NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Det fik folketingsgruppen mandat til på partiets landsmøde i sidste weekend i Middelfart, hvor 66 procent af de over 300 delegerede stemte for og 31 procent imod en ophævelse af forsvarsforbeholdet:
Gruppeformand Jann Sjursen stemte ellers nej til både Maastricht-traktaten i 1992 og euroen i 2000.
»Det gik ikke så galt med forsvarssamarbejdet, som vi var nogle, der frygtede, da vi stemte nej til Maastricht-traktaten. Det indrømmer jeg gerne. Tværtimod blev det europæiske forsvarssamarbejde en integreret del af NATO,« sagde han på landsmødet.
Han tror, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) pønser på en alt-eller-intet-afstemning om den næste EU-traktat plus de fire danske forbehold ved en folkeafstemning i 2004. Det ville ifølge hans opfattelse være udemokratisk.
»Flere partier taler for, at alle forbeholdene skal ophæves og fjernes på én gang. Ja, det har de nærmest gjort siden 1993. Kristeligt Folkeparti afviser et sådant bunkebryllup, fordi befolkningen skal have lejlighed til at tage stilling til forbeholdene hver for sig,« siger Jann Sjursen, der specielt påpeger, at det vil være en hån imod befolkningens beslutning i 2000, hvis euroforbeholdet indgår i et såkaldt bunkebryllup.
Hidtil har Kristeligt Folkepartis stillingtagen til hver enkelt EU-traktat i årenes løb været identisk med udfaldet af samtlige folkeafstemninger. Jann Sjursen mener, at »det derfor er nødvendigt, at Kristeligt Folkeparti kommer op ad starthullerne.«
Han forestiller sig en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet til næste forår efter et par måneders valgkamp.
»Kristeligt Folkepartis anbefaling, kan godt give det negative udfald, men det håber jeg selvfølgelig ikke,« siger landssekretær Poul Gerhard Kristiansen fra Folkebevægelsen mod EU.
Efter 12 år på partiets formandspost trak Jann Sjursen sig på landsmødet. Partiets nye formand tidligere EU-konsulent og spidskandidat til EU-parlamentet, 29-årige Marianne Karlsmose, bakker op om en afskaffelse af forsvarsforbeholdet.