ØMU’en under overfladen

Den økonomiske krise har fanget Tyskland i de regler for Euroland, som landet selv har stillet op.
Af Hans Kronberg
3. juli 2004

På overfladen ser euroen og Den 0konomiske og Monetære Union, ØMU’en, ud til at være i ganske udmærket form. Kursen ligger i øjeblikket næsten i pari med den amerikanske dollar, og selvom det er langt fra åbningskursen 1. januar 1999, så er det ganske flot i forhold til euroens krise for knap to år siden, da den måtte have kunstigt åndedræt med støtte af alle de store centralbanker.

Euroens ny styrke overfor dollaren afspejler dog langt fra, at økonomierne bag den europæiske valuta er bomstærke og har overbevist valutamarkederne om, at det er denne valuta, det er værd at investere i. Snarere afspejles det, at aktie-nedturen, 11. september, regnskabsfusk mv. især har rystet tilliden til USA og dollaren.

I retfærdighedens navn skal det dog også siges, at den fysiske indførelse af euro fra 1. januar er forløbet i god ro og orden og har gjort euroen synlig og seriøs – selvom forbrugere i en række euro-lande er stærkt irriterede over, at mange handlende i skjul af omvekslingen har benyttet lejligheden til at hæve priserne på deres varer.

Men under overfladen ser det mindre pænt ud for de økonomiske nøgletal, der er en forudsætning for, at euroen kan hænge sammen på længere sigt. For mens USA i årevis, ja årtier, kan køre med store underskud på statsbudgettet uden det så meget som behøver at anfægte dollarens styrke (hvis der bare er gang i økonomien og tillid til aktiemarkederne), så skal der være orden i de offentlig budgetter i alle euro-lande, hvis euroen skal kunne hænge sammen. Og det er her, at den økonomiske krise, skattelettelser mv. har skabt et mudret billede. Til gengæld er inflationen ikke det store problem. Japan har i øvrigt i de meste af 1990æerne forsøgt at sparke den japanske økonomi i gang med meget betydelige underskud, dog uden held.

Skæbnens ironi

Det var Tyskland, der i 1996 pressede på for at få skabt skrappe regler for ØMU-landenes offentlige finanser, så der var nogenlunde klare regler og procedurer, hvis et land skulle forfalde til at oparbejde et såkaldt uforholdsmæssigt stort underskud. Tyskland var også pennefører for ØMU-reglerne i Maastricht-traktaten, idet landet var fast besluttet på at euroen (eller ECU som de først hed), skulle være det nærmeste man kunne komme en klon af den solide D-mark.

Med skæbnens ironiske distance til virkeligheden, var det også Tyskland, sammen med Portugal, der først blev konfronteret med egne krav.

Reglerne er nedfældet i Stabilitets- og Vækstpagten fra 1996/97, og ifølge den skal medlemslandenes offentlige budgetter – ved normale økonomiske konjunkturer – være i overskud eller tæt på balance. Hvis et land, trods alle henstillinger, oparbejder uforholdsmæssigt store underskud, kan der indføres sanktioner (se boks). Hovedreglen er, at et lands underskud på de offentlige finanser ikke må overstige tre procent af bruttonationalproduktet, ligesom den samlede offentlige gæld ikke må overstige 60 procent af BNP. Det sidste ses der dog igennem fingre med, hvis procenten er faldende.

Kommende

syndere overvåges Længe inden det kommer til egentlige sanktioner mod en medlemsstat – det er endnu ikke sket – er der dog en forholdsvis lang periode, hvor den eventuelt kommende budgetsynder overvåges og får henstillinger, hvis budgetunderskuddene udvikler sig. Det er økonomi- og finansministrene (økofin-rådet), der afgør, om et land har et uforholdsmæssigt stort underskud, giver henstillinger og evt. indfører sanktioner, og det er Kommissionen, der står for de løbende vurderinger.

