EU og FN har vidt forskellige interesser

Kronikken er et svar på Erik Boels kronik »Der er ingen modsætning mellem FN og EU«, der blev bragt i Notat den 12. december 2003.
Af Sven Skovmand
20. maj 2004

I kronikken i det ny Notat for 12. december erklærer landsformanden for Europabevægelsen, Erik Boel, at EU er en stærk allieret for FN, og at Lave Broch derfor ikke har ret, når han ser EU som en organisation, der underminerer FN.

Da Lave Broch på grund af en rejse til USA ikke har mulighed for at svare inden jul, vil jeg imødegå Erik Boels påstand, som han tillader sig at tage FN's generalsekretær, Kofi Annan, til indtægt for.

At Kofi Annan siger noget pænt om EU, skal man nok ikke lægge for meget i. Kofi Annan har jo en klar interesse i at have et godt forhold til EU. Og EU er ikke så god en ting for FN, som Erik Boel mener.

Den store forskel

Den væsentlige forskel på FN og EU er, at FN har til opgave at tjene hele verdens interesse, mens EU skal tjene medlemslandenes interesser. Og de to er absolut ikke sammenfaldende.

Det gælder først og fremmest handelspolitikken, hvor EU igennem hele sin tid har opstillet hindringer for indførsel af ulandenes varer.

Toldsatserne er ganske vist blevet sat ned på grund af de internationale aftaler i først GATT og siden WTO.

Men man har bibeholdt et stort antal indførselsbegrænsninger, og når alt andet kniber, beskylder man ulandenes fabrikanter for at sælge til dumpingpriser, dvs. priser, der er lavere end dem, de tager i deres hjemland. Derefter pålægger man dem en straffetold, som er så høj, at ulandene ingen mulighed har for at sælge deres varer.

Tolden fjernes først, når ulandene er gået med til at sætte deres priser i vejret og i øvrigt begrænse deres eksport.

Denne politik vil formentlig blive forstærket i de kommende år, fordi EU nu skal tage hensyn til svage virksomheder i hele 25 lande.

Sukkeret kommer frit ind

Et land som Norge beskytter også en del af de varer, som landet selv fremstiller. Men man beskytter ikke varer, der produceres i andre lande. Eksempelvis kan de sukkerproducerende ulande sælge sukker til Norge uden anden begrænsning end nordmændenes lyst til søde sager.

Dette gælder som bekendt ikke i EU, hvor man ikke alene spærrer af for ulandenes sukker, men ovenikøbet sælger sit overskydende sukker på verdensmarkedet til dumpingpris, hvad der er ruinerende for de sukkerproducerende ulande.

EU har ganske vist en række særaftaler med forskellige ulande, men disse aftaler er tit til mere skade end gavn for ulandene.

Det gælder f.eks. de aftaler, der har indgået med en række lande i Afrika, og som tvinger de pågældende lande til at lade EU-fiskere tage fisk i deres farvande – en politik, der flere steder har været ødelæggende for fiskebestandene og dermed for de mennesker, der skulle leve af dem.

Medansvaret i Jugoslavien

Også når det gælder sikkerhedspolitik, er der en væsentlig forskel på FN og EU. FN har alene til formål at skabe fred og kan ikke mistænkes for at have andre interesser. EU vil altid være under mistanke for at have egne interesser at varetage – og vil sandsynligvis også have det.

EU har således en væsentlig del af ansvaret for, at det gik så gruelig galt i det tidligere Jugoslavien.

Det var forkert, at EU stort set med det samme anerkendte først Sloveniens og Kroatiens og siden Bosniens selvstændighed – uden at tage hensyn til, at der i de to sidste lande var store serbiske mindretal, der ikke ønskede landenes selvstændighed.

Bedst havde det været, om man havde bestræbt sig på at bevare Jugoslavien som en samlet stat. Men hvis man ville anerkende landets opdeling, burde man i det mindste have krævet solide garantier for de nationale mindretal. Havde man gjort det, kunne formentlig meget blod være sparet.

Derfor er det også beklageligt, at det er en EU-styrke og ikke en FN-styrke, der bevogter grænsen mellem Makedonien og Kosovo.

Man skal nemlig være utrolig naiv, hvis man som Erik Boel tror på, at EU's »alt overskyggende formål er at udføre fredsbevarende og fredsskabende operationer.«

Den norske indsats

EU vil af helt naturlige grunde være under mistanke for at have skjulte begrundelser for sine handlinger – også i tilfælde hvor mistanken er ubegrundet. Det er den væsentligste grund til, at et land som Norge har kunnet spille en langt vigtigere rolle som fredsmægler end EU.

Det gælder ikke blot Mellemøsten, men også Sri Lanka og Sudan, hvor det i begge tilfælde er lykkedes nordmændene at få standset kamphandlingerne, selv om der endnu ikke er skabt en endelig løsning på problemerne.

