NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Begrebet er blandt andet blevet beskrevet som tomme trusler, løst snak, og modstander-propaganda.
Men Javier Solana, ministerrådets generalsekretær og EU's ”højtstående udenrigspolitiske repræsentant” mener så afgjort at det skal tages alvorligt.
I forordet til rapporten ”EU Security and Defence Policy, The First Five Years” beskriver Javier Solana, hvor hurtigt udviklingen er gået:
”Da jeg tiltrådte min stilling for fem år siden, ville ingen have vovet at vædde om at Unionen i løbet af kort tid ville få direkte ansvar for krisestyring, en militær komit‚ og en militær stab, ansvar for militære operationer, et rustningsagentur, en solidaritetsklausul i tilfælde af terrorangreb, og vigtigst af alt en fælles vision om et passende svar på af de trusler vi møder – med andre ord en ægte europæisk sikkerhedsstrategi. Ikke desto mindre; dette er alt sammen blevet til påviselige realiteter i Den Europæiske Union.”
Men mindre kan også gøre det.
”Unionen er gået fra tæt på intet, til en situation som begynder at ligne noget, ” skriver Bildt om begrebet 'fælles forsvars- og sikkerhedspolitik'.
Men på baggrund af erfaringerne fra Bosnien og Kosovo er Bildt kritisk over for om EU har politisk forstand til at bruge de militære værktøjer, man er i færd med at anskaffe sig:
Bildt skriver at bombekrigen mod Serbien var uden betydning for at bremse de etniske udrensninger i Kosovo, og at bombetogterne nærmere var med til at forværre konflikten:
”Vi har set Beta-versionen af softwaren til forsvars og sikkerhedspolitikken. Som forventet er der fejler og mangler som må bringes i orden. Hvis ikke det sker, vil hardwaren ikke producere hvad vi forventer os,” er Carl Bildts konklusion.
Området indeholder også mange forskellige komponenter og udviklingstræk som peger i forskellige retninger.
Til disse komponenter hører:
– De militære målsætninger (”Headline Goals”) – hvilken slags isenkram der er brug for.
– Den fælles strategi – hvad våbenmagten skal bruges til.
– De forskellige ansvar – om arbejdsfordelingen mellem EU, NATO, og om det danske forsvarsforbehold.
– Forfatningen og fremtiden – hvilken vej det vil gå.
Årsagen til at de forskellige komponenter fremkalder et broget helhedsbillede er blandt andet at der ikke eksisterer ‚n enkelt masterplan bag de forskellige beslutninger.
Uanset hvilken vision, som vil vise sig at være det mest dækkende, er forsvars- og sikkerhedspolitikken i EU kommet for at blive.
Javier Solana, beskriver det som et paradoks:
”Af alle prærogativer for stater er nok sikkerheds- og forsvarspolitik den som er mindst oplagt for en kollektiv europæisk tilgang; ikke desto mindre er det her, hvor Unionen efter enhedsvalutaen, har gjort de hurtigste og mest spektakulære fremskridt i de seneste fem år.”
Den citerede rapport ”EU Security and Defence Policy, The first five years (1999-2004)” er udgivet af Institute for Security Studies i Paris, et akademisk forskningscenter oprettet af Vestunionen (WEU) 1989 og overtaget af EU den 1 januar 2002.
Rapporten og andre publikationer fra Instituttet kan hentes på net-adressen www.iss-eu.org