ARTIKLER


EU-aktion truer foreningslivet

EU har indledt kamp mod Dansk Tipstjenestes monopol på spil. Det bliver dyrt for staten og foreningerne, hvis EU får held med sig.
Af Sven Skovmand
6. maj 2004

EU-Kommissionen har længe haft et godt øje til Dansk Tipstjeneste, fordi institutionen har eneret på spil i Danmark. Nu har den indledt en sag mod Danmark for at få denne eneret afskaffet. Det skyldes en henvendelse fra det engelske bookmaker-firma Ladbrokes, der gerne vil ind på det danske marked.

I første omgang har Kommissionen skrevet til den danske regering for at få en kommentar. Men hvis svaret ikke tilfredsstiller Kommissionen, vil den formentlig anlægge sag ved EF-Domstolen.

Dansk Tipstjeneste giver i dag et overskud på cirka 2,5 milliarder kroner om året – der går til statskassen samt til ungdoms- og idrætsforeninger og en række kulturelle formål.

Dette overskud vil ikke kunne opretholdes, hvis Kommissionen får sin vilje. Hvor Dansk Tipstjeneste i øjeblikket kun giver 52 procent tilbage til spillerne i form af gevinster, giver bookmakerne omkring 93 procent.

Hvis Dansk Tipstjeneste skal kunne konkurrere med bookmakerne, må betalingen til spillerne sættes væsentligt i vejret, og dermed vil overskuddet blive langt mindre end i dag.