De nye EU-lande får ikke en ordentlig velkomst

Kronik, der siger, at borgerne i de ti nye lande forventer at få et bedre liv. Men der er stor risiko for, at mange bliver skuffede.
Af Hans-Henrik Holm
16. maj 2004

Kronikken er skrevet af Hans-Henrik Holm, der er Jean Monnet professor på Danmarks Journalisthøjskole. Den er oprindelig skrevet til Jyllands-Posten, hvor den blev bragt fredag den 30. april.

For 75 millioner mennesker i ti lande var den 1. maj 2004 en stor dag. Den dag blev de EU-borgere. De fik nye rettigheder til at rejse frit rundt i Europa. De kan stemme til europæiske valg. Nu sidder de med ved bordet, når der skal træffes beslutninger i Bruxelles.

Hovedgrunden til, at borgerne i de ny lande er gået ind i EU, er håb og forventninger om en bedre økonomisk fremtid. De tror på, at de vil opleve økonomisk fremgang i de kommende år. De tror på, at deres skoler vil blive bedre. De tror på, at lægerne og hospitalerne vil blive bedre. De tror på, at der bliver råd til en ny og bedre bil, en mobiltelefon, en udlandsrejse, bedre og mere sikre jobs.

Er forventningerne realistiske?

De nye medlemslandes befolkninger har store forventninger til fremtiden som medlemmer af EU.

De har lagt mærke til, hvor godt det gik for lande som Spanien, Portugal og Grækenland. Fattige lande i Sydeuropa, der fik økonomisk fremgang efter deres EU medlemskab.

Men er forventningerne realistiske, og hvad sker, hvis forventningerne ikke bliver indfriede?

Grundlag for revolutioner

Den amerikanske sociolog James G. Davies fremsatte for flere år siden sin forklaring på, hvor og hvordan revolutioner og revolter opstår.

Baseret på en gennemgang af revolutioner og revolter rundt om i verden konkluderede han, at skuffede forventninger er kernen i en revolutionær situation.

Den virkeligt revolutionære situation findes ikke, når folk er sultne, eller når folk er undertrykte. Oprør opstår, når forskellen på folks forventninger til fremtiden og deres faktiske behovstilfredsstillelse bliver så stor, at utilfredshed for alvor bryder ud i lys lue.

Specielt i situationer, hvor folk har oplevet en smule fremgang i deres levevilkår og har forventninger til en markant fremtidig forbedring i deres økonomi, er det svært at acceptere, at forventningerne ikke bliver indfriede.

Er det, hvad vi er på vej til i de nye medlemslande?

Må ikke overlades til sig selv

Hvis den situation skal undgås i de nye EU medlemslande, er det afgørende, at de ikke oplever, at de efter at være blevet medlemslande, bare bliver overladt til at klare sig selv.

Meget tyder på, at det nøjagtigt er, hvad der er ved at ske. Da Spanien, Portugal og Grækenland blev medlemmer, skete der en dramatisk udvidelse af EUs budget, så store regionalfondsmidler og andre EU-midler kunne pumpes ind i de nye medlemslande.

Denne gang er situationen en helt anden. Tyskland, der betaler hovedparten af EUs udgifter, holder stædigt fast ved, at EUs budget ikke må stige over 1 procent af bruttonationalproduktet. Frankrig holder fast ved at EU's landbrugsordninger ikke skal gælde i fuldt omfang for landbrugslande som Polen. Alle de gamle EU-lande har lagt restriktioner på, hvor meget folk kan flytte rundt i det nye store EU.

De midler, der er i de eksisterende EU budgetter, skal nu også række til at tilfredsstille forventningerne fra de nye medlemslande. Det kan de ikke.

Behovet for investeringer

Når EUs budgetter ikke kan tilfredsstille de mange forventninger i de nye lande, kunne løsningen være en vækst i investeringerne i de nye medlemslande. Her er lønningerne langt lavere end i de store EU lande, og der vil nu ikke være handelshindringer længere.

I de sidste ti år har der været fremgang i investeringerne i de nye medlemslande, og flere af de nye lande har da også haft pæne vækstrater i de senere år.

Polens aktuelle vækst er knap fem procent. De baltiske lande har mellem 6 og 7 procent i vækst med Litauen som topscorer. I Ungarn har væksten i de seneste år været mellem 4 og 5 procent, og store investeringer i Tjekkiet (mellem 9 og 11 procent af Bruttonationalproduktet) har skabt mange nye arbejdspladser.

Landet producerer således nu Skoda biler til hele EU, og i Slovakiet laves der Ecco sko til en timeløn på 20 kroner.

Trues af andre lande

Men mens de nye EU-lande har haft pæn økonomisk fremgang i de forløbne år, ser situationen i dag mere truende ud.

Investeringsbølgen er nu flyttet til de nye EU-nabolande som Ukraine, Bulgarien og Georgien. Specielt tekstilindustri og anden lettere industri er nu på vej væk fra lande som Polen og til Ukraine, hvor lønningerne er meget lavere end i Polen.

Som en dansk virksomhedsleder er citeret for at sige, så er det svært at forklare en polsk arbejder, at lønnen på 2400 kr. om måneden er for høj til, at man kan bevare arbejdspladserne i Polen.

EU's vækst er svag

Samtidig er væksten i de gamle EU-lande svag. Samlet bliver EU's vækst næppe to procent i år.

