Byggestenen der blev til en bremseklods

Det er en af de vigtigste europæiske byggesten: Landbrugspolitikken. At gøre Europa selvforsynende med fødevarer var en af de afgørende målsætninger, der efter anden verdenskrig kunne samle europæiske politikere.

Det var i mange år drivkraften i det europæiske samarbejde. Det var hovedemnet, når de europæiske ministre holdt møde. Det var dét afgørende element – flæskepriserne – der sikrede et ja ved den danske folkeafstemning i 1972. Og det var – og er - også uden sammenligning den største udgiftspost på det europæiske budget.

I dag er målsætningen indfriet til fulde. Europa eksporterer fødevarer. Mange endda. Og det økonomiske samarbejde har langsomt men sikkert tvunget det politiske samarbejde frem.

Landbrugspolitikken har fuldført missionen. Men den er der stadig. Og i dag er den europæiske landbrugspolitik ikke ligefrem en byggesten. Det er nærmere en bremseklods, når det gælder det internationale samarbejde og løsningen af de globale problemer.

Blandt de mange forslag til at bekæmpe verdens fattigdom er der nemlig ét, som i de sidste 30 år er blevet gentaget igen og igen: De rige landes landbrugsordninger skal laves om, og verdens fattigste lande skal have bedre adgang til de rige landes markeder for landbrugsprodukter.

Landbrugsvarer er nemlig særligt vigtige for de fattigste u-lande, hvor over halvdelen af befolkningen som regel lever af landbrug. Men meget lidt er sket. Den europæiske landbrugspolitik er blevet en bremseklods, der blokerer for forsøgene på at give verdens fattigste lande bedre muligheder.

Da Sydafrika skulle have en handelsaftale med EU på et af de mest afgørende tidspunkter i landets historie, så blokerede Spanien, Portugal og Grækenland, fordi de ikke ville have at Sydafrika kaldte deres sherry, portvin og ouzo for – tja – sherry, portvin og ouzo. De navne skulle være forbeholdt de europæiske vinproducenter. Det forsinkede aftalen med over et år – og Sydafrika måtte give sig.

Da verdens 49 allerfattigste u-lande skulle have helt fri adgang til det europæiske marked, mødte de markant modstand fra landbrugsorganisationer og sukkervirksomheder over hele Europa, herunder Landbrugsrådet og Danisco i Danmark. De mente at import af sukker fra de fattigste lande, som kun har 0,4 procent af den samlede verdenshandel, ville true den europæiske sukkerpolitik, hvor sukkerroeavlere og sukkervirksomheder får høje subsidier.

Modstanden sejrede og den frie markedsadgang for sukker og ris blev udskudt til år 2009. Taberne var de fattigste u-lande og Europas forbrugere, der betaler 2-3 gange for meget for sukkeret som på verdensmarkedet.

Importen af kartofler fra Algeriet er underlagt bestemte bånd med hensyn til årstid, og friske citroner må kun sælges til bestemte minimumspriser. Vinen skal komme fra bestemte distrikter i Algeriet for at komme toldfrit ind – og kun i bestemte mængder, samt i vinflasker der ikke er over 2 liter. Tunesien har højtideligt lovet ikke at sælge mere end 100 tons frugtsalat til EU til en særlig nedsat toldsats. Tomater fra Marokko må kun sælges i bestemte mængder i bestemte måneder i løbet af den europæiske vinterperiode og til en bestemt minimumspris. Listen af restriktioner er langt.

Imens går hundredtusinder af unge mænd rundt i de arabiske lande uden arbejde, uden fremtid, uden muligheder. Det fører til frustration, vrede og terrorisme. Åbnede vi op overfor import af landbrugsprodukter fra Nordafrika kunne det bidrage til udviklingen, til sikkerheden og samtidig mindske strømmen af illegale flygtninge. Men landmændene i Europa står i vejen.

Det er blot eksempler på den europæiske smålighed.

Det er eksempler, på hvordan den europæiske landbrugspolitik står i vejen for handelsaftaler mellem EU og u-landene - og for en ny aftale i Verdenshandelsorganisationen WTO. Da den nuværende globale handelsrunde skulle i gang i Doha i år 2001 var den altafgørende forhindring at EU ikke ville love at udfase de urimelige eksportsubsidier. Da midtvejsmødet i forhandlingerne brød sammen i Cancun i 2003, var det på grund af europæisk landbrug.

