ARTIKLER


EU-parlamentariker i unåde over rejsefråds

En østriger er blevet smidt ud af den socialdemokratiske gruppe i Parlamentet. Men omtalen sætter fokus på hans mærkesag: Slut med frynsegoder til parlamentarikerne. Selv har han en halv million til overs.
Af Brigitte Alfter
9. maj 2004

»Jeg har ikke taget imod rejsepenge siden 2002. Dengang mente jeg, at jeg havde fået nok til hele valgperioden. Og hvis der så stadig er noget i overskud bagefter, bliver det brugt til at researche om misbrug af penge,« siger Hans-Peter Martin.

På sin internetside dokumenterer journalisten, juristen og EU-politikeren, hvor mange penge han har modtaget, og hvor mange han i virkeligheden har brugt. Alle bilag er scannet ind. Selv om et sidste mindre beløb blev udbetalt i 2003, har han stadig et overskud på godt 60.000 euro – cirka 450.000 kroner – på rejsekontoen for de fem år, han har siddet i EU-Parlamentet. I alt har han modtaget mere end 162.000 euro eller 1,2 millioner kroner i rejsetilskud.

Da Martin blev ekskluderet

Internetsiden har ligget på nettet siden 4. februar – men rigtig stor opmærksomhed fik sagen først sidste uge.

Dengang blev Hans-Peter Martin, der har været partiløst medlem af den socialistiske gruppe, nemlig ekskluderet af den samme gruppe. Årsagen var, at han i forbindelse med et aflyst møde i den socialistiske gruppe ville forhindre gruppemedlemmer i at skrive sig på en af de berømte »klejnekasse-lister«, hvor de skriver under på at have deltaget i et møde, så de kan hæve deres 262 euro (1946 kroner) i mødepenge den dag.

Beskyldt for håndgemæng.

Hans-Peter Martin er blevet beskyldt for at være kommet i håndgemæng med en kvindelig parlamentariker, der ville skrive sig på listen til det aflyste møde. »Jeg har ikke engang rørt hende,« siger han til Notat. Han har straks gennem sin advokat klaget mod påstanden om håndgemæng og overgreb.

Uanset hvad det ender med, har han i hvert fald fået opmærksomhed omkring sin sag.

52.000 kroner må være nok

Hans-Peter Martin er en oprørt mand i disse dage – og han ved at sætte ord på sin harme. »7000 euro (52.000 kroner, lønnen til de østrigske EU-parlamentarikere, red.) om måneden må være nok. Ingen tillæg, ingen diæter og rejsepenge efter bilag,« lyder hans krav til EU-parlamentarikernes fremtidige indtægter.

»Det går jo ikke, at blot man vifter med et boardingpass, så får man udbetalt mellem 1800 og 2500 euro (13-18.000 kroner), mens billetten måske har kostet 100 eller 200 euro (750-1500 kroner),« siger Martin.

618.000 kroner i gennemsnit

Tal fra EU-Parlamentets pressetjeneste oplyser, at der i 2002 blev brugt 387.296.520 kroner – 387,2 millioner kroner i diæter og rejsetilskud til de 626 parlamentarikere. Parlamentarikerne fik altså i gennemsnit udbetalt 618.685 kroner til rejser og møder i dette år.

Hans-Peter Martin er uddannet jurist og har en fortid som mangeårig reporter for det ansete tyske nyhedsmagasin Der Spiegel. Han er forfatter til bogen »Globaliseringsfælden« fra 1998, der betragtes som en af de vigtige politiske bøger i dette årti.

Martin blev som partiløs valgt ind i EU-Parlamentet som spidskandidat for de østrigske socialdemokrater. Hans motto i valgkampen var kampen for mere åbenhed. Siden har han dog haft et anspændt forhold til nogle af sine gruppefæller.

Martins opgørelse over rejseudgifter kan læses på www.hpmartin.net