ARTIKLER


Nye ord skal forskønne udgifterne

En ny opdeling af budgettet vil blive brugt til at fremhæve, og til at skjule, hvordan pengene bliver brugt.
Af Staffan Dahllöf
17. oktober 2004

Nye ord skal forskønne udgifterne

EU-sproget. En ny opdeling af budgettet vil blive brugt til at fremhæve, og til at skjule, hvordan pengene bliver brugt.

Der er i dag fem hovedområder i budgettet. I rækkefølge efter størrelse for 2004 er det:

  • Landbrug.

  • Strukturforanstaltninger (altså støtte til regionerne).
  • Interne politikker (bl.a. forskning, broer, baner, miljø).
  • Foranstaltninger udadtil (bl.a. u-landsbistand).
  • Administration.

    Derudover har budgettet haft en post for støtte til de ti lande som nu er blevet medlemmer, og en post for reserver.

    Nye navne

    I sit forslag vil Kommissionen lave om på selve opstillingen sådan at de eksisterende udgiftsområder brydes op, får nye navne, og til dels nyt indhold: De nye hovedområder bliver:

    • Bæredygtig vækst (herunder de tidligere interne politikker + dele af landbrugsstøtten)

  • Beskyttelse af naturressourcer (landbrugsstøtte, fiskeri, miljø).
  • Unionsborgerskab, frihed, sikkerhed og retfærdighed (nyt selvstændigt udgiftsområde).
  • EU som global partner (udviklingshjælp mm.).
  • Administration (halveres til 3 procent, bl.a. fordi Kommissionens udgifter i stedet bogføres under de forskellige politikområder.)

    Signalværdier

    Den ny opstilling motiveres med at det skal give tydelige politiske signaler til borgerne og at budgettet bliver mere fleksibelt.

    ”Bæredygtig vækst” lyder sjovere end ”strukturforanstaltninger”.

    ”Beskyttelse af naturressourcer” lyder langt bedre end ”landbrugsstøtte”.

    Men flere medlemslande er i tvivl om fidusen. I følge et dokument fra Ministerrådet fra juni i år er man blandt flere medlemslande bange for at det hele, populært sagt, bliver en gang værre rod, og at man skal tabe kontrollen over, hvordan udgifterne udvikler sig, ikke mindst udgifterne for Kommissionen.

    Budgettets opdeling idag

    1. Landbrug (45 procent): direkte bidrag til landmænd, markedsstøtte, og penge til landbrugsudvikling.

    2. Strukturforanstaltninger (35 procent): støtte til regionerne.

    3. Interne politikker (7 procent): støtte til forskning og teknikudvikling, til ”transeuropæiske net” (broer, baner, el-kabler og lignende), til miljøtiltag, forbrugerbeskyttelse , m.v.

    4. Foranstaltninger udadtil (7 procent): primært bistand til tredjelande, samarbejde med Middelhavslande, og fødevarehjælp.

    5. Administration (6 procent): udgifter for EU's institutioner herunder pensioner til de ansatte.

    Nye ord og opdelinger

    1. Bæredygtig vækst, herunder

    1a) Konkurrencekraft for vækst og beskæftigelse (cirka 7 procent af budgettet 2004): Forskning og udvikling, transport, energi, m v fra det som i dag kaldes for interne politikker.

    1b) Sammenhæng for vækst og beskæftigelse (36 procent 2004): Regionalstøtten + dele af landbrugsstøtten.

    2. Beskyttelse af naturressourcer (50 procent 2004): hoveddelen af landbrugsstøtten plus fiskeri, miljø og forbrugerbeskyttelse.

    3. Unionsborgerskab, frihed, sikkerhed og retfærdighed (1 procent 2004): nyt selvstændigt udgiftsområde.

    4. EU som global partner (6 procent 2004): udviklingshjælp, samarbejde med tredje lande, udvidelsesstøtte m v

    5. Administration (3 procent 2004): udgifterne for EU's institutioner undtaget for Kommissionen, hvis udgifter i stedet for skal bogføres under de forskellige politikområder.