»Der er ingen modsætning mellem FN og EU«
I kronikken svarer landsformanden for Europabevægelsen på Lave K: Brochs kronik i Notat 28.11.2003 »FN er en del af alternativet til EU«
Af Erik Boel
20. maj 2004
I kronikken i Det ny Notat den 28. november hævder Lave K. Broch, at EU kan undværes, og foreslår, at FN i stedet styrkes. Jeg er glad for denne lejlighed til at kommentere kronikken. Og vil benytte lejligheden til at gøre op med nogle af de påstande, som Folkebevægelsen mod EU i øvrigt har gjort sig til talsmand for, når det gælder Unionens udenrigspolitiske rolle.
Broch og jeg er enige om, at en styrkelse af FN er påkrævet. Der er mere end nogensinde behov for en styrkelse af den internationale orden, uanset om vi taler om de skrigende økonomiske og sociale uligheder i verden, krænkelser af de grundlæggende menneskelige rettigheder eller behovet for at forebygge eller løse konflikter og krige i verdensbrændpunkter. I opgøret med disse uretfærdigheder bør FN spille en nøglerolle.
Men Broch har fået det galt i halsen, når han ser EU som en organisation, der underminerer FN. Tværtimod er EU en stærk allieret for Verdensorganisationen. Styrker vi EU, styrker vi samtidig FN.
Kofi Annan glad for EU
Hvordan kan jeg nu være så sikker på det? Det er jeg blandt andet, fordi FN's øverste leder, generalsekretær Kofi Annan, er en begejstret EU-tilhænger. Kofi Annan har nemlig modsat Folkebevægelsen mod EU erkendt, at verdens problemer ikke kan løses af FN alene, men kun i et samarbejde mellem FN og stærke regionale samarbejdsorganisationer som eksempelvis EU.
Naturligvis kan man forestille sig, at EU’s kompetencer på det ene eller andet område overgår til FN, som Broch foreslår. Men det er aldeles urealistisk. FN er ikke mere, end hvad medlemslandene gør organisationen til. Det er desværre i øjeblikket ikke overvældende meget. – Og det er her, at EU kommer ind.
Hvad EU betyder
EU-landene betaler deres bidrag til FN – og betaler til tiden! EU er verdens største donor, når det gælder u-landshjælp. Og der er ikke nogen stærkere kraft i verdenssamfundet til fordel for en internationale orden end Den Europæiske Union. Tænk på EU’s indsats til fordel for Kyoto-processen, en international straffedomstol og fredsprocessen i Mellemøsten. Havde vi ikke et beslutningsdygtigt og progressivt EU, kunne det blive dødsstødet for FN.
En styrkelse af EU’s og ikke mindst Unionens udenrigspolitiske rolle, som der lægges op til under forhandlingerne om den ny forfatningstraktat, vil være en klar gevinst for FN.
Hvad Norge ikke kunne gøre
Folkebevægelsen mod EU fremfører, at Unionen er en bremse på Danmarks internationale fredsarbejde. Beviset skulle lidt bagvendt være Norges rolle som fredsmægler i flere konflikter, underforstået at Danmark kunne spille en lignende rolle, hvis vi stod uden for EU.
Der er ingen tvivl om, at Norge har spillet en vigtig rolle for fredsprocessen i Mellemøsten. Men det har Danmark faktisk også – bare i EU-regi. Under sidste års EU-formandskab ancerede Danmark således den såkaldte køreplan for fred i Mellemøsten på vegne af EU. Et initiativ, der fik markant opbakning fra FN.
Stod vi som Norge uden for EU, havde det ikke været muligt for Danmark at rejse et så flot initiativ. At køreplanen for fred i øjeblikket ser ud til at være strandet på de involverede parters manglende vilje til fred, kan ikke lægges selve initiativet til last.
Hvad Balkan har betydet
Folkebevægelsen mod EU har fremhævet Balkan som et eksempel på, at EU har prioriteret egne interesser på bekostning af fredsarbejde.
Ingen vil hævde, at EU's tidlige indsats på Balkan var nogen stor succes, men det er jo netop den helt primære årsag til, at EU-landene efterfølgende har forstærket det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde. Derfor var man den 1. april i år i stand til at overtage den fredsbevarende mission i Makedonien, som hidtil har været organiseret i NATO-regi.
SHIRBRIGs svaghed
Lave Broch fremhæver med rette SHIRBRIG, som er en hurtigudrykkende fredsstyrke i FN-regi.
Vi bør efter min opfattelse gå længere og arbejde for, at der på langt sigt etableres en stående FN-styrke, som det også var forudset ved oprettelsen af Verdensorganisationen i 1945.
