ARTIKLER


De tyske delstater rører på sig

De 16 tyske delstater vil have magten tilbage fra Berlin og Bruxelles, skriver Flensborg Avis.
Af Bettina Berg
20. juni 2004

De 16 tyske delstater vil have magten tilbage fra Berlin og Bruxelles, skriver Flensborg Avis. Delstaterne holdt møde i denne uge i Lübeck for at drøfte, hvordan de kan modvirke en udhuling af deres kompetence til at træffe beslutninger. En udhuling der skyldes, at for meget bliver bestemt af Forbundsdagen i Berlin og institutionerne i Bruxelles.

Mødet vedtog en fælles resolution, som opfordrer staten til at reducere sin rammelovgivning og blandingsfinansiering af opgaver. Det trænger nemlig delstaterne og deres særpræg i baggrunden. I stedet bør delstaterne have bedre muligheder for selv at bestemme over indtægter og udgifter. Tysklands socialdemokratiske forbundspræsident, Johannes Rau, støtter delstaternes ønske.

»Vi bør vende tilbage til princippet om, at den, som bestiller, også må betale,« sagde han i sin tale.

Flere mødedeltagere understregede, at delstatsparlamenterne har de tætteste kontakter til befolkningen. Derfor vil man styrke demokratiet, hvis man styrker delstaterne.

Resolutionen fra mødet bliver nu sendt til delstatsregeringerne, Forbundsdagen, forbundsregeringen og de forskellige beslutningstagere i EU. En arbejdsgruppe bestående af formændene for delstatsparlamenterne skal forberede flere forslag samt et nyt møde.