NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Som en moderne europæer – tysk af fødsel og nu britisk efter eget valg – er jeg en af dem, der personligt nyder stor fordel af Europas friheder.
En hel generation tager det i dag for givet, at man kan rejse og arbejde over hele Europa. Disse muligheder ændrede mit eget liv, da jeg kom til Storbritannien i 1974. Jeg kunne tage et job uden arbejdstilladelse, fik opholdstilladelse og jeg kunne frit studere på et britisk universitet.
Efter 30 år har jeg ikke blot lært engelsk, hvilket var det oprindelige sigte med mit besøg, jeg er også blevet parlamentsmedlem for Labour i en kreds i Birmingham, som i 1939 var repræsenteret af den konservative regeringschef Neville Chamberlain. Nu er den repræsenteret af en kvinde, der har boet nær ved München (hvor Chamberlain i 1938 indgik en katastrofal aftale med Hitler og Mussolini, red.)
For mine børn er tanken om en krig mellem Storbritannien og Tyskland ren fantasi.
Ingen behøver derfor overbevise mig om, at EU har haft en god indflydelse på udviklingen. Det er derfor, jeg vil være sikker på, at EU er effektivt og demokratisk.
Jeg må indrømme, at efter 16 måneders arbejde i Konventet – hvor jeg sad som et af præsidiets 13 medlemmer – er min begejstring blevet til bekymring.
Jeg er ikke overbevist om, at den foreslåede forfatning vil imødekomme de behov, som 25 lande har. Den britiske regering behøver ikke sige ja til den. Jeg tror, at udvidelsen vil fortsætte uden en forfatning, og det vil EU også gøre.
En forfatning for EU har i reglen været begrundet med, at den skal gøre traktaterne lettere at forstå for de europæiske vælgere og gøre beslutningsprocessen efter udvidelsen mere strømlinjet. Men udkastets 335 sider er ikke egnet til at blive lagt ned i folks frakkelomme – sådan som et af de oprindelige mål var.
Sådan som jeg oplevede arbejdet i Konventet, var den virkelige begrundelse for arbejdet, at man vil styrke unionen.
Tusinder af ændringsforslag strømmede ind, og kommentatorer uden for Konventet bemærkede ofte, at det var svært at få et overblik over, hvad der blev besluttet – hvad der blev godkendt, og hvad der blev forkastet. Jeg kan kun tilføje, at det var lige så svært at følge med set indefra ..
Men vi fik ikke lov til at tage dokumenterne ud derfra, og det er stadig uklart for mig, hvem der havde skitseret det skelet til forfatningen og hvornår det skete. Men jeg går ud fra, at det var Giscard og hans sekretær Kerr, der havde skrevet det i løbet af sommeren 2002.
Der var ikke ret megen tid til diskussion og endnu mindre mulighed for ændringer. Store dele af teksten gik igennem uden nogen form for diskussion af detaljerne.
Giscard viste sig at være en mester i at få sin vilje trumfet igennem, men det lykkedes dog ikke altid for ham. På et kritisk tidspunkt, hvor spanierne forsøgte at blokere diskussionen og ikke ville give sig, blev situationen kun løst ved, at den franske udenrigsminister de Villepin inviterede Giscard ud på middag i byen. Det gjorde det muligt for resten af os at bryde den fastlåste forhandling og nå frem til en løsning.
Når jeg talte engelsk, var formand Giscard synlig irriteret over, at jeg ikke kunne føre disse ofte komplicerede forhandlinger på fransk, så jeg tilbød, at vi kunne slå over i tysk. Han tog mig dog aldrig på ordet.
Flere i Konventets sekretariat var også irriterede over, at jeg blev ved med at holde fast på, at dokumenterne i det mindste skulle oversættes til engelsk.
Det ændrede udkast blev forkastet, da nogen af os opdagede, at henvisningen til NATO på mystisk vis var forsvundet! Nogle gange blev præsidiet enige om formuleringer, uden at de var blevet oversat, hvorpå de blev fordelt til de i alt godt 200 Konventsmedlemmer.
Enigheden var opnået blandt de lande, der betød noget, og de gjorde det klart for alle andre, at de ikke ville få lov til at ændre noget, der nu var besluttet.
Men næppe var blækket tørt på udkastet, før det blev vedtaget af alle de tilstedeværende med den advarsel til parlamenterne om, at de ikke skulle pille udkastet fra hinanden, da alt var opnået gennem svære kompromiser.
Der var et forståeligt ønske blandt dem, der var med i Konventet om at kunne fremvise et resultat af deres arbejde. Ikke alle gik dog så langt som Giscard, der en gang sagde til os:
»Dette er, hvad I skal gøre, hvis I vil have nogen til at rejse en statue af jer til hest i den landsby, som I kommer fra!«
Indtil videre har den britiske regering afvist en opfordring til en folkeafstemning, men Tony Blair vil helt sikkert komme under yderligere pres...
Hvis den britiske regering – eller andre – ikke tillader en folkeafstemning om EU-forfatningen, så må regeringen forudse at komme ud for et stort pres, for de enkelte parlamentsmedlemmer bør stemme efter deres personlige overbevisning.
Ellers vil kritikken af EU i Europa vokse yderligere, ikke kun i Storbritannien, men også i andre lande.
Selvom forfatningen ikke bliver ratificeret i et eller flere lande, så bryder EU ikke sammen.
De eksisterende traktater vil bestå, og optagelsen af de nye lande vil køre som planlagt.
Jeg gentager:Regeringen behøver ikke sige ja til den forfatning.
Oversat af Jens-Arne Sørensen
Ovenstående er et uddrag af bogen »The Making of Europe's Constitution« af Gisela Stuart. Uddraget blev bragt i The Sunday Times den 7. december 2003 – altså før forhandlingernes sammenbrud.
Pris:6 pund, Fabian Society på 00 44 20 7227 4900, www.fabian-society.org.uk