at personer i Håkan Jaldungs omgivelse har opfattet årsagerne til hans beslutning på forskellig vis, gør det umuligt at vide, hvordan det virkeligt forholdt sig.«

Sagt på en anden måde mener byretten, at kun Jaldung har vidst hvorfor skolen skulle spærres af, og det ikke er bevist, at han traf denne beslutning på ulovlig måde.

Den svenske ombudsmand har nu anket frikendelsen til landsretten for Västra Sverige. Håkan Jaldungs advokat, Lars Schmidt, siger til TT, at anken ikke kommer bag på ham, men han mener, at byrettens dom er »hugget i sten«, og at den bliver vanskelig at få lavet om.