ARTIKLER


Risikerer at miste de bedste

Rapport viser, at op imod 4 millioner vil udvandre fra de nye lande til EU's nuværende medlemslande. Til gengæld falder antallet af asylsøgere.
Af Sven Skovmand
7. maj 2004

En rapport, der er lavet i fællesskab af EU-Kommissionen og European Foundation siger, at man må regne med, at op imod fire millioner vil udvandre fra de ti nye medlemslande til de nuværende medlemslande.

Det vil især være et problem for de nye medlemslande, fordi udvandrerne først og fremmest vil være unge, veluddannede folk. Undersøgelser har vist, at cirka 2 procent af befolkningen i de nye medlemslande overvejer at udvandre. I Rumænien og Bulgarien er andelen endnu højere – 4,5 procent. Og i Tyrkiet ønsker 8,3 procent at udvandre. Det svarer til cirka 6 millioner mennesker.

Færre søger asyl

Ifølge FN's flygtningehøjkommissariat er antallet af asylansøgere i EU faldet med 22 procent fra 2001 til 2003.

Det største fald har været i Danmark med 64 procent, men Holland kommer tæt efter med 55 procent, mens faldet i Tyskland har været på 25 procent.

Holder man sig alene til perioden 2002-2003, har faldet været størst i Portugal med 56 procent, England med 41 procent, Irland med 32 procent og Tyskland med 29 procent. Kun Luxembourg, Grækenland og Frankrig havde en stigning i antallet af asylsøgere. Mens stigningen i Luxembourg var på 49 procent og i Grækenland på 45 procent, var den dog kun på 1 procent i Frankrig.