EU skal være overskuelig og slagkraftig

»For mig at se er det oplagt, at et roterende lederskab mellem 30 eller måske 40 lande vil være roterende knald i låget, siger SF'er i kronik.
Af Villy Søvndal
1. juli 2004

Det er vanskeligt at blive hverken stærkt ophidset eller voldsomt begejstret over det forslag til ny traktatstruktur, som den tidligere franske præsident, Valéry Giscard d’Estaing har lavet til EU’s konvent. Der er grundlæggende tale om en skitse til en ny samlet struktur, og det er i sig selv et prisværdigt initiativ, når man betænker det nuværende roderi.

Den centrale ambition må være om man kan indrette EU på en måde, som virker klar og overskuelig for alle, som har tilstrækkelig slagkraft overfor de problemer, vi står over for, og som kan opnå legitimitet i forhold til sine handlinger og institutioner. Men om dette ender med at blive godt eller skidt, er stadig et helt åbent spørgsmål, og Giscard d’Estaings forslag er nok løfterigt sine steder, men rejser lige så hurtigt nye spørgsmål.

Forslaget indeholder bl.a. et udspil til en formel deling af henholdsvis nationalstatens og EU’s kompetencer. Det er således på den ene side befriende, når udspillet ganske markant fastslår, at alt dét,

EU ikke har fået kompetence til i en traktat, fortsat er medlemsstaternes kompetence. Det er klar tale i forhold til i dag og absolut et fremskridt i retning af at afgrænse og klargøre, hvad der er EU’s, og hvad der er nationalstaternes. Men på den anden side er det ikke helt tilfredsstillende, når det ikke samtidig fremgår, hvilke kompetencer, der skal være EU’s.

Hvad der ligger i målene er også uklart. Det gentages eksempelvis, at en del af EU’s mål skal være »et højt miljøbeskyttelsesniveau«. Men det er ingen uenige i. Det er næsten uinteressant. Der ville være mere saft og kraft i det, hvis EU overordnet skulle tilstræbe f.eks. miljømæssig bæredygtighed. Vi risikerer fortsat, at der ikke er sammenhæng i eksempelvis den trafikpolitik, der føres, og de miljømæssige prioriteringer. Eller landbrugsstøtten på den ene side og de miljømæssige problemer forbundet med intensivt landbrug på den anden.

Et nyt navn

Jeg synes ikke, det er rigtigt, at Det Frie Indre marked skal have en så central placering. Men EU har traditionelt altid haft fokus på markedet før alt muligt andet. Men når nu der eksempelvis er frie kapitalbevægelser, må det følges med nogle passende regler. Forslaget siger således ikke noget om, i hvilken udstrækning friheden skal styres eller modificeres, så kapitalbevægelsernes frie råden ikke bliver destruktiv. Skal der eksempelvis stadig være ødelæggende skattekonkurrence mellem landene og dermed strukturelt uhensigtsmæssige rammer for multinationale firmaer, som kan slippe for at betale skat? SF mener nej. Det kan ikke være rigtigt, at man detailregulerer en række områder med virkning langt ind i borgernes liv, men ikke vil regulere kapitalen og virksomhederne. Det er et grundlæggende forkert perspektiv.

En del af diskussionen har drejet sig om et nyt navn til EU. Det kan selvfølgelig sætte sindene voldsomt i bevægelse. Jeg er grundlæggende ligeglad med, hvad det hedder, men forstår heller ikke, hvorfor vi nu skal til at diskutere navne. Navnet ændrer jo ikke det reelle indhold. Det har også heddet den Europæiske Union i ti år uden at navnet har spillet nogen som helst rolle.

Politik er jo ikke kun rationelle beslutninger, men i høj grad også symbolske signalværdier. Alligevel bliver det lige symbolsk nok, når man tror man kan skifte varemærke, når produktet er det samme.

Knald i låget

For mig at se er det oplagt, at et roterende lederskab mellem 30 eller måske 40 lande også vil være – roterende knald i låget. At tro, at det kan løses ved at vælge en eller anden præsident – det er nærmest utilgiveligt naivt. Den slags modeller ligger i fransk tradition, men det er svært at se, at man kan skabe tilstrækkelig styrke og legitimitet uden at inddrage flere lande.

Overvejelserne om, hvordan man gør EU mere demokratisk, er mildest talt tåget. Selv om det vil være rart at få flere ting frem i åbenhed, er det jo ikke nødvendigvis tilstrækkeligt til, at man kan sige, det er demokratisk. Det kræver bl.a. også, at indflydelsen bliver mere rimelig fordelt, eksempelvis i forhold til store firmaer og græsrodsbevægelser og bedre inddragelse af de nationale parlamenter. SF’s dagsorden er, at EU er en politisk kampplads, som skal bruges til det yderste for at få præget verden i en bedre retning.

Øget demokrati og gennemsigtighed er overordentlig vigtige aspekter og mærkesager for SF. Udspillet her synes imidlertid ikke at skelne mellem nødvendige og tilstrækkelige betingelser, og skitsen giver ingen afgørende svar. Der er derfor grund til at huske på, at det her er første skitse til en struktur. Der er lang vej igen, før vi har et egentligt forslag – som først derefter skal til forhandling mellem landene.

SF’s position er som bekendt, at vi altid konkret afgør om vi støtter en traktat, når vi kender dens indhold. For SF vil det være afgørende om den peger frem eller tilbage i forhold til den samfundsudvikling, vi ønsker at fremme for Europas borgere.