NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Jan Øberg er 52 år og en fremtrædende forfatter og fredsforsker. I 1976 blev han ansat ved universitetet i Lund, hvor han i en årrække arbejdede med freds- og konfliktforskning. I 1997 grundlagde han sammen med sin hustru, Christina Spännar Transnational Foundation for Peace and Future Research, som han er direktør for. Den artikel, der er grundlaget for kronikken, blev skrevet i april 2002.
Hvordan er det muligt at militarisere den Europæiske Union med så ringe opmærksomhed fra og så lille viden om det i medierne, i den offentlige debat og blandt de politiske beslutningstagere?
Hvordan går det til, at ideer som militær, humanitær intervention, bombning, krigsførings-strategier og en uophørlig strøm af nye, mindre våben såvel som masseødelæggelsesvåben bliver »solgt« til offentligheden som fredsinstrumenter?
Modmagt til USA?
Mange europæere er opmærksomme på det europæiske projekts mangler og risici, men de mener, at EU vil være en magt, der skaber balance i forhold til amerikansk »imperialisme« og dominans.
Men ét spørgsmål må stilles: er de kun imod USA som en imperialistisk magt, eller er de imod supermagt-adfærden og imperialismen som sådan?
Tror de, at EU’s imperialisme og militære intervention er foreneligt med det, som de også taler for og opfatter som et fredsprojekt?
Tror de, at EU i løbet af de næste 30-50 år vil blive mere menneskelig og ikke grundlæggende set vise de samme træk som alle de andre imperialistiske aktører i historien.
Tror de, at EU vil blive en ny form for næstekærlig imperialisme? Er der rent faktisk nogen pointe i at være imod amerikansk imperialisme og for EU-imperialisme?
Demokrati og militarisering
EU’s eliter er tilsyneladende ude af stand til at forestille sig en ny supermagt, der retter sig mod værdier som kulturel, økonomisk og politisk ikke-vold, bløde værdier, alternativ sikkerhedspolitik, økologisk balance, retfærdighed og en verdensorden, der tillader en grundlæggende standard for de mange, før de få klatrer højere op ad den materielle, forbrugeristiske stige.
Derfor går EU efter at blive en traditionel form for imperialistisk magt. Det er derfor også usandsynligt, at EU vil udvikle sig uden en stærk militær komponent. Men det er ikke problemfrit.
Rationalisering, samarbejde og militærindustrielle sammensmeltninger kan give nogle resultater. Men højere militærudgifter er uomgængelige. Og spørgsmålet er, om de europæiske skatteydere automatisk vil acceptere det.
EU’s ledere vil blive fanget i dilemmaet mellem på den ene side den politiske argumentation for, at alt dette kun tjener ædle mål som minerydning, fredsbevarelse og humanitær hjælp og på den anden side de økonomiske byrder, der må lægges på borgerne i forbindelse med de højere militærudgifter, der skal virkeliggøre drømmen om en militariseret supermagt.
Ingen trusler
Problemet er, at der ikke er nogen trusler i eller omkring Europa, over for hvilke EU’s militarisering og Hurtige Reaktionsstyrke er det mest passende svar.
For at få alt dette til at se rigtigt ud og få EU til at fremstå som ædel, må man enten opfinde pseudokriser/-trusler og puste proportionerne op eller finde en virkelig krise, der helst skal ligge langt væk fra europæisk grund. At vende opmærksomheden væk fra indre problemer og samle kræfterne mod en ydre udfordring er ikke noget nyt.
Manglen på valgmuligheder
Tre demokrati-relaterede aspekter kan tages op i forbindelse med EU.
For det første har europæerne, så længe EU har eksisteret, fået at vide ved hvert vendepunkt, at der kun var én vej frem, hvis deres land ikke skulle »lukkes ude og miste indflydelse der, hvor beslutningerne bliver taget«. De kunne kort sagt stemme, men ikke vælge mellem flere alternativer for fremtiden.
For det andet har der været en betragtelig systemforøgelse. En valgmulighed forude præsenteres som »naturgiven med de beslutninger, der er truffet, eller den traktat, der er underskrevet ved det ene eller det andet møde engang i fortiden«. En beslutning har med andre ord en række relaterede beslutninger på lager.
