EU skal kunne føre flere krige ad gangen

Man skal blot sikre sig, at USA og NATO ikke selv har tænkt sig at foretage aktioner. EU er nu – næsten – en forsvarsunion
Af Staffan Dahllöf
19. maj 2004

BRUXELLES (det ny NOTAT)

Opløsningen af Regeringskonferencen betød, at der blev trådt på forsvarsbremsen, men bremsen blev ikke trukket helt i bund.

Inden forfatningsforhandlingerne blev indledt (og senere afbrudt), havde stats- og regeringscheferne om fredagen holdt et ganske almindeligt topmøde, hvor to beslutninger blev noteret til protokollen:

EU får en ny sikkerhedsstrategi, og der blev fundet en løsning på det ømfindtlige forhold til NATO.

Den nye strategi er udarbejdet af EU's udenrigspolitiske repræsentant, Javier Solana, og hedder »Et sikkert Europa i en bedre verden«.

Strategien slår fast, at Unionen skal »udvikle en strategisk kultur, der fremmer en tidlig, hurtig, og om nødvendigt håndfast intervention.«

Strategidokumentet siger videre, at i et EU med 25 lande, der bruger mere end 160 milliarder euro på forsvar (cirka 1.200 milliarder danske kroner), »bør vi kunne gennemføre flere operationer samtidigt«.

Terrorister og tyvebande

Sagt på anden måde skal EU selv kunne føre flere krige ad gangen. Men man skal først sikre sig, at det ikke er noget, som også NATO, det vil her sige USA, har tænkt sig.

Strategidokumentet peger på de områder, hvor EU har interesser at forsvare. De defineres som »en ring af lande« øst for EU og ved Middelhavet.

Foruden Balkan og Mellemøsten omtales Sydkaukasus, hvor EU må interessere sig »mere aktivt for problemerne«, da området på et tidspunkt også vil blive en naboregion – underforstået, hvis eller når Tyrkiet bliver medlem af EU.

EU skal forsvare sig mod andet og mere end traditionelle militære trusler fra ondsindede magter.

De fem hovedtrusler er terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben, regionale konflikter, staters sammenbrud og organiseret kriminalitet.

Det er så meget, at EU's sikkerhedsstrateger ikke løber tør for opgaver inden for en overskuelig tidsramme.

EU i NATO-indpakning

Topmødets anden forsvarsbeslutning var, at regeringscheferne gav deres tilslutning til en tysk-fransk-britisk aftale om forholdet mellem EU og NATO.

Aftalen går ud på, at EU etablerer et lille kommandocenter (»small cell«) i NATO's hovedkvarter SHAPE i Mons i Belgien.

Tilsvarende skal NATO kunne placere officerer i EU i Bruxelles.

I opgørelsen siges at EU-cellen i NATO ikke skal fungere som et permanent hovedkvarter, men gøre det muligt at »man hurtigt kan lede specifikke operationer«.

EU skal altså kunne lede militæroperationer fra NATO's hovedkvarter, selvom NATO som sådan ikke er involveret i den pågældende operation.

Den politiske kerne er, at Frankrig og Tyskland får grønt lys for selvstændige EU-operationer, og at Storbritannien er med på vognen – men at NATO fortsat er den helt dominerende part.

EU's forsvarssamarbejdet bliver billedligt sagt pakket ind i NATO-papir, og i bogstavelig forstand indlogeret i NATO-rammer.

Uvurderlig og uundværlig

NATO-indpakningen og USA's betydning fremhæves også to andre steder i de nye forsvarsbeslutninger.

I en særlig erklæring fra den afsluttede del af topmødet siges det, at det transatlantiske forhold er af »uvurderlig betydning«.

Og i sikkerhedsstrategien kaldes de transatlantiske forbindelser for »uundværlige«. Der står videre:

»Sammen kan EU og USA udrette overordentligt meget til gavn for verden«.

De to formuleringer svarer næppe til, hvad man havde tænkt sig i Paris.

Hvad man var enig om

Stats– og regeringscheferne var enige på fem områder i forfatningsforslaget:

– EU skal udvikle et egentligt fælles forsvar.

– Medlemslandene skal forbedre deres militære kapacitet.

– Lande, som kan og vil, skal kunne danne en fortrop.

– Alle skal yde militær hjælp til hinanden, måske med undtagelse af de fire alliancefrie lande Finland, Sverige, Østrig og Irland.

– Terrorangreb og naturkatastrofer skal kunne udløse militær bistand mellem medlemslandene.

Udtryk for politisk vilje

På en vis måde kan man sige, at denne enighed ikke har afgørende betydning, eftersom forslaget til en EU-forfatning ikke blev vedtaget.

De fem mål er dermed ikke bindende og må først og fremmest tages som udtryk for en politisk vilje, der blev udtrykt lørdag den 12 december 2003.

Tilbage er et strategidokument og en NATO-redegørelse, men der er ikke vedtaget noget om, hvad det skal bruges til.

Man skal dog ikke af den grund tro, at tanken om et EU-militær er opgivet. Den kan hurtigt dukke op igen. Spørgsmålet er blot, hvornår og hvordan det sker.

»Træf dog selvstændig beslutning om forsvaret«

EU's militære leder, den finske general Gustav Hägglund, er dybt skuffet over, at enigheden om EU's militær ikke kan føre til noget på grund af EU-forfatningens sammenbrud.

»Alle er enige om forsvaret. Hvorfor skal det så gøres afhængigt af andre spørgsmål, der intet har med forsvar at gøre,« siger han til det finsk-svenske dagblad Hufvudstadsbladet. Og han fortsætter:

»Hvorfor ikke træffe en beslutning om forsvaret, der er uafhængig af

EU's traktater? Man kan så lade beslutningen blive truffet af de europæiske ledere på deres topmøde i marts« foreslår han.

Kommissionen går imod

Men netop en sådan beslutning bliver frygtet af EU-Kommissionen.

»Vi ønsker at undgå, at denne form for samarbejde finder sted uden for institutionernes rammer, sagde en talsmand for Kommissionen mandag den 15. december.

Kommissionens bekymring forstærkes af Hägglunds stærke militære stilling. Hägglund, der er tidligere finsk forsvarschef, er formand for EU's militære komité og leder dens møder, som holdes hver onsdag i Bruxelles.