Det samme må man sige om Oslo-aftalerne, som i hvert fald fik skabt fred i en periode, indtil en israelsk fanatiker dræbte Yitzhak Rabin. At sammenligne Oslo-initiativet med Per Stig Møllers »køreplan for fred« er helt meningsløst.

Oslo-aftalerne blev indgået med samtykke af både den daværende israelske regering og Yassir Arafat. Derfor førte de til, at der ikke alene blev etableret et palæstinensisk hjemmestyre og en palæstinensisk regering, men at både Israel og USA har anerkendt, at palæstinenserne har krav på en selvstændig stat. Trods alle de tilbageslag, som fredsprocessen har lidt, vil disse ting til syvende og sidst vise sig afgørende.

Per Stig Møllers »køreplan for fred« har ingen virkninger haft. Den støttes ikke reelt af den amerikanske regering, og Ariel Sharons svar var at opføre en mur på palæstinensisk område, som hverken USA eller EU gjorde noget for at forhindre.

Pynter med lånte fjer

Erik Boel siger, at EU er verdens største donor, når det gælder ulandshjælp. Det er ganske enkelt noget vrøvl, for pengene er betalt af medlemslandene og regnes af hver af dem med i deres samlede ydelse. Boel pynter ganske enkelt EU med lånte fjer.

Ja, det er faktisk værre end det, for pengene til EU's bistandsprogrammer bliver i vid udstrækning taget fra de programmer, som FN arbejder med. De danske bidrag til EU har således betydet, at vi har skåret bidragene til FN's ulandshjælp ned med næsten en tredjedel.

Fejlslutning om miljøet

Med hensyn til miljøet bruger Erik Boel en redegørelse fra Miljøministeriet som bevis på, at EU har gavnet det danske miljø. Redegørelsen siger nemlig, at 100 af de ialt 336 miljøretsakter fra EU har gavnet det danske miljø, mens kun 3 har sænket dem, og resten har været neutrale.

Men Boel glemmer, at Danmark reelt ikke kan føre en selvstændig miljøpolitik, og at vi derfor er henvist til at følge de direktiver, som EU udsteder. Det betyder dels, at forbedringerne af miljøet kommer senere, end de ellers ville gøre, dels at de i mange tilfælde ikke er så vidtgående, som vi i Danmark kunne ønske.

I teorien kan man derfor forestille sig, at samtlige 336 miljøbestemmelser har været utilfredsstillende set ud fra en dansk synsvinkel. Hvis EU's betydning skal vurderes rimeligt, må det derfor ske på en langt mere grundig måde, end Miljøministeriet har gjort.

Men redegørelsen havde formentlig netop til formål at tilsløre, hvor skadelig EU's miljøpolitik på visse områder er.

Hvad EU koster

Til sidst siger Erik Boel, at udgiften til vort medlemskab kun er 0,3 procent af de samlede offentlige udgifter. Det er nu sat for lavt.

Ifølge Statistisk Årbog for 2003 side 416, overførte vi i 2002 15,6 milliarder kroner til EU, mens der fra EU blev overført 10,1 milliard kroner. Det giver et tab på 5,5 milliarder kroner eller 0,7 procent af de samlede offentlige udgifter. Men selv dette tab er for lavt anslået.

Værdien af overførslerne fra EU kan nemlig ikke sættes til 100 procent, fordi der i mange tilfælde er tale om tilskud til formål, som vi under normale forhold aldrig ville have støttet. Derfor er den reelle værdi af overførslerne næppe 10,1 milliard, men snarere 5 eller 6 milliarder.

Hertil kommer, at EU's udvidelse efter de foreløbige opgørelser vil forøge vores bidrag til EU med cirka 4 milliarder kroner, samtidig med at en række af tilskuddene fra EU forsvinder.

Og dermed er regnskabet ikke slut. For Erik Boel har ikke ret i, at medlemskabet af EU giver større fordele for dansk økonomi og beskæftigelse, end et medlemskab af EFTA ville give.

Norge og Schweiz har nøjagtig samme mulighed for eksport af deres industrivarer, som vi har. Men de er ikke belastet med de omkostninger, som EU's toldunion medfører ved indkøb af varer fra lande uden for EU. Og forbrugerne nyder godt af, at Norge og Schweiz frit kan indføre billigt producerede varer fra især Sydøstasien – i modsætning til, hvad Danmark kan.

Selvfølgelig skal Danmarks medlemskab af EU ikke gøres afhængigt af, om det koster lidt mere eller mindre. Men netop fordi tilhængerne af EU gang på gang hævder, at medlemskabet er til økonomisk fordel for os, er der grund til at oplyse om, at dette ikke er tilfældet.

Så kan medlemskabet vurderes alene på sit politiske indhold. Og det er ikke godt nok.