ARTIKLER


S klar til EU-forfatning

Socialdemokratiet fremlægger ny offensiv europapolitik sammen med deres europæiske partifæller. Kravet om en EU-forfatning skaber splid i partiet.
Af Solveig B. Berner
2. juli 2004

Tredive år efter Danmark tilsluttede sig EF, bryder Socialdemokratiet et lige så gammelt tabu i den danske debat om Europa: Partiet er nu parat til at indføre en EU-forfatning.

Et ord, som socialdemokratiet ellers omhyggeligt har undgået i EU-politikken. Den kommende traktat, som EU-konventet er ved at arbejde sig frem til, er omtalt som en grundtraktat i partiets debatoplæg til EU-konventet.

Ønsket om en EU-forfatning har da også prompte udløst intern splittelse. Partiets medlem af EU-parlamentet Torben Lund, beskylder således partiledelsen for at bane vejen frem til Europas Forenede Stater.

»De socialdemokratiske vælgere og partimedlemmer tages med bukserne nede. Det må unægteligt undre, at partiet offensivt arbejder for at forberede dannelsen af en europæisk forbundsstat. Det har ikke været diskuteret i forretningsudvalget, hovedbestyrelsen eller på den netop afholdte kongres,« siger Torben Lund til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Socialdemokratiets medlem af EU-konventet og partiets EU-ordfører, Henrik Dam Kristensen, afviser sin partikollegas anklager som »vrøvl«.

»Torben Lund begår den klassiske fejl og fører en følelsesladet diskussion om ord. Det er indholdet af en traktat, der er vigtig. Jeg vil gerne advare mod Dansk Folkepartis facon at argumentere på,« siger han til det ny NOTAT.

Flere flertalsafgørelser

Men Torben Lund mener ikke, at det er ligegyldigt, om man kalder det en traktat eller en forfatning.

»Politikere, der argumenterer for en forfatning, går netop ind for en europæisk forbundsstat. Det har mine tre år i EU-parlamentet dokumenteret for mig,« siger han.

Socialdemokratiets to medlemmer i Konventet, Henrik Dam Kristensen og Helle Thorning-Schmidt, har underskrevet de krav til reformarbejdet i EU-konventet, som de europæiske socialdemokratiske partier netop har vedtaget på et møde i Bruxelles.

Foruden kravet om en europæisk forfatning indeholder den nye socialdemokratiske europapolitik også et krav om flere flertalsafgørelser og en indskrivning af Charteret om grundlæggende rettigheder i den europæiske forfatning.

»Flertalsafgørelser skal være normen i EU samarbejdet, og enstemmighed skal kun være undtagelsen i fremtidens EU samarbejde. Det betyder også mere magt til EU-parlamentet,« siger Henrik Dam Kristensen.

Socialdemokraterne foreslår helt nøjagtigt at traktaten kaldes for »Den Europæiske Forfatning.«