NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
»EU udhuler ikke den danske stat«, konkluderer en ny rapport fra Magtudredningen. Den europæiske forbindelse, skrevet af Jørgen Grønnegård Christensen og Jens Blom Hansen. »Det er en myte, at dansk lovgivning... er en simpel afspejling af beslutninger truffet på overnationalt niveau i Bruxelles og Strasbourg,« hedder det. Her bruger rapporten imidlertid et kendt kneb, idet man konstruerer en overdreven myte, for derefter at skyde den ned.
Rapporten bringer en række interessante og seriøse analyser af, i hvilket omfang og på hvilke måder EU fastlægger regler og rammer, varierende fra politikområde til politikområde. Her skal dog sættes nogle spørgsmålstegn ved opgørelsesmetoden og konklusionerne.
En mere præcis analyse vil vise, at reglen stammer fra, at EU-Kommissionen har anlagt retssag mod Danmark ved EU-Domstolen. Danmark har så helt selvstændigt valgt at tilpasse sine regler til EU-Kommissionens ønske!
Rapportens konklusioner hviler delvist på en simpel optælling af direktiver og forordninger, hvilket jo ikke siger så meget. Forfatterne konkluderer, at EU primært er en reguleringsmekanisme. Og det lyder jo ikke så farligt.
Men rapporten udelader eksplicit en række områder, hvor EU-Kommissionen har enekompetence, f.eks. retten til at pålægge told på varer fra lande uden for EU eller EU-Kommissionens ret til at fastlægge konkurrenceregler. Derved fremstår EU-reguleringen i analysen mindre, end den er.
Der ligger også et tab af politisk indflydelse i EU's krav om dereguleringer, f.eks. af energisektoren.
Selv om dereguleringen ganske rigtigt har medført visse nye regler, så er det vigtigt at forstå, at der i deregulering ligger et demokratiproblem via kravet om, at det politiske niveau skal overlade kompetence til markedet. Konsekvensen er, at borgernes muligheder for at influere på de politiske beslutninger begrænses. For nogle aktører er det selve meningen med dereguleringen.
Dette betyder, siger forfatterne, at Danmark har mulighed for selv at afgøre, hvordan reglerne skal omsættes til dansk ret. Det er dog næppe noget at være taknemmelig for.
For det første skal direktiverne gennemføres, her er ikke noget »spillerum«. For det andet må de naturligvis ikke stride mod EU-beslutningen. For det tredje omsættes direktiver i stigende omfang via bekendtgørelser, som rapporten ganske rigtigt påpeger. Hermed styrkes regeringen og embedsmændene på bekostning af Folketinget.
Når det samtidig meget interessant påvises i rapporten, at der som hovedregel er konsensus mellem partierne i Europaudvalget omkring regeringens forhandlingsoplæg i EU, mens samme sagsområder giver anledning til åben debat og uenighed mellem partierne i folketingssalen, ja, så må konklusionen være, at demokratiet er udhulet.
Magtudredningens seneste bind er en god bog. Men der er ikke dækning for konklusionen om, at EU styrer mindre end hidtil antaget, med mindre man har haft meget sære antagelser.
Bogen viser derimod, at der er en række metodiske problemer, som ikke er løst endnu.
Udvidelseskommissær Verheugen har sagt, at der nu er over 20.000 retsakter. I Folketinget har daværende Europaudvalgsformand Ove Fich oplyst, at der var 26.000 retsakter. Formanden for Kommissionen har oplyst, at den bestående regelmængde i EU-tidende sidste år fyldte 97.000 sider. Hvad den fylder nu, ved vi ikke.
Kommissionen opgav at tælle de projekter, den styrede, da den nåede til nr. 100.000!
Under Ministerrådet og Kommissionen findes i dag omkring 1650 arbejdsgrupper under Rådet og Kommissionen, som forbereder og gennemfører love og regler. Det præcise antal arbejdsgrupper i Kommissionen kender vi ikke, det er en EU-statshemmelighed. Det samme er navnene på gruppernes medlemmer.
Hvad de lovforberedende arbejdsgrupper foretager sig, er lige så hemmeligt. Vi kan ikke få referater og arbejdspapirer fra de mange udvalg, som ikke er en del af den officielle forvaltning.
Hvis Kommissionen for eksempel sender et hemmeligt brev til den danske regering og beder den ændre nogle bestemmelser om efterløn – ja, så tæller den i statistikkerne som en dansk beslutning, selvom den reelt kommer fra EU.
EF-Domstolens domme kan også få betydning for den danske lovgivning, fordi vi ændrer love, der er i modstrid med, hvad Domstolen mener. Det gjaldt for eksempel, da vi sagde ja til at indføre dåseøl.
Det anførte viser, at man er nødt til at gennemgå lovgivningen systematisk for at se, hvad der kommer direkte fra EU, og hvad der indirekte skyldes EU. Først derefter vil man vide, hvad vi selv har bestemt.
Men jeg plejer at sige, at hovedparten af de regler, som vi danskere skal rette os efter, nu kommer fra EU, uden at vi kan ændre dem gennem de demokratiske rettigheder, vi har i vores grundlov.
I virkeligheden siger Magtudredningen det samme, når man går nærmere ind på dens oplysninger. Også efter den er de rent danske love og bekendtgørelser i klart mindretal.
Selv i kommunerne spiller EU en stor rolle. I Kommunernes Landsforening taler man om 40 procent EU-indflydelse i kommunerne.
Det ville være en god ide, om Magtudredningen afsluttede sit arbejde med at finde og beskrive den magt, der udgår fra EU, så vi kan få et bedre grundlag for at kontrollere den demokratisk.
For det sker desværre ikke i dag.