Anmeldelse: Pernille Frahms bog om SF

Anmeldelse af Pernille Frahms bog, hvori hun retter stærke angreb mod ledende SF-medlemmer.
Af Erling Böttcher
30. maj 2004

Anmeldelse: Pernille Frahms bog om SF

Over 96 letlæste og spændende sider får man en indsigt og baggrundsviden for den politiske linje, som Pernille Frahm har båret som SF's medlem af EU-parlamentet.

Bogens vigtige bidrag til debatten er at kaste lys over de to vidt forskellige EU-politikker, vælgerne får, afhængig af om spidskandidaten Margrethe Aukens linie vælges, eller man fortsætter den hidtil førte linie af Frahm.

Frahm rammer kernen i de vildt divergerende SF-synspunkter på Unionen og dens fremtid. Der er ganske enkelt en afgrund til forskel i demokrati-opfattelse.

Som eksempel beskriver hun et interview, hvor stifteren af foreningen »Nyt Europa«, Steen Gade, »kaster masken og viser et syn på folkestyre og demokrati, som jeg ikke troede muligt i et socialistisk – eller for den sags skyld demokratisk – parti«.

Da de »rigtige« ikke mødte frem

Også historien om den tidligere næstformand Christine Antorini, som lukkede en række interne kurser, da det ikke var de »rigtige« der mødte frem, bidrager til samme billede af en række SF'ere, hvis interesse for demokrati kun rækker i det omfang, demokratiet kan levere beslutninger, der er i overensstemmelse med den sandhed og sammenhæng, de selv mener at have patent på.

Beskrivelsen af SF's EU-splittelse starter allerede på valgnatten den 2. juni 1992. Rundt om i landets gader blev sejren over EU-etablissementet fejret og Frahm ventede at se en strålende glad partiformand på TV – men:

»I stedet så jeg en grå og sammenbidt mand. Som ramt af et granatchok sad han der i projektørlyset og lignede en undskyldning for sig selv og for SF. Som en fuldmægtig der var kaldt til skideballe hos departementschefen…«

Troen på at komme i regering

I 1992 var der i SF – ligesom i dag – stor tiltro og fokusering på at komme i regering. Denne »ministersocialisme« får betydning for de mange i SF's folketingsgruppe, som brugte efteråret 1992 til at undskylde nej'et:

»Hvis regeringsspørgsmålet blev det afgørende i fremtiden, ville kommende ministre nok ikke blive udpeget blandt ufleksible stivstikkere. Så hellere i god tid vise sig moden og moderat – med på de nye tider.«

Også Steen Gades forening får samme skudsmål. »Det forekommer mig, at unionsbegejstringen i Nyt Europa snarere grunder sig i ønsket om at blive stueren og salonfähig i den hjemlige andedam, end den har at gøre med international solidaritet.«

»Den oplyste venstrefløj, som i dag kun ser besvær, store tolkeudgifter og komiske folkedragter i den europæiske mangfoldighed, baner vejen for de højrekræfter, som dygtigt har vidst at udnytte nationale modsætninger og den stigende udhuling af demokratiet til deres egne mørke formål.«

Margrethe Auken ude af kurs

SF's nye spidskandidat, Margrethe Auken, får en del indirekte hip med på vejen, fordi hun stemmer ja til alt, herunder Euroen, forfatningen og afskaffelsen af undtagelserne. Her er det Auken, som er ude af kurs:

»I dag er der bred enighed på den europæiske venstrefløj om at udkastet til den kommende unions-forfatning…må afvises – ikke alene på grund af dets demokratiske underskud – men også og især fordi det cementerer det neo-liberale økonomiske system,« skriver Pernille Frahm.

Gruppedannelsen efter valget til EU-parlamentet bliver også anderledes, hvis Margrethe Auken bliver valgt. I stedet for venstrefløjs-samarbejdet vil Margrethe Auken stile efter en plads i den grønne gruppe, som nok er parlamentets mest ukritisk unionsglade gruppe:

Ifølge Frahm er det dog en »fejltagelse at tro at man kan holde den røde fane højt i samarbejde med unionsnaive grønne kræfter i og uden for EU-parlamentet«.

Frahm holder af det gamle slogan om »Ingen socialisme uden demokrati, intet demokrati uden socialisme«.

Er demokrati blot et eksperiment?

Filosoffen Francis Fukiyama skrev i bogen »End of History«, at murens fald ikke kun blev kommunismens fallit, men også ville blive fallit for den liberale udgave af kapitalismen.

Demokratiet havde spillet fallit og ville gøre det i langt større omfang, når løsningen af de virkeligt vanskelige opgaver skulle findes.

Vi lader en af Pernille Frahms slutsalutter stå for sig selv:

»Måske har han ret. Måske er demokrati et eksperiment, vi har haft et par hundrede år til at lege med. Måske er for mange for dumme til at kunne deltage i udformningen af fremtiden. En del politikere har allerede stillet spørgsmålstegn ved folkeafstemningers berettigelse i en globaliseret verden. Men i så fald giver et parti som SF heller ikke længere mening.«

Erling Böttcher

»Mellem hængekøje og spændetrøje - En socialist i Europa-Parlamentet«, af Pernille Frahm. Forlaget Frydenlund Grafisk, 96 sider, 128 kr.