Det er, som EU tilhænger, svær kost at sluge. Eneste trøst er at det måske ville have været lige så slemt uden EU. I Norge og Schweiz er landbrugspolitikken endnu mere planøkonomisk end i EU. Japan og USA er ikke meget bedre. Landbrugsprotektionismen er usandsynligt svær at komme af med.

Siden de globale handelsaftaler startede i 1948 er den gennemsnitlige toldsats på industrivarer i verdens rige lande faldet fra omkring 40 procent i gennemsnit til under 4 procent. På landbrugsvarer er tolden fortsat omkring 40 procent. Selv efter at der i 1994, som led i Uruguay Runden, blev indgået en global aftale om en friere verdenshandel med landbrugshandel skete der meget lidt.

Ikke mindst EU udnyttede at den aftale var hullet som en fransk gedeost. EU misbrugte reglerne for udregning af de nye toldsatser og har erstattet den gamle protektionisme med ny. EU landene har 87 forskellige toldkvoter på landbrugsområdet og 539 såkaldte sikkerhedsklausuler. Det er midlertidige beskyttelsesforanstaltninger som skal sikre at konkurrencen ikke bliver for hård for de europæiske landmænd.

Derudover kommer der flere og flere nye miljø- og sundhedsstandarder for fødevarer, som de fattige lande har svært ved at overholde og kontrollere.

Alene EUs skrappere standarder for indholdet af svampegiften aflatoxin i nødder og tørrede frugter – standarder der redder omkring ét menneskeliv om året i Europa – betyder et tab for Afrika på 670 millioner dollar om året i forhold til, hvis EU havde brugt de foreslåede internationale standarder. På den måde kan høje miljø- og sundhedsstandarder hos os betyde færre indtægter og arbejdspladser i verdens fattige lande.

Heller ikke når det gælder den samlede støtte er der sket meget, på grund af et smuthul i de krav, der skulle sikre at den samlede landbrugsstøtte i de rige lande gik ned. EU har blot flyttet støtten fra en ”boks” til en anden. Støtten er dog blevet mindre produktionsforvridende og det er bestemt en positiv tendens, der vil fortsætte hvis de nuværende reformforslag vedtages. Men støtten er der stadig. Og den giver europæiske landmænd en fordel når de skal udkonkurrere deres kollegaer i Syd.

De rige lande poster fortsat 330 milliarder dollar i landbrugsstøtten om året. Det er omtrent det samme som indkomsten for de cirka 600 millioner mennesker der lever i Afrika syd for Sahara. Tallet svarer til næsten 1 milliard dollar – eller otte milliarder kroner – om dagen. Samtidig lever over en milliard mennesker for mindre end en dollar om dagen. Verdens én milliard fattigste mennesker har med andre ord en indkomst, der er lavere end den støtte, vi i verdens rige lande giver til det lille mindretal af landmænd. Hver ko i EU får hver dag over 16 kroner i støtte. Det er mere, end hvad halvdelen af verdens befolkning tjener.

Landbrugspolitikken er en spændetrøje for den europæiske udviklingspolitik og for Europas forsøg på at hjælpe fattige landmænd i verdens fattige lande. Dertil kommer at landbrugspolitikken også er blevet en spændetrøje for den enkelte landmand, der beskyldes for at snylte og kvæles af bunker af ansøgningsskemaer og kontrolordninger. Omvendt er landmændene i New Zealand, der stort set har afskaffet landbrugsstøtten, i dag stolte af at være frie og uafhængige landmænd. Endelig så er landbrugsstøtten ikke kun dyr for ulandene. En gennemsnitlig europæisk familie på fire personer betaler næsten 200 kr. mere om ugen i afgifter og forhøjede fødevarepriser som en følge af den europæiske landbrugspolitik.

Målsætningen for det europæiske samarbejde er derfor i dag vendt på hovedet. EU's skadelige landbrugspolitik skal afvikles. Presset fra forbrugere og fra hele verden vokser. Det kan lade sig gøre. Og det vil være et af de vigtigste bidrag, EU kan give til en mere retfærdig verden.