ARTIKLER


Marshall-hjælp til Østeuropa?

I kronikken siges det, at det går galt med Østudvidelsen. Hvis man bliver ved med at behandle de nye medlemmer som andenrangslande, kan det ende med sammenbrud og kaos.
Af Ole Krarup og Ditte Staun
12. juni 2004

I forbindelse med aftalerne om EU´s udvidelse har Den Europæiske Union på flere væsentlige punkter tilsidesat de østeuropæiske landes berettigede krav, og de ledende østeuropæiske forhandlere har været presset til at sige ja til EU-kommissionens optagelsesbetingelser.

Det ulige styrkeforhold har blandt andet resulteret i overgangsregler, der giver de nye medlemsstater en dårligere stilling på så centrale punkter som arbejdskraftens frie bevægelighed og adgangen til landbrugsstøtte.

Risikoen for sammenbrud

Denne forskelsbehandling kan være en medvirkende årsag til, at udvidelsen af Den Europæiske Union kan risikere at ende i sammenbrud og kaos – såvel økonomisk og politisk – og det ønsker hverken EU-tilhængere eller EU-modstandere.

Dette er en af grundene til, at Folkebevægelsen mod EU aldrig har kunnet anbefale vores østeuropæiske venner at tilslutte sig unionen. Vi arbejder stadig for alternativer til EU.

Udvidelsen er nu et faktum. Men i stedet for at behandle de nye medlemsstater i EU som andenrangslande, foreslår vi, at EU's landbrugsstøtte omgående omlægges til en ny Marshall-hjælp til de østeuropæiske lande. EU-landene skal samtidig tage hele den globale udvikling seriøst ved at afvikle toldunionen og give adgang til varer fra fattige lande.

Den manglende respekt

Samarbejde på tværs af grænser er godt og positivt. Samarbejde nedbryder fordomme, skaber udvikling og sikrer fremskridt. Internationalt samarbejde er også nødvendigt, hvis vi vil komme grænseoverskridende miljøproblemer til livs og opnå en positiv udvikling inden for menneskerettigheder, sundhed, fred og mange andre områder.

Derfor støtter vi, at mennesker på tværs af grænser kan bo, arbejde og studere i andre lande og handle med hinanden. Det er umuligt at se jerntæppets fald som andet end en milepæl. Men hvordan kan det være, at mange alligevel har en dårlig smag i munden nu, hvor EU udvides med 10 nye lande?

Grundlæggende skyldes det, at EU´s udgangspunkt ikke er de værdier, som er afgørende for samarbejde. Nemlig respekt, lige behandling og et levende folkestyre.

På EU's betingelser

Der er sket store fremskridt i de østeuropæiske lande, og der er al mulig grund til at besøge landene for at se og opleve Europas mangfoldighed. Men EU's forhandlingsstrategi overfor ansøgerlande har betydet, at Den Europæiske Union alene udvides på unionens betingelser.

Dette vil føre til, at adskillige industrivirksomheder og landbrug må lukkes, og at arbejdsløsheden vil vokse. Samtidig afskærer de fleste af de gamle EU-lande muligheden for, at østeuropæere kan tage arbejde i deres lande, mens de gamle EU-landes borgere får fuld adgang til de nye medlemslande.

Med undtagelse af Ungarn, der har besvaret de gamle EU-landes restriktioner med at begrænse udenlandske arbejdstageres mulighed for at søge arbejde i Ungarn.

Det samlede resultat er, at vore varer strømmer til de nye EU-lande og, at deres virksomheder opkøbes eller lukkes. Der er ingen tvivl om, at der er brug for investeringer i de nye EU-lande, Men der skal mere til. Der er faktisk brug for en kraftig støtte for at få deres økonomier til at blive bæredygtige.

Den mislykkede genforening

14 år efter den tyske genforening kan det konstateres, at denne integrationsproces har kostet 10.000 milliarder kroner – uden at målsætningerne er blevet nået.

