Håb og frygt i Polen

Polske arbejdsgivere og fagforbund er på samme tid præget af håb og bekymring i forbindelse med medlemskabet af EU. Artiklen bringer også faktiske oplysninger om Polen.
Af Staffan Dahllöf
18. juni 2004

De private arbejdsgivere i Polen ser på EU-medlemskabet som en selvfølge, men også som et problematisk projekt.

»I nogle henseender er vi foruroligede. Polen er en svag nation og et fattigt land. Vi bliver stillet overfor krav, som vi skal leve op til, men som vi ikke har råd til. Niveauet for de ansattes privilegier er for højt, set med vore øjne. Det gælder både eksisterende direktiver og det, vi kan udlæse om fremtiden fra diskussionerne i Konventet,« siger Andrzej Rudka, chef for udenrigs- og EU-kontoret i de private arbejdsgiveres organisation, PKPP.

»Som borger ville jeg ønske, at vi kunne leve op til EU-niveauet. Men det kan vi ikke, hvis vi skal nå det at komme på højde. Man vil kunne kalde os for nærige arbejdsgivere eller blodsugere, men vi er mindst 20-30 år bag de fattigste af medlemslandene i EU. Derfor kunne vi ønske os en større fleksibilitet, at kravene til arbejdsmarkedet også tager hensyn til konjunkturerne,« siger Andrzej Rudka.

Tilpasses alligevel

Men nu er der ikke mere tid til ønsker. Betingelserne for et EU-medlemskab er ikke til forhandling. Spørgsmålet, den polske befolkning skal tage stilling til den 8. juni er ja eller nej, ikke »ja men«, eller »nej hvis ikke«.

Det er Andrzej Rudka godt klar over:

»Hvis vi virkelig troede, at vi kunne udvikles hurtigere udenfor EU, hvorfor skulle vi så vælge at gå med? Dette er vores historiske mulighed. Vi trænger til økonomisk udvikling, og det får vi hurtigere som medlem i EU. Det er der ingen tvivl om.«

Selv når det indebærer krav, som Polen ikke har råd til?

»Hør nu her, de krav er ikke kun omkostninger. Det drejer sig også om investeringer i tiltag, som vi vil blive nødt til at gennemføre før eller siden. Vi skal have en produktion, som lever op til moderne miljøkrav. Så er det nemmere at tilpasse os EU’s krav som medlemmer, hvor vi kan få hjælp med at gennemføre den tilpasning. Det får vi ikke, hvis vi skal tilpasse os på egen hånd.«

Løftestang

Arbejdsgiveranalysen er i nogen grad den samme i OPZZ (Den Polske Alliance af Fagforeninger), den i dag største af tre konkurrerende faglige centralorganisationer.

OPZZ har sine rødder i den tidligere partikontrollerede fagbevægelse.

Næstformanden, Ryszard Lepik, siger, at han har hørt, at skandinaviske fagforeninger kan finde på at betragte EU som et politisk højreprojekt.

»Men vi kigger på EU fra et anden udgangspunkt. Polen er fattigt. Vi mangler kapital. Hvis vi går med i EU, øges mulighederne for at tiltrække investeringer. Vi er ikke noget Schweiz. Vi har ikke noget andet valg,« siger han.

Ryszard Lepik strækker sig efter en notesblok, og begynder på at skitsere nogle kurver.

Det gennemsnitlige lønniveau i Polen er ifølge Lepik 21 procent af niveauet i EU, men den polske produktivitet er 60 procent af produktiviteten i EU. De to tal kan og skal øges – under forudsætning af, at inflationen ikke stiger.

På den måde, mener Ryszard Lepik, at EU-medlemskab ikke kun er uundgåeligt, det er også en mulig løftestang for medlemmernes interesser.

Men det ræsonnement er der langt fra enighed om i den polske fagbevægelse.

Angst for arbejdsløshed

Konkurrenten NSZZ Solidarnosc (Den Uafhængige og Selvstyrende Fagforening Solidaritet), som havde sin storhedstid i 80’erne, har valgt ikke at tage stilling til EU. Krzysztof Stasinowski, næstformand i Mazowseregionen, som omfatter Warszawa, siger: »Jeg kan kun tale for mig selv. Vi har ikke en samlet holdning. Specielt blandt vore ældre medlemmer er der en angst for, at tilværelsen vil blive dårligere. De sidste ti år har været en hård periode. På skibsværfterne, i minerne og i stålværkerne er 70-80 af alle stillinger gået tabt. Folk er bange for arbejdsløsheden.«

»Men det er ikke kun et spørgsmål om arbejdsløshed. Det er også et spørgsmål om vores suverænitet. Og det er ikke kun de ældre arbejdere i Polen, som ser på EU på den måde,« siger Krzysztof Stasinowski, som lader skinne igennem, at han nok ikke selv er aktiv på nej-siden:

»Jeg spørger en gang imellem dem, som er imod medlemskab, hvad de ser som et alternativ. Specielt dem, som står til højre, svarer at de håber på et samarbejde med Hviderusland og Ukraine – de historiske polske områder. Men de markeder har vi jo haft adgang til.«

Ikke udadtil

Også arbejdsgiverdirektøren Andrzej Rudka er en anelse forsigtig med at tage stilling til EU, men det er af rent taktiske grunde.

Han fortæller, at PKPP bakker op om kampagneorganisationen »Ja“.

»Det er ikke nogen hemmelighed. Hvis man spørger os, hvad vi mener så siger vi det. Men det er ikke os, som skal optræde udadtil i kampagnearbejdet. Hvis vi gør det, så vil mennesker bare sige »se, det private erhvervsliv står bag, de folk er bare ude på at få fyldt deres egne lommer«. Sådan ville det blive opfattet i befolkningen. Det vil vi ikke være med til,« siger Andrzej Rudka.

Artiklen er en forkortet version af en længere reportage om det polske arbejdsmarked i det svenske fagblad Lag & Avtal

Kort om Polen:

Befolkning: 38,5 millioner.

Officiel arbejdsløshed første kvartal 2003: 18,5 procent.

Lovsikret mindsteløn: 800 zloty (cirka 1400 danske kroner) pr. måned.

Gennemsnitsløn for en arbejder hhv. for en læge i offentlig tjeneste: 1500-2000 zloty (cirka 2500-3500 danske kroner).

Faglig organisering blandt ansatte: 15-18 procent.

Faglige organisationer: OPZZ 1,2-1,6 millioner medlemmer, støtter regeringspartiet SLD (Unionen af det Demokratiske Venstre – udviklet fra det tidligere kommunistparti).

NSZZ Solidarnosc cirka 900.000 medlemmer, samarbejder med den katolske kirke, støtter liberale partier og højrepartier.

FZZ (Fagligt forum) ny organisation, cirka 300.000 medlemmer.