ARTIKLER


Retssikkerheden imponerer ikke

Får borgernes retssikkerhed bedre eller dårligere vilkår i forhold til EU's terrorlove indenfor de planlagte rammer for Unionens fremtid?
Af Mette Tonsberg
17. oktober 2004

I forbindelse med vedtagelsen af EU's terrorlovgivning blev der rettet kritik på en række punkter, som kritikpunkter fortsat gør sig gældende.

Det drejer sig bl.a. om:

1) Definitionen af »terror« er for bred og uklar.

2) Definitionen af »terrorgruppe« er ligeledes bred og giver anledning til høj grad af fortolkningstvivl (hvem er frihedskæmpere og hvem er terrorister).

3) Selve proceduren for optagelse på EU's terrorlister savner fuldstændig politisk hånd i hanke med, hvordan listerne bliver til, hvilke kriterier, der ligger til grund for optagelse, samt hvem i medlemslandene, der er ansvarlige for/kan foreslå ændringer. Det samme kan siges om proceduren for retlig prøvelse med påstand om uberettiget opførelse på listerne.

4) Helt basale principper for retssikkerhed, er ikke opfyldt med EU's terrorlovgivning. Det gælder f.eks. den anklagedes ret til fair forsvar at man er uskyldig til det modsatte er bevist, og at enhver tvivl skal komme den anklagede til gode: Det er alle principper, der normalt fremhæves som centrale elementer i europæisk retskultur.

Spørgsmålet er om forfatningen løser disse alvorlige, retssikkerhedsmæssige - hvad der kunne kaldes - »fejl« og i bedste fald »mangler«? Bringer forfatningen EU's terrorlovgivning i overensstemmelse med helt grundlæggende retsprincipper? Betyder forfatningen mere eller mindre retssikkerhed for den enkelte?

Paragraffer og terrorbekæmpelse

Forfatningen henviser flere steder direkte til bekæmpelse af terror:

Ifølge artikel I-43, også kaldet »solidaritetsbestemmelsen«, skal medlemsstaterne og Unionen handle i fællesskab på et solidarisk grundlag, hvis en medlemsstat udsættes for et terrorangreb. De andre medlemslande skal således komme det udsatte land til undsætning - inspirationen er hentet i NATO-reglerne, hvorefter et angreb på ‚t land i realiteten er et angreb på alle medlemslande. I et sådan tilfælde tager EU alle midler, herunder militære, i brug med henblik på at forebygge terrortruslen. Altså er det ikke en bestemmelse, der går på den enkeltes retssikkerhed, men derimod hele statens sikkerhed.

Artikel III-160 omhandler kapitalbevægelser og betalinger (forebyggelse og bekæmpelse af terror) og giver EU kompetence til at lovgive om fastfrysning af midler, finansielle aktiviteter eller økonomiske gevinster, der tilhører, ejes eller besiddes af fysiske eller juridiske personer, grupper m.m. Altså en indskrænkning og ikke en udvidelse af rettigheder.

Dog nævnes sidst i bestemmelsen at sådan lovgivning skal indeholde de nødvendige bestemmelser om retsgarantier. At henvise hertil i forfatningen er klart en forbedring af den enkeltes retssikkerhed. Dog er det EU's institutioner, der skal blive enige om, hvad der menes med »de nødvendige bestemmelser om retsgarantier«. I betragtning af, hvad selv samme institutioner mente med retsgarantier, da EU's terrorlovgivning blev udarbejdet, er det måske for tidligt at glæde sig.

Artikel III-271 fastslår at EU i fremtiden kan lave minimumsregler for, hvad der skal anses for strafbare handlinger, og for straffene herfor på områder af særlig grov karakter med grænseoverskridende dimension. Der henvises specifikt til terrorisme. Der står der intet om retsgarantier.

Artikel III-276 foreskriver at Europol skal støtte og styrke medlemsstaternes myndigheders indsats mod terror. Der henvises ligeledes til bekæmpelse af terror i EU's fælles sikkerheds- og forsvarsbestemmelser, igen med udgangspunkt i beskyttelse af staten, jf. artikel III-309.

Borgernes rettigheder...

Selvom der således et enkelt sted henvises direkte til at retsgarantier skal tages i betragtning, når EU laver ny terrorlovgivning, kan man ikke tale om noget imponerende retssikkerheds-korstog i forfatningen. Løser charteret om grundlæggende rettigheder så problemerne? Godt nok gøres charteret juridisk bindende i forfatningen, men det skaber ikke nødvendigvis større retssikkerhed. Dels fordi der ikke tilføjes EU-borgere nye rettigheder, dels fordi der opstår en potentiel kompetence-konflikt mellem EU-domstolen og det folkeretlige organ Menneskerettighedsdomstolen - konflikter om hvorvidt man kan gå til begge domstole, hvem der er højeste myndighed i tilfælde af konflikt m.m. Alt i alt skal man vist være mere end optimistisk for at hævde at forfatningen løser de indledningsvist nævnte retssikkerhedsmæssige problemer, som EU's terrorlovgivning indtil videre har medført.

EU-forfatningen om terror-bekæmpelse

I-43 (»solidaritetsbestemmelsen«): Medlemsstaterne og Unionen skal handle i fællesskab på et solidarisk grundlag, hvis en medlemsstat udsættes for et terrorangreb. De andre medlemslande skal således komme det udsatte land til undsætning.

III-160: Giver EU kompetence til at lovgive om fastfrysning af midler, finansielle aktiviteter eller økonomiske gevinster, der tilhører, ejes eller besiddes af fysiske eller juridiske personer, grupper m.m.

III-271: Ret til at fastsætte minimumsregler for, hvad der skal anses for strafbare handlinger, og for straffene herfor på områder af særlig grov karakter med grænseoverskridende dimension. Der henvises specifikt til terrorisme.

III-276: Europol skal støtte og styrke medlemsstaternes myndigheders indsats mod terror.