Ledigheden er i dag 19.2 procent i det tidligere Østtyskland mod 8.7 procent i det tidligere Vesttyskland. Den tyske genforening er et eksempel, der kan drages megen lærdom af.

Frem for alt viser det tyske eksempel, at pengene bør bruges til investeringer i arbejde, således at bæredygtige erhverv kan udvikles i Østeuropa. Det kan blandt andet ske ved at lægge hovedvægten på kvalitet og sundhed i forbindelse med produktionen.

Det er dog afgørende, at pengene ikke pumpes ind i økonomierne og fører til lønstigninger, uden at den lokale konkurrenceevne stiger.

Den manglende vilje

Desværre er viljen til at få forholdene i de nye EU-lande forbedret alt for ringe i de gamle EU-lande. Man stoler blindt på, at markedet nok klarer det.

Men markedskræfterne har ingen social dimension. EU's herskende logik rummer ikke den nødvendige solidaritet med befolkningerne i Østeuropa. Og det vil ramme os som en boomerang.

Støtten er for lille

På EU-topmødet i København i december 2002 blev tiltrædelsesforhandlingerne afsluttet med de 8 østeuropæiske lande samt Malta og den ene halvdel af Cypern, og der blev opnået enighed om de finansielle spørgsmål i relation til udvidelsen.

Det fremgår af konklusionerne fra topmødet, at de udgifter, der er forbundet med udvidelsen, i perioden 2004-2006 skal holde sig inden for et loft på lige knap 41 mia. euro i 1999 priser. Det svarer til 307,5 milliarder kroner på tre år, eller ca. 102.5 milliarder pr. år.

Dette kan sammenlignes med, at den tyske genforening i gennemsnit har kostet ca. 714.3 milliarder kroner pr. år. Altså syv gange mere! Forskellen bliver endnu større, fordi der er tale om 10 lande og 74.5 millioner indbyggere, som støtten skal fordeles imellem.

Landbrugsstøtten må afvikles

Vi opfordrer derfor til et opgør med EU's landbrugsstøtte. Den bør afvikles – omgående – og der bør indkaldes til en donorkonference for de østeuropæiske lande. En afvikling af landbrugsstøtten kan give over 300 milliarder kroner i besparelser hvert år. Størstedelen af disse penge kan målrettes som ny Marshall-hjælp til Østeuropa.

Landbrugsstøtten kan derefter foregå nationalt efter fælles FN-normer om bl.a. bæredygtighed. På denne måde sparer vi bureaukrati og sikre, at den tiltrængte støtte til Østeuropa anvendes hensigtsmæssigt.

Samtidig har vi mulighed for en bedre håndtering af landbrugspolitikken med udgangspunkt i de særlige forhold i de enkelte lande og en retfærdig global handel.

Må ikke skade ulandene

Vi savner et globalt udviklingsperspektiv, når der tales om hjælp til Østeuropa. Vi kan ikke fortsætte med en verdensorden, hvor en femtedel af verdens befolkning råder over 90 procent af ressourcerne, mens størstedelen af verdens befolkning lever under kummerlige vilkår.

Støtten til Østeuropa må derfor ikke ske på bekostning af støtte og hjælp til verdens fattigste lande. Der bør derfor tages klare initiativer for at forbedre hjælpen til den fattige del af verden. De første skridt bør være:

1. Afvikling af EU´s toldunion og handelsmure

2. Øjeblikkelig standsning af dumpning af varer på fattige landes markeder.

3. Øjeblikkelig standsning af EU´s overfiskeri i fattige landes farvande.

4. Øjeblikkelig efterlevelse af FN´s beslutning om at yde mindst 0.7 procent af bruttonationalindkomsten i støtte til verdens fattigste lande.

Disse skridt er nødvendige som grundlag for internationalt samarbejde. Men EU's udvidelse og unionens behandling af fattige lande er ikke samarbejde. Det er de riges landes diktatur til fremme af Den Europæiske Unions snævre og kortsigtede interesser. Der er brug for det omvendte. Vi anbefaler derfor snarest Marshall-hjælp til Østeuropa og en reel indsats overfor de fattige lande.