ARTIKLER


Halv million underskrifter mod dyretransporter

Vil forbyde, at dyr transporteres i mere end otte timer. 475.718 underskrifter vækker opsigt i Bruxelles
Af Brigitte Alfter
30. maj 2004

Den danske fødevareminister, Mariann Fischer Boel, græd for åbent tv-kamera, da hun blev bedt om en kommentar til en reportage om dyretransporter gennem Europa.

Reportagen viste dyr, der i bedste fald blev stressede af de lange ture og mangelen på plads. Mange dyr døde under kummerlige forhold eller blev simpelthen trampet ihjel af de andre, viste udsendelsen.

På trods af ministerens tårer og løfter om at gøre noget var der ikke noget at gøre – beslutningen bliver nemlig truffet på EU-niveau, og ministeren formåede ikke at overbevise så mange af sine kolleger, at de lange transporter kunne forbydes.

Dyrene må ikke komme ud

Mens Danmark ønsker et loft på højst otte timers transport, har EU foreslået, at der skal kunne være ni timers transport ubegrænset mange gange – blot der er 12 timers hvile indimellem.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra den danske repræsentation i Bruxelles.

Begrundelsen for, at dyrene skal holdes inde i bilerne, er, at man vil undgå, at de får smitsomme sygdomme.

Anerkendelse af underskrifterne

Direktøren i Dyrenes Beskyttelse, Arne Stevns, er dog ved godt mod. Foreningen har samlet næsten en halv million underskrifter mod dyretransporterne, og på mobiltelefonen fra Bruxelles oplyste han over for det ny Notat, at repræsentanten for den ansvarlige kommissær, David Byrne, havde udtalt sin anerkendelse af de mange underskrifter og den folkelige opbakning, de gav den danske minister.

Også Mariann Fischer Boel var glad for opbakningen.

Dyretransporterne skulle egentlig have været på dagsordenen i Rådet af landbrugsministre i mandags, men blev taget af igen. Ifølge Arne Stevns kommer spørgsmålet muligvis op igen til december.

»Det er godt at have debatten på nuværende tidspunkt,« siger han og fremhæver, at også EU-Parlamentet går ind for, at transporterne højst må vare otte timer i alt.

De italienske interesser

At det italienske formandskab har taget punktet af dagsordenen for mødet i denne uge, bliver tolket som et muligt tegn på, at Italien vil fremme sine egne interesser. Slagterier i det sydlige Italien tjener nemlig godt på at slagte de mange dyr, der bliver transporteret hertil over lange afstande.

»Vi kan håbe på, at det går i den rigtige retning. Hvis vi får en dårlig løsning nu, vil vi komme til at leve med den i mange år,« siger Arne Stevns.

Men han ser fortrøstningsfuldt på sagen. Det er første gang, Dyrenes Beskyttelse har samlet underskrifter og er gået direkte til EU-systemet med dem.

»Jeg har ikke fundet nogen, der har samlet flere underskrifter,« siger Arne Stevns.