NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Som frygtet og tildels ventet lykkedes det ikke for Verdenshandelsorganisationen WTO at få indgået et forlig om nedsættelse af de rige landes landbrugsstøtte inden den 1. april. Hovedansvaret ligger hos EU, hvis støtte til eksport af landbrugsvarer er en international katastrofe.
EU er ikke ene om at give støtte til sine bønder. Det samme gør f.eks. USA og Japan. Men det særlige ved EU’s støtte er, at den har dybt uheldige virkninger for u-landene.
På grund af de høje priser for en række landbrugsvarer bliver overskudslagrene med mellemrum så store, at man vælger at sælge ud af dem på verdensmarkedet. Det får prisen til at falde og giver dermed et fald i indtægterne for en lang række u-lande. Samtidig må ellers dygtige bønder forlade deres erhverv, fordi EU’s politik betyder, at deres indtægter bliver lavere end deres udgifter.
Ifølge Jyllands-Posten den 12. marts var EU’s eksportstøtte i 1999 tre gange så skadelig for u-landene som USA’s. Alligevel nægtede EU’s repræsentanter at gå med til WTO’s bestræbelser på at få landbrugsstøtten omlagt, så den blev mindre skadelig.
Sammenbruddet af landbrugsforhandlingerne viser endnu en gang, hvor uheldigt det er, at EU i internationale forhandlinger repræsenterer så mange lande, som det gør.
Hvis man forestiller sig den tanke, at EU ikke eksisterede, ville enkelte lande som f.eks. Frankrig nok modsætte sig, at man førte en mere hensigtsmæssig landbrugspolitik. Men hovedparten af de europæiske lande ville indtage en langt mere venlig holdning over for u-landene.
EU er beklageligvis her som på andre områder den største hindring for, at folk i u-landene kan få en menneskeværdig tilværelse.