Fire år mere med Bush – Euronationalismen er ikke svaret

Det er sørgeligt og farligt at George W. Bush blev genvalgt. Men det er ikke nogen gods grund til at kaste sig i armene på euronationalismen.
Af Thomas Wallgren
28. december 2004

Den 3. november, hvor George W. Bush blev genvalgt, var en sorgens dag for de mennesker over hele verden, som kæmper for solidaritet, retfærdighed og demokrati. Det var en ny understregning af at det er påtrængende nødvendigt at vi alle bidrager til dels at modarbejde USA’s dominans i verden, dels at gøre en indsats for at forbedre kvaliteten af den magt, der udgår fra USA. De to opgaver en lige nødvendige, og ingen af dem kan bare helt overlades til engagerede USA-borgere.

Vi behøver håb. Det er forståeligt, hvis mange udmærkede mennesker nu har svært ved at se meget håb i USA’s politik. Nogle vender så blikket mod deres hjemlande, som engang også var imperier.

Det er godt nok, til en vis grad. For eksempel er det nødvendigt at styrke de politiske kræfter, der kæmper mod det nyliberalistiske stormløb. Disse kræfter fandt udtryk i erklæringen fra Verdens Sociale Forum i London i oktober, og de har behov for styrke deres indsats og samarbejde overalt. Her har Vesteuropa meget at bidrage med.

Sentimentalt sludder

Men vi må ikke glemme at det ikke er vor opgave at omfordele magten omkring øst-vest-aksen. Den væsentlige opgave er at skaffe magt til klodens syd.

Derfor må vi gøre det helt klart at vi afviser den "post-nationale" euro-nationalisme, som føres frem af EU-fanatikere. De fleste af disse fanatikere kommer fra det nyliberale centrum-højre, men undertiden også fra venstrefløjen og de grønne partier.

Idéen om at det eneste eller vigtigste håb nu er "Europa", er i bedste fald noget sentimentalt sludder. I værste fald kan den enorme krise i USA begrunde en ny nationalisme for et helt subkontinent, en ukritisk, uoplyst og farlig euro-chauvinisme, som vil gøre os alle magtesløse over for den stadigt tiltagende afpolitisering og over for den teknokratiske centralisering i vor verdensdel.

Den supermagt, der er ved at vokse frem i EU har på nogle væsentlige områder en bedre forhistorie end sin slægtning på den anden side af Atlanten. Det gælder blandt andet krigsførelse efter Anden Verdenskrig og på visse miljøområder (især Kyoto-protokollen og GMO-politikken) samt med hensyn til international ret.

Bedrøvelige præstationer

Intet af dette må dog blive en grund til ladhed eller ligegyldighed, når det gælder EU’s bedrøvelige præstationer på visse andre områder, hvor det allerede fremstår som en global supermagt, herunder især WTO. Forslaget til en ny forfatning for Den Europæiske Union er den bedste målestok for den eksisterende magtbalance i EU.

Det er ofte blevet sagt at den nye forfatning i sidste ende sætter EU i stand til at optræde på den globale scene som modvægt til USA’s ensidige eneherredømme. Men de problemer, som denne vurdering fører til, vil være tydelige for enhver, som har nærlæst forfatningen.

Magtens tredeling skrottes

Forslaget til forfatning er ikke bare et resumé af bestemmelserne i de eksisterende EU-traktater. Det er i sig selv noget nyt at det er en forfatning, og det medfører enorme forandringer for identitetspolitikken og for retstraditionerne. Der er mange umiddelbart nationalistiske elementer, bl.a. en nationalhymne, et flag, en EU-nationaldag og den selvglade præambel.

I det væsentlige er forfatningsforslaget radikalt. Det skrotter adskillige historiske demokratiske landvindinger, herunder magtens tredeling og den grundlæggende bestemmelse om at magten tilhører folket; den giver unionen ret til at gribe militært ind overalt på Jorden uden FN-mandat; den grundlovsfæstet en militær opbygning, den styrker i enorm grad Kommissionens magt til at gå uden om og se bort fra menneskerettigheder, social retfærdighed og miljø i internationale handelsorganisationer; den styrker og omstrukturerer EU’s uretfærdige asyl- og indvandringspolitik; den truer med at svække væsentlige økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder i mange medlemslande; den cementerer den udemokratiske monetarisme fra Maastricht-Traktaten - og den gør EU-støtte til en Tobinskat på pengeoverførsler til en meget fjern drøm, for blot at nævne nogle få af problemerne.

Nyliberalt enevælde

Men naturligvis er ikke alt i EU-forfatningen lige så skuffende. Ikke desto mindre må vi være fuldstændig klar over at det foreliggende forslag til en forfatning er en plan til styrkelse af den teknologiske kontrol og den fordybede nyliberale enevælde i Vest- og Centraleuropa. Og det er hverken det, som vi ønsker, eller det, som verden har brug for. Vor skuffelse over EU må ikke få os til ukritisk at acceptere et "stærkere Europa". Den slags euro-nationalisme fører os lige ind i mørket.

I den proces, der er nødvendig, hvis man skal sikre en europæisk politik, der kan tilvejebringe håb og få Europa til at gå i spidsen fro retfærdighed, spiller folkeafstemningerne om forslaget til EU-forfatning en central rolle. Vi bør arbejde for at få fair folkeafstemninger i så mange medlemslande som muligt. Og vi bør arbejde for at vinde folkeafstemningerne. men i tilfælde som dette er det ikke antallet af ja- eller nej-stemmer, der er afgørende. Det afgørende er kvaliteten af stemmerne. Det er kun, hvis forslaget til forfatning bliver afvist af de rigtige grunde at de efterfølgende forslag til skabelse af et nyt EU vil indebære mere håb for Europa og verden end det nuværende EU.

Thomas Wallgren er docent og universitetslektor i filosofi ved Helsingfors Universitet. Han står uden for partierne og har arbejdet i miljø-, demokrati- og solidaritetsbevægelsen siden slutningen af 1970’erne og i den EU-kritiske bevægelse siden begyndelsen af halvfemserne. I de senere år har han koncentreret sig om Bevægelsen for Verdensomspændende Demokrati, som han er formand for.

Oversat af Luise Hemmer Pihl