ARTIKLER


Drømmen om fusionsenergi kan blive dyr for EU

Hvis det lykkes at løse de tekniske problemer, er den langt bedre end traditionel atomkraft. Men lykkes det?
Af Sven Skovmand
28. december 2004

Atomkraft har én klar fordel frem for den energi, der bygger på kul, olie og naturgas – den udsender ikke kuldioxid.

Til gengæld rummer den traditionelle atomkraft enorme problemer.

Den bygger på brydningen af uran, som er stærkt forurenende. Driften er forbundet med store sikkerhedsproblemer, og der er endnu ikke fundet en holdbar metode til at opbevare affaldet, der vil være giftigt gennem hundreder af år.

Derfor har tilhængerne af atomkraft længe drømt om at udnytte en mere hensigtsmæssig form for atomkraft – fusionsenergi.

Mens den traditionelle atomkraft udnytter den energi, der skabes ved at spalte atomkerner, opstår energien i fusionsreaktorer ved at sammensmelte atomkerner.

Fusionsenergiens fordele

Fusionsenergien har en række fordele frem for den traditionelle atomkraft. Den bygger ikke på uran, men på to typer af »tung brint« – deuterium og tritium.

Disse stoffer kan fremstilles ved elektrolyse af vand og kan derfor skaffes i uendelige mængder.

En fusionsreaktor er også langt sikrere end en traditionel atomreaktor. Hvis noget går galt, går processen blot i stå.

Endelig har dens radioaktive affaldsstoffer en langt kortere levetid end de radioaktive stoffer, der dannes i traditionelle atomkraftværker.

Fusionsenergiens ulemper

Men fusionsenergien rummer også problemer. En reaktor kan kun virke, hvis man får en stabil temperatur på over 100 millioner grader, og det skaber selvsagt enorme tekniske vanskeligheder.

Når EU som omtalt i sidste nummer af Notat vil bruge 14 milliarder kroner på en ny fusionsreaktor, er det derfor kun toppen af isbjerget. Alene de årlige udgifter til forskning i fusionsenergi koster EU 4-5 milliarder kroner om året.

Hertil kommer, at den nye reaktor om tyve år skal afløses af en endnu kraftigere reaktor. Og først på et endnu senere tidspunkt vil man kunne udnytte den energi, der skabes.

Hvad kritikerne siger

Fusionsprogrammet har da også mange kritikere. De mener, at det er forkert af EU at bruge en masse milliarder på et projekt, der måske aldrig bliver til virkelighed.

Efter deres mening vil EU kunne opnå langt større resultater ved at arbejde med mere enkle projekter. F.eks. udvinding af brint ved strømmen fra vindmøller eller udvikling af bedre batterier til bilkørsel. Eller produktion af billige solceller.

De peger også på, at fusionsenergi vil centralisere produktionen af energi, hvor det af mange grunde er ønskeligt, at produktionen sker så mange forskellige steder som muligt.

Det vil ikke være en katastrofe, at et fusionskraftværk bliver ødelagt af terrorister. Men afbrydelsen af strømmen vil kunne blive meget ubehagelig.