Hvor går grænsen?

Anmeldelse af bogen »Der må være grænser for EU's statsdannelse.«
Af Erling Böttcher
20. maj 2004

I dag udkommer en ny lille bog fra foreningen »Nationernes Europa«, som blev stiftet af en gruppe økonomer forud for ØMU-afstemningen for tre år siden.

Bogen hedder »Der må være grænser for EU's statsdannelse« og er redigeret af Jesper Jespersen og Mette Koefoed Bjørnsen. I alt otte vægtige indlæg sætter debatten om Unionens udvikling i fokus, her en uge før EU's forfatningstopmøde i Rom.

Læs dem, og du er godt klædt på til at filtrere i den døgnaktuelle nyhedsstrøm af stort og småt i forbindelse med debatten om EU-forfatningen.

Vælgerne må sætte grænsen

Statens tidligere forligskvinde efterspørger i sit indlæg en grænse for, hvad EU skal bestemme. Hendes egen konklusion er, at den er svær at finde hos flertallet i Folketinget, og derfor er det overladt til vælgerne selv at sætte grænsen. Advokat Christian Harlang gennemgår EU-forfatningens forhold til Grundloven.

Ønsker »udvandet« EU

Tre dygtige økonomer er værd at få forstand af. Økonomiprofessor Gunnar Thorlund Jepsen argumenterer for, at blandt andet fælles skattepolitik og fælles socialpolitik er en logisk følge af den måde, hvorpå man har arrangeret Unionsudviklingen.

Han spørger, om ikke alle vil være bedre tjent med et »udvandet« EU, hvor der igen er grænser mellem landene, og hvor det væsentlige i samarbejdet er fri vareudveksling m.v. En sådan løsning vil økonomisk set være mere optimal end den igangværende statsdannelse, mener Thorlund Jepsen.

De små landes svækkelse

Lektor cand.polit. Henrik Kureer gennemgår grundigt den stadige svækkelse af de små landes indflydelse, som begyndte allerede med EF-pakken i 1986, og fortsættes i højeste grad med EU-forfatningen. Endvidere gennemgår Henrik Kureer de ændrede stemmeregler i EU's centralbank, der betyder at den plads ved bordet, Marianne Jelved så gerne ville sidde ved, nu er forsvundet.

Når den planlagte udvidelse er færdig, vil Danmark sidde uden for døren i 43 procent af tiden, selv om vi skulle vælge at være med!

De nye rotationsprincipper i centralbanken er ekstremt indviklede, men forfatteren kaster lys over mørket.

Hudfletter ØMU'en

Økonomiprofessor Jesper Jespersen hudfletter ØMU'en og Euroens idégrundlag. Især »ustabilitets- og stagnationspagten« står for skud – altså den vækst- og stabilitetspagt, som det i sidste uge viste sig, at Tyskland og Frankrig ikke vil holde.

Jesper Jespersen er samtidig den af forfatterne, som går mest ind i diskussionen om udkastet til EU-forfatning. ØMU'en er blevet lusket over i EU-forfatningen, »som om den slet ikke var til diskussion. Der er ellers nok at diskutere, for eksempel dens negative betydning for den offentlige sektor og for arbejdsløsheden, skriver Jespersen, der også kommer med en velunderbygget kritik af demokratiets ringe vilkår i EU-forfatningen:

At noget politikområde eventuelt kan løses bedre på nationalt plan »ligger helt uden for EU-konventets forestillingsverden. Tværtimod, jo mere beslutningskompetence, der kan skrabes sammen i Bruxelles, desto stærkere står EU som global aktør.

Dette er den fundamentale EU-politiske tænkning, der lukker af for enhver kritik af den hidtidige EU-politik«.

»Der ville ikke lyde én folkelig protest, hvis EU's stats- og regeringschefer i Rom besluttede, at EU i fremtiden skulle være et stort frihandelsområde. Tværtimod ville der snarere lyde et lettelsens suk«.

»Der må være grænser for EU's statsdannelse«. Forlaget Vindrose. 104 sider, kr. 100