SFU advarer imod nyt Nationalt Kompromis
SF's ungdom vil kæmpe for et nej til EU-forfatningen, både i SF og ved folkeafstemningen, og advarer imod at stole på regeringen.
Af Erling Böttcher
21. september 2004
SFU - Socialistisk Folkepartis Ungdom - vedtog sidste weekend at anbefale et nej til EU-forfatningen. Beslutningen blev truffet enstemmigt af den 28 mand store Landsledelse.
Samtidig advarer SFU sit moderparti imod indgå et nyt Nationalt Kompromis, sådan som SF medvirkede til, da Maastricht-afstemningen blev sendt til omafstemning året efter det danske nej den 2. juni 1992.
»Blækket var ikke tørt, før de andre partier begyndte at løbe fra aftalerne og undsagde kompromisset,« siger den ene af SFU's to formænd, Jesper Petersen.
Kompromisset i 1992
Det Nationale Kompromis fra 1992 skulle forene SF med de partier, som havde anbefalet et ja til Unions-traktaten ved folkeafstemningen. Kompromisset bestod i at SF lovede et ja til Maastricht-traktaten mod til gengæld at få en politisk aftale, hvor de partier, som havde anbefalet et ja til Unionen, lovede at respektere fire undtagelser.
SF's forhandlere, John Iversen, Steen Gade og Holger K. Nielsen indgik i første omgang aftalen med den socialdemokratisk-radikale regering, hvorefter V og K tilsluttende sig.
Nyt nationalt kompromis
Det nye nationale kompromis, som forudses indgået i dette efterår, skal ligeledes bane vejen for SF's forening med S, R, V og K, der alle anbefaler EU-forfatningen. Kompromisset skal denne gang rette sig imod den såkaldte passarelle, der vil gøre det muligt for EU's stats- og regeringscheferne fremover at ændre i EU-forfatningen uden ratifikation, det vil sige godkendelse i de enkelte lande. Det er en paragraf som i et land svarer til at regeringen selv kan ændre Grundloven.
SF's formand Holger K. Nielsen har ikke hidtil offentligt haft nogen principielle indvendinger imod passarellen. I stedet henviser partiformanden til at der blot skal indgås et nyt Nationalt Kompromis, hvori parterne indgår en politisk aftale om grænserne for brugen af passarellen.
Holdbarheden uklar
Problemet med et Nationalt Kompromis er at det netop er uklart, hvor langtidsholdbar en sådan politisk aftale er. Allerede kort efter omafstemningen i 1993, begyndte VK-partierne at arbejde på at få de fire undtagelser afskaffet, og i marts 2000 udskrev SR-regeringen folkeafstemning om at afskaffe undtagelsen fra Møntunionen. EU-historien op igennem 1990'erne viser således at en politisk aftale kun er en aftale, så længe parterne finder det hensigtsmæssigt, og den kan ændres, så snart flertallet på Christiansborg er et andet. De unge SFU'ere melder derfor pas over for et nyt Nationalt Kompromis: »For det første står der altså det samme i forfatningen uanset hvad Fogh vil love. Og for det andet må man spørge, hvor godt det gik med det første nationale kompromis?« »Sidst forhandlede man endda med en socialdemokrat – denne gang hedder forhandleren Anders Fogh Rasmussen. Jeg synes ikke SF har grund til at stole på ham i denne sag«, siger SFU-formand, Jesper Petersen.
Nationalt Kompromis
Det nationale kompromis blev vedtaget den 27. oktober 1992 af Folketingets ja-partier plus SF. Kompromisset indebar at partierne ville støtte et ja til Maastricht-traktaten, såfremt Danmark var undtaget fire områder (unionsborgerskab, rets- og indenrigspolitik, forsvarspolitik, ens valuta).
SF's ledelse vil gå efter et nyt Nationalt Kompromis om grænserne for brugen af "passarellen". I den seneste udgave af EU-forfatningen er passarellen flyttet til nyt nummer: Artikel IV-7aa.