ARTIKLER


Nyt opgør om atomkraft i EU-forfatningen

Østrig og Irland vil afvikle EU´s særlige atomkraft-traktat, Euratom. Spanien har den modsatte holdning
Af Staffan Dahllöf
30. maj 2004

Forslaget til Regeringskonferencen fra EU´s fremtidskonvent går på atomkraftens område ud på en rent teknisk videreførelse af Euratom-traktaten fra 1957.

Det betyder groft sagt, at EU-landene stadig skal fremme atomkraftens udbredelse, sådan som man forlangte det i de atomkraftsglade 1950'ere.

Teksten skal bare gennemgå nogle sproglige redigeringer for derefter at knyttes til den ny forfatning i en protokol.

Men det går Østrig og EUs kommende formandskabsland, Irland, imod.

Skrevet i en anden tid

De to lande vil have gennemført en grundlæggende revision af Euratom-traktaten. De vil ikke være med til, at traktaten fortsat skal være gældende på »ubegrænset tid«.

»Euratom er nu 50 år gammel, og traktaten om den blev skrevet i en anden tid og med anderledes værdier. For eksempel beskæftiger traktaten sig ikke synderligt med de forhold, som bekymrer borgerne i dag, f.eks. sikkerheden på atomkraftværkerne og spørgsmål om det radioaktive affald og dets opbevaring,« sagde den irske Europaminister Dich Roche i sidste uge.

Hvad spanierne ønsker

Men den revision kan blive vanskelig at gennemføre, hvis Euratom-traktatet knyttes alt for tæt sammen med den øvrige tekst i den ny EU-forfatning. Og det er lige præcis, hvad spanierne ønsker.

I et udspil til Regeringskonferencen foreslår Spanien, at ordet »fællesskab« i Euratom-protokollen erstattes med »union« for på den måde at kæde atomkraften godt sammen med EU-forfatningen.

Det har fået miljøorganisationen Friends of the Earth (Jordens venner) og dets danske medlem NOAH til at reagere.

Bliver svær at ændre

»Den rent juridiske betydning af det spanske forslag er vanskelig at forholde sig til. Men den praktiske betydning er klar nok. Hvis man får bundet Euratom helt fast til den samlede forfatning, vil det blive meget vanskeligt at få indkaldt en ny regeringskonference for at få revideret Euratom-delen,« siger Helge Bo Madsen, talsmand for NOAHs energigruppe.

Mark Johnston, der er kampagneleder på Friends of the Earth's Europakontor er også utilfreds.

»Konventet havde en mulighed for at afvikle atomkraftens særstilling som favoriseret energikilde, men valgte at feje problemet ind under tæppet. Det vil stadig være muligt at arbejde for en revision af traktaten, men det spanske forslag gør det politisk vanskeligere, siger han.

Danmark må blande sig

Den danske gren af »Friends of the Earth«, NOAH, opfordrer nu regeringen til at blande sig: »På baggrund af den danske energipolitik vil det være logisk, hvis regeringen går ind for at få afviklet Euratom og for at man, hvis det er muligt, kan få adskilt Euratom-traktaten fra den ny forfatning,« siger Helge Bo Madsen.

Vi har bedt statsminister Anders Fogh Rasmussen om en kommentar, men havde endnu ikke modtaget den ved redaktionens slutning.

Hvad Euratom er

Euratom er en traktat, der blev vedtaget i 1957 sammen med Rom-traktaten (traktaten om det Europæiske Økonomiske Fællesskab). I 1967 blev de to traktater og traktaten om Kul og Stålfællesskabet fra 1952 slået sammen til Europæiske Fællesskaber, EF.

Formålet med Euratom var og er at fremme udbredelsen og brugen af atomkraft ved blandt andet at udvikle forskning og sprede information, ved at lette investeringer i kraftværker, og ved at sikre forsyningen af brændsel til kraftværkerne.

Formelt set ejer EU i kraft af Euratom-traktatens artikel 86 alt fissilt materiale, dvs. stoffer, hvor atomkernen kan spaltes. I praksis er brugsretten dog overladt til medlemslandene samt virksomheder og privatpersoner. Alle aftaler med leverandører eller kunder udenfor EU skal dog sendes til EU´s atommæssige brændselsforsyningsagentur ESA (Euratom Supply Agency) i Bruxelles.