Først og fremmet i Tyskland, der tegner sig for størstedelen af EUs økonomi, men også i resten af EU er der ikke meget fart i økonomien.

For regeringerne i de gamle EU lande betyder det, at der ikke er penge til at finansiere EU's budgetudvidelser. Dertil kommer, at landene har arbejdsløshedsproblemer, der gør dem mindre villige til at lade de nye EU-borgere komme ind på arbejdsmarkederne uden restriktioner.

Den svage vækst kan smitte

Den svage vækst i de gamle EU lande kan smitte af på de nye lande og kan føre til kraftigere økonomiske konsekvenser i de lande, der først nu er i gang med at opbygge nye industrier og arbejdspladser.

Hvis der købes færre luksussko i Europa, bliver fabrikker som Ecco presset på prisen. Konsekvensen kan være mindre produktion i Slovakiet. Måske flyttes produktion bort fra landet.

EU's indre marked vil føre til, at priserne på varerne i de nye lande vil stige, men der er ingen garanti for, at lønningerne vil følge med. For den almindelige polske, ungarske eller slovakiske familie kan det være en dramatisk udvikling.

Stor forskel på levestandarden

EU-Kommissionen har netop offentliggjort en rapport, der undersøger levevilkårene i både det gamle og det nye EU (Perceptions of Living Conditions in an Enlarged Europe). Den oplyser blandt andet følgende:

Blandt de nuværende medlemslande er der 2,8 gange højere levestandard i EUs rigeste land Luxembourg sammenlignet med det fattigste land, Grækenland.

I det nye EU er forskellen til det fattigste af de nye lande, Letland, næsten 7 gange. Til sammenligning er der i USA kun knap to gange forskel på den rigeste stat, Massachusetts, og den fattigste, Mississippi.

De nye lande er utilfredse

De nye lande er naturligt nok ikke tilfredse med deres levevilkår. Det er specielt indkomstnivauet, sundhedsvæsnet og beskæftigelsen, der ses som de største trusler mod ordentlige levevilkår.

Mens 76 procent af danskerne er tilfredse med sundhedssystemet, gælder det kun 17 procent af slovakkerne og 22 procent af befolkningen i Letland. Mens 88 procent af danskerne er tilfredse med beskæftigelsen, er det kun halvdelen af hele befolkningen i de ti nye medlemslande, der er tilfredse.

I alle de nye lande er job højest på listen, når folk skal definere, hvad der er vigtigst for at få et godt liv. I Sverige og Holland er fritid det øverste på folks liste over, hvad der skal til for at få et godt liv.

Forskellen på øst og vest

Rapporten konkluderer, at Europa ændrer sig den første maj. I stedet for, at de vigtigste forskelle i folks levevilkår og tilfredshed findes mellem Nordeuropa og Sydeuropa, bliver de helt store forskelle nu mellem det østlige og det vestlige Europa. Rapporten fremhæver, at forskellene i levevilkår internt i de nye EU-lande vil stige kraftigt i de kommende år. Og netop de interne forskelle skaber let politisk uro. Forventningerne til fremgang i de nye medlemslande er så store, at skuffelse næsten synes uundgåelig.

Samtidig afgiver de nye medlemslande store dele af deres netop vundne selvstændighed. Tjekkiets præsident Vaclav Klaus udtalte for nylig, at Tjekkiet vil holde op med at eksistere »som selvstændig og suveræn enhed«.

Samtidig sagde han, at »på kort og lidt længere sigt vil EU-medlemskabet på mange måder snarere være en belastning, og levestandarden stiger heller ikke foreløbig«.

Det siger præsidenten fra det land, der er blandt de bedst stillede af de nye medlemslande.

Skaber utilfredshed med EU

EU kan hurtigt blive set som årsagen til problemerne. Det netop overståede valg i Slovakiet viste, at utilfredsheden er til stede.

Godt fyrre procent af vælgerne stemte på den tidligere totalitære regeringsleder Meciar. Han havde appelleret til den slovakiske nationalisme og utilfredshed med de nye tider. Skuffede befolkninger kan føre til flere politiske styringskriser i de nye lande.

I det gamle EU er der ikke meget hjælp at hente. EU-landene har svært, meget svært ved at finde frem til beslutningsprocedurer, der kan gøre EU handlekraftigt. Den nye forfatning, der skulle strømline og forenkle, er blevet en uoverskuelig mastodont på over to hundrede sider. EU-topmøde efter EU-topmøde udskyder problemerne i stedet for at løse dem. Der er uenighed om landenes stemmevægte, der er uenighed om fremtiden for EUs landbrugspolitik, der er uenighed om magtfordelingen mellem kommission og ministerråd.

Det er da ikke en måde at byde nye medlemmer velkommen på. De nye medlemslande har et krav på at få rimelige økonomiske forventninger opfyldt, og Danmark har en særlig forpligtelse som et af de lande, der særligt talte for udvidelsen.

Hvad gør vi i Danmark for at fremme investeringer i de nye medlemslande? Hvilke stipendier giver vi for, at studerende fra de nye lande kan læse i Danmark. Hvad gør vi for at afhjælpe fattigdomsproblemer i Polen?

Velkomsten skulle gerne have et indhold, der kan tilfredsstille forventningerne.