For det tredje er en truffet beslutning uigenkaldelig. Prisen for at have afvigende synspunkter kan blive høj i enhver organisation, som kæmper for at tale med én stemme i komplekse sager.
Hvis man kombinerer de tre aspekter, har man en cocktail, der øger det famøse »demokratiske underskud« snarere end mindsker det. Ingen institutionelle reformer kan afhjælpe EU-projektets fundamentalt topstyrede, autoritære karakter. Og hvis aspekterne karakteriserer den generelle udvikling i EU, karakteriserer de sandsynligvis ikke mindre militariseringens specielle proces.
Mulige konflikt-scenarier
Moderne våbens livscyklus er omkring 20 år, og det er derfor den minimums-tidshorisont, som ansvarlige beslutningstagere bør arbejde med. Vi ved ikke, hvad fremtiden vil bringe i EU eller andre steder, men man kan forestille sig forskellige udviklinger og situationer
Hvordan skal EU f.eks. håndtere en voksende konflikt med USA? Vil det ske ved at holde kursen og skærpe modsætningen mere og mere, klare sig igennem på bedste beskub eller generelt føje sig efter diktater fra storebror, hvis tankegang har gennemsyret NATO’s udenrigsministerier i en sådan grad, at det er svært at se, hvordan de fleste af dem ville blive i stand til at skifte om og begynde at tænke og handle uafhængigt.
Og hvad vil EU stille op, hvis der som foreslået af medlem af EU-parlamentet Per Gahrton, opstår et statskup i Saudi-Arabien, og kupmagerne smider de udenlandske kapitalinteresser ud og begynder at hænge regimets folk i lygtepæle? Vil EU ikke have samme interesse som USA i at gribe ind? EU er jo også afhængig af olie og kan bestemt ikke sidde med hænderne i skødet, når menneskerettigheder bliver så groft krænkede.
På 6000 kilometers afstand
Man kan gå endnu videre og tage det lange blik i tid og rum? EU planlægger at blive i stand til at intervenere så langt som 6000 kilometer fra Bruxelles. Det dækker steder som størstedelen af Rusland, Kina, Thailand, Afrikas sydspids samt store dele af Latinamerika.
At holde fred inden for et så vældigt område er ikke nogen ydmyg plan. Hvordan forventer EU’s ledere, at disse områder vil reagere over for en EU-indgriben?
For få tanker om fremtiden
Scenarier bliver ikke nødvendigvis til virkelighed. Men de er nyttige, fordi de kan hjælpe os til at tænke mere dækkende på fremtiden og på, hvordan vi skal håndtere problemerne.
At ingen i EU har overvejet sådanne scenarier er måske til syvende og sidst det mest bekymrende aspekt af militariseringen af EU. Hvad EU’s ledere nu konstruerer, skal vi leve med, betale for og se i funktion de næste fem, 10 eller 25 år.
Det civile bliver det svageste
Ingen af de nuværende EU-aktiviteter sender signaler om en filosofi, en politik eller en organisation, der tager sigte på tidlig varsling, voldsforebyggelse og fred med fredelige midler.
Hvis europæiske ledere sætter al deres prestige og 95 procent af konfliktstyrings-midlerne og de menneskelige ressourcer ind på opbygning af militære interventionsstyrker, så er de civile midler forudbestemt til at blive det svageste element.
Vil lede EU i fordærv
EU må afgjort have en fælles opfattelse af sikkerheds- og udenrigspolitikkens indhold og, ikke mindre vigtigt, en fælles opfattelse af hvorledes og hvornår den skal omsættes i praksis.
Under konflikten med såvel Jugoslavien, Afghanistan og senest Irak turde det være klart for enhver, at der ikke findes en fælles politik hverken hvad angår indhold eller form.
Så længe dét ikke findes, vil enhver form for fælles militær styrke være et onde – for uden et fælles grundlag for dens mål, midler og indsatskriterier vil en sådan styrke før eller senere lede EU ud i fordærv – som den amerikanske militære, men politik-løse indsats i Irak har vist. På det punkt har EU meget at lære – nemlig om hvad vi ikke skal gøre i Europa.«
Artiklen er bearbejdet og forkortet af Sven Skovmand