Broch fremhæver begejstret, at stormagterne ikke deltager i SHIRBRIG – men det er tværtimod, som verden ser ud i dag, en alvorlig svaghed ved dette samarbejde.
Et fordrejet billede
Broch fordrejer forholdet mellem EU og FN og får det fremstillet negativt som to organisationer, der er i krig med hinanden. Virkeligheden er en anden. Fredsbevarende missioner i FN-regi foregår ved, at medlemslande stiller tropper til rådighed for disse. Derfor er Kofi Annan også en stor tilhænger af EU's forsvarssamarbejde, hvis alt overskyggende formål er at udføre fredsbevarende og fredsskabende operationer.
Menneskerettighederne
Folkebevægelsen mener, at dansk EU-medlemskab betyder, at vi i modsætning til Norge ikke kan føre en aktivistisk menneskerettighedspolitik. Danmark følger naturligvis EU's linie i menneskerettighedsspørgsmål, det fordrer medlemskabet af et fællesskab, men jeg har svært ved at se, i hvilke tilfælde Norge er den meget progressive menneskerettighedsforkæmper i forhold til EU og EU-landene.
Gavner miljøet
Endvidere har Folkebevægelsen ved flere lejligheder fremhævet, at EU skulle forhindre Danmark i at føre en progressiv miljøpolitik. Det forholder sig faktisk lige omvendt. EU hjælper Danmark med at føre en progressiv miljøpolitik. Det er der bevis for, idet Miljøministeriet har undersøgt de 336 miljøretsakter fra EU i perioden 1994-2000. Undersøgelsen viser, at over 100 har hævet de danske miljøstandarder, 3 har sænket dem, og resten er neutrale. EU gavner med andre ord det danske miljø.
Norges og Schweiz's rolle
Folkebevægelsen har hævdet, at EU's politik skulle være skadelig for de fattige lande. Jeg vil ikke forsvare EU's landbrugspolitik, som vi i Europabevægelsen fuldt ud støtter en afvikling af. Jeg vil dog gøre opmærksom på, at lande som Norge og Schweiz, som Folkebevægelsen ofte henviser til, i WTO bl.a. arbejder sammen med Israel, Japan, Korea og Taiwan for at forhindre enhver maksimumsbestemmelse for toldsatser på landbrugsvarer! Ikke ligefrem en politik, der hjælper verdens fattigste lande.
Ikke dyrt for Danmark
EU skulle koste os dyrt. Her har Folkebevægelsen misforstået EU's finansiering. Det danske bruttobidrag til EU udgør 1,8 procent af de samlede offentlige udgifter. Bruttobidraget betaler alle EU-lande til Unionen efter deres momsindtægter og bruttonationalindkomst. Det gøres for at sikre solidariteten, således at rige lande betaler mere end fattige.
Langt de fleste af de penge kommer tilbage til Danmark igen som subsidier primært til landbruget.
Den reelle udgift til EU udgør 0,3 procent af de samlede offentlige udgifter. Det er, hvad EU koster Danmark. Skal det samlede regnskab gøres op, bør det naturligvis fremgå, at vor deltagelse i EU’s indre marked er til stor fordel for dansk økonomi og beskæftigelse.
FN er ikke demokratisk
Det er en afgørende svaghed i Brochs kronik, at hans vision om et stærkt FN – som jeg altså deler – ikke ledsages af konkrete forslag til, hvorledes vi styrker Verdensorganisationen.
Efter min opfattelse er FN ikke specielt demokratisk med en struktur med fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, som har vetoret. Den struktur modsvarede magtforholdene i 1945 men den er ikke tidssvarende og risikerer at handlingslamme FN.
Vi bør også se på finansieringen, som er et selvstændigt problem, når det gælder visionen om et stærkt FN. Her bør vi overveje at gå nye veje, og skatter på internationale finansielle transaktioner, på international flytrafik og på turisme er nogle af de muligheder, vi bør se på. Endelig er der fortsat for meget bureaukrati og tung beslutningstagning i FN.
Det såkaldte nordiske FN-initiativ fra 1990'erne indeholdt spændende tanker med sigte på en reform af FN. Det bør efter min mening overvejes at relancere et sådant forslag til en styrkelse af FN – men denne gang i EU-regi. Det vil fremme mulighederne for succes.
Indsatsen i Congo
EU har på FN's opfordring gennemført en fredsbevarende operation i den Demokratiske Republik Congo i sommeren 2003, og EU står sammen med EU-medlemslandene for over halvdelen af verdens samlede udviklingsbistand. I Europabevægelse mener vi på den baggrund, at både EU og FN er nyttige organisationer i arbejdet for en bedre verden.