ARTIKLER


Strøm af ansøgninger om beriget mad

EF-Domstolen har forbudt Danmark at forhindre tilsætning af vitaminer og andre stoffer i maden. Det har ført til mange ansøgninger.
Af Sven Skovmand
7. maj 2004

En dom fra EF.Domstolen i Luxembourg forbød i september 2003 Danmark at fastholde sine meget strenge bestemmelser om tilsætning af vitaminer og andre stoffer i maden.

Det grundlæggende danske synspunkt har været, at disse stoffer kun skal tilsættes, hvis der er et ernæringsmæssigt behov for dem. Et eksempel er den jod, man sætter til salt, og det kalk, som man sætter til havregryn.

EF-Domstolens synspunkt er det stik modsatte. Alle stoffer må tilsættes, med mindre man kan dokumentere, at de er til skade for sundheden. Og det er som bekendt svært, når der er tale om vitaminer og andre nyttige stoffer.

Dommen i Luxembourg har foreløbig ført til, at 40 virksomheder har sendt ansøgninger til fødevaremyndighederne om tilladelse til at berige deres fødevarer. Og man venter, at mange flere vil følge efter, når EU har fastsat de nærmere regler.

Det har skabt bekymring blandt fødevareeksperter. De frygter, at folk i visse tilfælde vil få et overforbrug af bestemte vitaminer. Og de er bange for, at tilsætningen af vitaminer vil bruges til fremme af usunde produkter som f.eks. slik.