ARTIKLER


EU-parlamentarikere spænder ben for lønreform

Medlemmerne af Parlamentet vil både have højere løn og bevare frynsegoderne
Af Lisbeth Kirk, Hans Kronberg og Luise Pihl
20. juni 2004

EU-Parlamentets udvalg for Retlige Anliggender har vedtaget en rapport, der giver næsten alle landenes parlamentarikere et større eller mindre lønløft samtidig med, at det stærkt kritiserede system med frynsegoder opretholdes.

Forslaget ventes at være chanceløst i Ministerrådet, der har det sidste ord i den sag.

Rapporten – der er udarbejdet af Willi Rothley, tysk socialdemokratisk medlem af EU-Parlamentet - foreslår, at alle parlamentsmedlemmerne fremover skal have en månedsløn på halvdelen af grundlønnen for en dommer ved EF-Domstolen. En sådan halvdel svarer til 8.000 euro eller ca. 60.000 kr.

EU-parlamentarikernes løn (uden de omstridte frynsegoder) bestemmes i dag nationalt og svarer til de enkelte landes aflønning af nationale parlamentsmedlemmer. Beskatning sker efter hjemlandenes regler.

Pæn lønforhøjelse

For en dansk parlamentariker vil der blive tale om en væsentlig lønforhøjelse, idet de 16 danske medlemmers månedsløn i øjeblikket ligger på godt 41.000 kr. Kun de italienske parlamentarikere taber, hvis forslaget skulle blive gennemført.

Rapporten blev denne uge mødt med stærk kritik fra de EU-parlamentarikere, der ønsker en egentlig reform før EU-parlamentsvalget i juni 2004. Parlamentarikerne frygter, at vælgerne ellers vil fokusere på alle frynsegoderne som refusion af omkostninger til rejser, diæter, sekretariatsbistand osv.

De tror ikke på, at Ministerrådet, som skal træffe den endelige afgørelse i sagen, vil gå med til Rothleys forslag, uden at der træffes en aftale med Parlamentet om disse ordninger - og det er der ingen udsigt til.

Det finske parlamentsmedlem, Piia-Noora Kauppi, der tilhører den kristelige demokratiske gruppe, siger til EUobserver.com:

»I realiteten betyder det, at vi ikke får en reform, fordi vi ved, at Ministerrådet aldrig vil godkende denne rapport.«

I dag spænder lønningerne fra godt 87.000 kroner om måneden for italienerne til godt 18.000 for spanske parlamentarikere.

Efter udvidelsen vil forskellene blive endnu mere markante, idet et tjekkisk parlamentsmedlem i dag aflønnes med et beløb svarende til 400 ? (2.960 kr.) om måneden.