Hvorfor spekulerer Europa så meget over fælles forsvar?

USA's overlegenhed på det militære område gør det tåbeligt, at de europæiske lande søger at konkurrere med USA på dette punkt, siger kronikøren
Af Paul Robinson
18. juni 2004

Hvorfor spekulerer Europa så meget over fælles forsvar?

Amerikas overlegenhed på det militære område gør en ting klart: Europa bruger for mange penge på forsvaret. I stedet for at forsøge at konkurrere med USA på det militære felt, burde de europæiske lande se kendsgerningerne i øjnene og indse, at de hverken har evnen eller viljen til dette kapløb.

Hvis amerikanerne ønsker at opbygge endnu større gæld for at vedligeholde en enorm militær magt, så har de lov til det. Vi skulle ikke være så dumme at følge dem. I stedet burde vi høste besparelserne ved at undgå unødvendige udgifter og nytteløse militære eventyr.

For megen fred i 90’erne

Det er noget af et dogma blandt dem, der beskæftiger sig med det sikkerhedspolitiske område, at Europa har udnyttet freden i 90’erne for meget.

Resultatet er angiveligt, at Amerika ikke længere tager Europa alvorligt som partner, og at vore muligheder er blevet svækket, når vi vil gøre vor indflydelse gældende overfor USA for at gavne vore interesser. Så sent som denne måned gentog Javier Solana, EU’s udenrigspolitiske talsmand, det samme mantra: »Europa skal investere mere og bedre.«

Intet kunne være længere fra sandheden. Under den kolde krig var et angreb på Vesteuropa fra Warszawa Pagt-landene en reel mulighed. Med kommunismens sammenbrud i 0steuropa er denne retfærdiggørelse for militære udgifter forsvundet. I Vesteuropa har der ikke i de forgangne tolv år været en trussel mod sikkerheden, som krævede store mængder af konventionelle militære styrker. Der er heller ikke udsigt til en sådan trussel indenfor en overskuelig fremtid. Der er trusler mod sikkerheden, men de er af en slags, som det ikke er bedst at modarbejde ved enorme militære styrker. Misforstået amerikansk militærstrategi til trods er panserenheder og kampfly ikke særlig nyttige mod terrorister.

En anden slags trussel

Uvant med denne relativt fredelige situation sprang vi i begyndelsen ud i den bosniske sump for at undgå, at ustabiliteten bredte sig til vore grænser.

Da denne frygt viste sig at være ubegrundet, gav det plads til en ny ideologi, som fastholder, at når der ikke er direkte fare, så har vi en ret eller endda en pligt, til at sprede og beskytte menneskerettigheder over hele kloden. Denne mission kræver øgede militære muligheder. Kosovo-konflikten viste angiveligt, at de europæiske lande mangler styrken til at gennemføre et sådant indgreb på egen hånd.

Kun øgede udgifter og en øget integration af de europæiske militære styrker kunne give os muligheden til at overvinde denne mangel. Sådan var logikken, der førte til St. Malo-aftalen om europæisk forsvar mellem den franske præsident, Jacques Chirac, og den britiske premierminister, Tony Blair.

Uudtalt ønske om

at lægge bånd på USA Det endelige, uudtalte argument for øgede europæiske forsvarsudgifter er ønsket om at lægge bånd på USA’s magt. Mens det tidligere var NATO’s formål at holde »amerikanerne inde, russerne ude og tyskerne nede,« er det nu amerikanerne, vi søger at holde nede.

Der er en stor usikkerhed i Europa over amerikansk magt og udenrigspolitik, samt et stærkt ønske om, at europæiske stater opnår midlerne for at styre USA i en retning, der mere åbenlyst passer til europæiske interesser. Kun hvis Europa er militærisk stærk, lyder argumentet, vil amerikanerne tage os alvorligt. Som

Solana sagde: »Bidrag som en allieret og bliv behandlet som en allieret.«

Hvad ville Europa

gøre med al denne magt? I praksis er disse argumenter skæbnesvangert mangelfulde. Hvad nøjagtigt ville Europa gøre med sine øgede muligheder, hvis det fik dem? Mod hvem nøjagtigt skulle de bruges? De fleste europæere (undtagen de herrer Blair og Aznar) har lært lektien, at militær magt ikke er et passende redskab for andet end de mest ekstreme situationer. Det er meget usandsynligt, at vi nogensinde vil bruge den øgede militære magt, som hr. Solana ønsker, at vi skaber.

Er der andre grunde at til skabe magt end det psykologiske kick, det giver? Det er desuden en fejl at tro, at øget militær magt vil give Europa mere kontrol over USA’s politik. Andre stater har lært, at amerikanerne ikke laver nogen forbindelser mellem militære alliancer og andre aktiviteter. Canadierne sendte en hel bataljon soldater samt specialstyrker for at hjælpe amerikanerne i Afghanistan. Det amerikanske svar? En told smækket på importen af canadisk tømmer i USA. Der bliver også rapporteret, at briterne allerede bliver frosset ud af amerikanerne, når det gælder kontrakterne om Iraks genopbygning.

Det ville være ekstremt naivt at tro, at øgede forsvarsudgifter af Europa ville give os mere indflydelse på USA. I sidste ende bliver militærstyrker brugt til enten at afskrække mod angreb eller at blive brugt i en konflikt. Europa har ingen at afskrække og intet ønske om at angribe.

I manglen på alvorlig vilje til at bruge magt, burde forsvarsudgifter skæres ned til et minimum, der er nødvendigt for at opretholde grundlæggende sikkerhedskrav. Hvis europæiske stater ønsker at øge deres magt, skulle de allerførst se at reformere deres økonomiske strukturer for at styrke roden til al magt – økonomisk formåen. I dette henseende kan nedskæringer i al overflødig forbrug kun være en god ide.

Dr. Paul Robinson er vicedirektør i Centret for Sikkerhedsstudier ved universitetet i den engelske by Hull. Han har udgivet en række bøger om international sikkerhed. Kronikken har tidligere været offentliggjort på www.euobserver.com. Oversættelse: Brigitte Alfter