I starten af 2002 havde Kommissionen indstillet til Rådet, at Tyskland skulle have en henstilling (reprimande i daglig tale), men sådan kom det dog ikke til at gå. Kommissionen måtte lide den tort, at Tyskland ikke ville acceptere en sådan reprimande, og Kommissionens formand, Romano Prodi måtte rykke ud med forklaringer om, at Kommissionen ikke af den grund havde til hensigt fremover at nedtone rollen som EU-traktaternes vogter (selvom det rent faktisk er Rådet, og ikke Kommissionen, der beslutter).

Den tyske finansminister, Hans Eichel, havde dog samtidig måttet garantere, at der blev skabt balance på de tyske offentlige budgetter i 2004, og Prodi advarede ham om, at Kommissionen forventede at løftet blev holdt. Noget Eichel i øvrigt fik delstaterne med på i marts.

Om løftet bliver indfriet vil foreløbig stå hen i det uvisse, idet der både er et snarligt valg, en eventuel ny regering med nye prioriteringer, og en uforudsigelig økonomisk situation at tage hensyn til.

At Tyskland burde have fået en henstilling kan der derimod ikke herske tvivl om, sådan som reglerne nu engang er skruet sammen. Fra 2000 til 2001 var underskuddet på de tyske offentlige finanser godt og vel fordoblet og var kommet op på 2,7 procent af BNP. I år kommer det op på 2,8 procent af BNP og nærmer sig hermed den magiske grænse på tre procent.

Skoleeksempel

Det tyske budgetproblem er et skoleeksempel på de problemer, der kan/vil opstå i en valutaunion, der ikke samtidig er en politisk union med en fælles offentlig sektor, der kan regulere og udjævne. Hvilket da også er en af forklaringerne på, at diskussionen om mere union vil fortsætte. Reglerne som de er nu, skal nemlig ikke alene tage hensyn til den økonomiske situation generelt i hele valutaområdet, men også til, at hvert land kan blive ramt forskelligt af en økonomisk krise med en heraf følgende risiko for, at et land får et uforholdsmæssigt stort offentligt underskud.

Valutaunionen indebærer jo, at renten bliver fastsat af den Europæiske Centralbank, ECB, og i den øjeblikkelige situation er Tyskland og Irland oplagte eksempler på de vanskeligheder der opstår, når den samme rentepolitik ikke kan tilfredsstille to vidt forskellige behov.

I Tyskland satte den økonomiske krise sidste år væksten næsten i stå, ja landet oplevede faktisk recession, der er defineret som faldende bruttonationalprodukt to kvartaler i træk. For året som helhed blev væksten kun godt en halv procent, hvilket bl.a. gav flere arbejdsløse og dermed større sociale udbetalinger og underskud på de offentlige budgetter. Den tyske arbejdsløshedsprocent er otte mod f.eks. den danske på omkring fem.

I Irland er der omvendt fuld blus på kedlerne med en vækst i BNP på 6,5 procent i 2001, og selvom væksten forudses at falde til omkring 3,5 procent i år, så er også det ganske godt, ligesom Irland allerede til næste år forudses (OECD, IMF, Kommissionen) at vende tilbage med en økonomisk vækst på omkring seks procent.

Inflationen i Irland løber til gengæld for hurtigt og hurtigst i Euroland. Kun i Irland forventes inflationen at stige i 2002, og landet har den højeste inflation i EU med prisstigninger på 4,5 procent. Der er ingen hjælp at hente i form at en højere rente, der kunne køle økonomien lidt ned (den fastlægger ECB som nævnt ud fra, hvad der passer til hele euro-området), så der skal en meget stram irsk finanspolitik til – Kommissionen mener da heller ikke, at den er stram nok, hvilket den, til Irlands fortrydelse, har givet landet besked på.

Den aldrende amerikanske økonom og nobelprisvinder, Milton Friedman, gav i juli udtryk for, at der kun ville gå 5-10 år, inden den europæisk valutaunion ville blive opløst på grund af manglende intern tilpasning. Og selvom EF/EU gennem tiderne har udvist en særlig evne til at ride alle storme af, så er den nuværende økonomiske krise kun en forsmag på de problemer, der kan eller vil opstå, hvis det bliver rigtig hårde tider.