Tony Blair ofrer EU-forfatningen Tony Blair ofrer EU-forfatningen Tony Blair ofrer EU-forfatningen

Ved at overlade den endelige afgørelse til vælgerne får han mulighed for at bevare magten i endnu en periode.
Af Sven Skovmand
6. maj 2004

Efter at have været udsat for lang tids pres valgte den engelske regeringschef Tony Blair tirsdag den 20. april at meddele, at der skal holdes folkeafstemning om den kommende EU-forfatning, inden den vedtages endeligt.

Tony Blair sagde ikke noget præcist om, hvornår afstemningen kan finde sted. Han sagde blot, at det skulle ske efter, at både Underhuset og Overhuset havde diskuteret sagen.

Alt tyder dog på, at det først vil ske, når næste valg til parlamentet har fundet sted – sandsynligvis maj 2005.

En nødvendig beslutning

Flere af de engelske aviser har kritiseret beslutningen og sagt, at den kan tvinge Tony Blair til at trække sig som leder af regeringen. Denne udlægning er dog næppe rigtig.

Tony Blair har ganske vist altid været en indædt modstander af at holde folkeafstemning om EU-forslag. Men han har haft stærke grunde til at træffe beslutningen om folkeafstemningen.

Den væsentligste er, at det konservative parti under den nye leder, Michael Howard, vil føre en benhård kampagne til fordel for en folkeafstemning. Hvis Blair valgte at fastholde sin hidtidige linje om at undgå en afstemning, ville han løbe en alvorlig risiko for at tabe næste valg.

Ved at udskyde afstemningen til efter valget får Blair en rimelig mulighed for at kunne fortsætte endnu fem år som regeringschef. Og selvom han taber afstemningen om EU-forfatningen, vil det næppe få ham til at træde tilbage.

Sandsynligvis vil han blot erklære, at vælgerne har talt, og at man må bøje sig for deres dom.

Dødsdødet for forfatningen?

For de ledende EU-politikere er Tony Blairs beslutning naturligt nok kommet som et chok. Den man nemlig nemt vise sig at blive dødsstødet for den planlagte EU-forfatning.

Modstanden mod både EU og EU-forfatningen er stor i England, og alt taler indtil videre for, at en afstemning vil føre til en afvisning af forfatningen.

Det er ganske vist tidligere sket, at lande har afvist EU-traktater. De danske vælgere afviste Maastricht-traktaten i 1992, og de irske vælgere sagde nej til Nice-traktaten i 2001. Det forhindrede ikke de to traktater i at blive vedtaget, efter at man havde banket Danmark og Irland på plads.

En tilsvarende behandling kan man ikke give et så stort land som England.

Afstemninger i andre lande

Hertil kommer, at det engelske eksempel sandsynligvis vil splitte.

Kun Danmark, Irland og Luxembourg vil med sikkerhed afholde afstemning. Men også i Holland, Portugal, Spanien og Tjekkiet har man talt om at lade vælgerne træffe afgørelsen, og selv i Frankrig kan en afstemning komme på tale.

Med så mange afstemninger vil det nærmest være usandsynligt, at man vil kunne gennemføre forfatningen med den krævede enstemmighed.