ARTIKLER


Økomærkning – nu med og uden EU

En 10 millioners reklamekampagne for økologi og EU's økomærke er ikke helt hvad den giver sig ud for at være.
Af Staffan Dahllöf
21. september 2004

»Et fælles europæisk økomærke – fordi de andre ikke kan sige ø«. Det er det officielle tema for en ny reklamekampagne til 10,4 millioner kroner, som i disse uger er at se i bybilledet.

Kampagnen er dog ikke helt overens med realiteternes verden. De andre i EU kan ganske udmærket sige »ø«. De staver det bare på en anden måde: ö, a, eu, for eksempel.

Det er heller ikke sådan at det danske Ø-mærke skal erstattes af et nyt EU-symbol, som kampagnen kan give indtryk af.

»Det kan selvfølgelig blive konsekvensen på lang sigt, men formålet med kampagnen er at man helst skal bruge EU-mærket samtidig med det danske ø-mærke. Men der ligger ikke noget krav til at det danske mærke skal udfases,« siger Amanda Justesen, kampagneansvarlig på Direktoratet for Fødevareerhverv.

Køb mere økologi

Kampagnen, som altså egentlig ikke handler om udtalelsen af et dansk bogstav, eller går ud på at erstatte et mærke med et andet, er budgetteret til 10,4 millioner kroner. Heraf skal 6,9 millioner kroner bruges til »medieindrykning«, det vil sige reklamer.

Kommissionen betaler halvdelen af udgifterne.

Kampagnen er et led i at få forbrugerne i EU til at købe flere økologiske varer, og samtidig få forbrugerne til at fæste lid til EU's øko-mærke.

Det er dog ikke sådan at en vare med det blå-gule EU-mærke svarer 10Ø procent til det rød-hvide danske Ø-mærke.

Danske kontrol med Ø

Det danske Ø-mærke er ensbetydende med at et produkts forarbejdning, emballering eller mærkning er kontrolleret af de danske myndigheder.

Sådan definerer Fødevareministeriet det kendte Ø-mærke.

Kontrol fra danske myndigheders side vil i sagens natur ikke være tilfældet med økologiske varer fra for eksempel Frankrig, eller Polen.

I mange andre EU-lande er det ikke myndighederne, men private organer af forskellige slags, som står for kontrollen.

Derimod er det de samme krav som skal respekteres uanset hvor den økologiske vare kommer fra, og uanset hvordan økomærket ser ud.

Kravene, som skal opfyldes, blev første gang EU-lov i en forordning 1991. Den er siden hen blevet opdateret 29 gange og fylder i dag godt 90 sider.

Økologer er glade

»Produkter med EU-mærket skal leve op til de samme krav som produkter med det danske Ø-mærke,« siger kampagneansvarlig Amanda Justesen og bliver ikke modsagt af de danske økologer.

»Der er ingen forskel, det er de samme krav. Vi er kun glade, hvis kampagnen kan udbrede kendskabet til økologi og økologiske varer,« siger Birgitte Wulff fra Økologisk Landsforening, som indgår i en referencegruppe bag kampagnen