NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Når de nye partigrupper nu er dannede, står det klart at kritikere og modstandere er fordelt over hele den politiske palet.
Ikke en gang de mest EU-venlige grupper kan sige sig frie fra at have enkelte integrationsbremsere med i flokken.
Men gruppedannelsen i Parlamentet giver også grund til mange kontroversielle politiske alliancer.
I Danmark blev det f eks en historie at Margrete Auken fra SF valgte at tilslutte sig den grønne gruppe.
Tilsvarende kritik har også ramt den svenske valgkomet Junilisten som indgår i den samme gruppe.
Forsvaret for de nogen gange mærkelige politiske fællesskaber, følger to hovedlinjer:
Det ene forsvar er at gruppedannelse er nødvendige for at få del i Parlamentets økonomiske ressourcer, taletid, udvalgsposter og mulighed for at lave betænkninger.
En gruppe skal bestå af mindst 19 medlemmer fra mindst 5 medlemslande. Der er derfor grænser for hvor fintfølende et parti kan være over for dem, man går sammen med, hvis man vil have indflydelse.
Sådan forsvarer JuniBevægelsen og Junilistan at man har accepteret Lega Nord. Hvis det ikke var tilfældet ville Frankrigs Le Pen kunne have dannet en højre-ekstrem modstandergruppe, og det ville have svækket den samlede modstand mod forfatningen, lyder argumentet.
Resultatet blev at Le Pens Front National, sammen med blandt andre Vlaams Blok fra Belgien, og den italienske fascist Alessandra Mussolini (barnebarn til Benito) blev holdt uden for partigrupperne.
Det er ikke usædvanligt at enkelte parlamentarikere skifter parti eller gruppetilhørsforhold, som da socialdemokraten Freddy Blak i sidste valgperiode gik til venstrefløjsgruppen, og Jens Okking gik fra JuniBevægelsen til Folkebevægelsen, og derved også skiftede gruppe.
Bedre kendt som kristendemokrater og konservative. Grundlæggende EU-positive, men med blandt andet 28 britiske konservative som er alt andet jubeleuropæere.
De Europæiske Socialdemokraters Gruppe (PSE). 200 mandater.
EU-entusiastiske, men med i hvert fald en kendt undtagelse: Den svenske ØMU- og forfatningsmodstandere Anna Hedh, som sprang højt op på de svenske socialdemokraters liste.
Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa (ALDE – tidligere ELDR). 88 mandater.
Gruppen med de fleste og mest udtalte føderalister, men også med den svenske ØMU-modstander Lena Ek fra Centerpartiet.
De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance (Verts/ALE).42 mandater.
Grundlæggende føderalistisk gruppe, nu med Margrete Auken fra SF, men også med den svenske EU-modstander Carl Schlyter, og den hollandske svindelkritiker Poul van Buitenen.
Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre (GUE/NGL). 41 mandater.
Ikke en ren modstandergruppe, men med Ole Krarup fra Folkebevægelsen, og to svenske EU-modstandere fra V„nsterpartiet. Gruppens sydeuropæiske, tyske og tjekkiske medlemmer er modstandere af ØMU'en og andre grundlæggende træk i EU's konstruktion.
Gruppen for selvstændighed og demokrati (IND/DEM).37 mandater.
Fortsættelse af den tidligere EDD-gruppe, opdelt i en polsk-biritisk öud-af-EU-fløjö og en öreformfløjö med blandt andre den svenske Junilistan og Jens-Peter Bonde fra JuniBevægelsen.
Union for Nationernes Europa (UEN). 27 mandater.
Unionsmodstandere fra højre, med Mogens Camre fra Dansk Folkeparti.
Ikke-indskrevne (NI). 29 udenfor grupperne.
Flertallet er stærkt højreorienterede, men man finder også den østrigske socialdemokrat og svindelkritikker Hans-Peter Martin.