ARTIKLER


EU-støtten til sukker og mælk falder bort

EU tilbyder nu at opgive eksportstøtten til landbrugsprodukter. Det sender kuldegysninger gennem dansk landbrug.
Af Sven Skovmand
16. maj 2004

Mandag den 10. maj tilbød EU's handelskommissær, Pascal Lamy, at EU vil afskaffe sin stærkt kritiserede eksportstøtte til blandt andet sukker og mælkeprodukter.

Det sker under forudsætning af, at konkurrenterne – først og fremmest USA og Australien – gør det samme. Der er heller ikke sat nogen tidsfrist for, hvornår afskaffelsen af støtten vil træde i kraft.

Det har fremkaldt kritik fra blandt andet Paul Goodinson i European Research Office. Han frygter, at betingelserne for tilbuddet ikke vil blive opfyldt og ville foretrække, at EU var kommet med tilbuddet uden betingelser. Det samme siger Trine Mach fra JuniBevægelsen.

Også den franske landbrugsminister, Herve Gaymard, kritiserer udspillet, men ud fra en ganske anden synsvinkel. Han kalder forslaget for en alvorlig taktisk fejltagelse og mener, at Pascal Lamy har overskredet sit mandat.

Presset udefra

Trods disse indvendinger må man dog regne med, at EU vil opgive sine støtteordninger inden for forholdsvis få år. Presset udefra er simpelthen for stærkt.

Det kommer først og fremmest fra en række ulande, der er rasende over, at EU's støtte udkonkurrerer deres landmænd. EU's stejle forsvar for sin støtte var formentlig hovedårsagen til, at konferencen i Cancun i Mexico i september brød sammen, og EU kan ikke holde til at stå som den store skurk i dette spørgsmål.

Men presset kommer også fra USA. Landets chefforhandler i Verdenshandelsorganisationen WTO, Robert Zoellick, erklærede i januar, at de rige lande burde komme med sådanne indrømmelser, at man kunne nå til et tilfredsstillende resultat i løbet af sommeren 2004.

Det var et vink med en vognstang til EU.

Dommen over USA's bomuld

Men presset kommer også fra WTO selv.

Organisationen behandler i øjeblikket en sag om USA's eksportstøtte til sin bomuldsindustri. Der skal først falde dom om et par måneder, men det betragtes allerede nu som sikkert, at støtten vil blive erklæret ulovlig.

USA giver i øjeblikket sine 25.000 bomuldsavlere 75 milliarder kroner om året i eksportstøtte, og det heraf følgende udbud af bomuld er ruinerende for de 10 millioner bønder i ulandene, der dyrker bomuld.

Hvis USA bliver dømt til at opgive denne støtte, vil EU's støtte til sukker og mælkeprodukter formentlig også blive kendt ulovlig.

Det har uden tvivl spillet en væsentlig rolle for Pascal Lamy.

Mælkebønderne taber penge

I dansk landbrug er der ikke megen skepsis over for Pascals forslag. Man regner med, at det går igennem, og følgerne er alvorlige for dem, der er afhængige af støtten.

Det gælder først og fremmest sukkerproducenterne, hvis priser i dag er tre gange så høje som prisen på verdensmarkedet.

Men også mælkebønderne vil blive ramt. De får eksempelvis dobbelt så meget for en pakke smør, som de ville kunne få, hvis den blev solgt på verdensmarkedet.

Ialt står mejeribrugene til at miste 1,2 milliarder kroner i årlig støtte.

Det vil uden tvivl få mange landmænd til at opgive deres køer.

Det gælder så meget mere, som landbrugets indtjening i øjeblikket er i bund. Ifølge Børsen for 11. maj 2004 tjente de danske landbrug kun en milliard kroner i 2003. Et stort antal landmænd overlever kun, fordi de kan belåne deres jord, der er steget voldsomt i værdi i de senere år.